Best of Design Sunday // På gensyn

Overdådig cæsarsalat med pære, kylling og sprøde kikærter

Annonce: Dette indlæg er udgivet i samarbejde med Bonduelle 

Nu må I ikke falde i svimer! Jeg ved godt, det er svært, når man kaster blikket på den lækre salat, men vent lige med at dåne, indtil du har læst mine ord. Jeg har nemlig noget ganske vigtigt, interessant og informativt, jeg gerne vil dele med jer i dag. Og en viiirkelig, virkelig lækker måltidssalat – men den, vender jeg tilbage til.

P1251064

For et par uger siden modtog jeg en fornem, rustik trækasse fra Bonduelle fyldt med en masse lækre råvarer og naturligvis: en bunke dåser med alverdens forskellige typer af bælgfrugter. I kender sikkert Bonduelle som dem, der laver de gode dåsemajs, og måske I også har set deres mange varianter af bælgfrugter på dåse, som man kan finde i de fleste danske supermarkeder. Jeg tør vove at påstå, at jeg spiser bælgfrugter hver eneste dag, og derfor var jeg ikke ét sekund i tvivl, da Bounduelle spurgte, om jeg ville være med til at sætte fokus på the International Year of Pulses og dele en opskrift med jer. Forhåbentlig vil I i dette indlæg blive lidt klogere på, hvorfor bælgfrugter virkelig er superfood samt de miljømæssige fordele ved at gøre dem til en del af sin kost.

P1250999

Hvad er bælgfrugter?
Bælgfruger er frugterne fra planter i ærteblomstfamilien. Der findes både de friske såsom grønne ærter og bønner samt en lang række af tørrede bælgfrugter. Af de mest populære kan jeg nævne kidney bønner, limabønner, butterbeans, kikærter og linser, der findes i mange forskellige størrelser og farver.

I dag er Indien den største forbruger og producent af bælgfrugter. Her har man fundet spor af bælgfrugtproduktion helt tilbage til år 3300 f.kr., men råvaren har i hele verden mere eller mindre altid været en del af historien, da de har været den bedste kilde til protein for folk, som ikke fik kød nok.

P1251028

Hvorfor er bælgfrugter så vigtige?
Hvert år sætter FN fokus på et tema eller emne, som de mener fortjener international opmærksomhed og handling. 2016 er blevet udnævnt til at være det internationale år for bælgfugter, og det er der rigtig mange gode grunde til.

Kigger man de helbredsmæssige fordele ved at spise bælgfrugter, er listen lang. I bælgfrugter finder man nogle af de vigtigste kilder til plantebaserede proteiner af høj kvalitet samt aminosyrer. Vidste du, at bælgfrugter indeholder mere protein pr. 100 g end kød? De er desuden enormt rige på opløselige fibre, der kan være med til at sænke kolesteroltallet og kontrollere blodsukker, og så indeholder de sunde fedtstoffer, fylder godt i maven og giver en god langvarig mæthed. Så ja, det er altså ikke uden grund, at man spår bælgfrugter til at blive 2016’s mest populære superfood.

Listen med fordele fortsætter også, når vi ser på de miljømæssige aspekter. Bælgfrugter er nogle af de få plantetyper, som har en indbygget “nitrogen-fikser”. Det betyder (på almindeligt dansk), at de kan reparere jorden og højne frugtbarheden på markerne. Dertil kommer, at de er utrolig bæredygtige, når man sammenligner med andre afgrøder i forhold til eksempelvis vandforbrug og gødning. Alt dette er netop, hvad FN ønsker at øge kendskabet til.

P1251074

Hvordan bruger man bælgfrugter?
Først og fremmest er bælgfrugter en fornem erstatning for kød, eksempelvis som formet bøffer, i gryderetter eller i supper. Jeg har flere vegetariske og veganske opskrifter på min blog, som I kan prøve, hvis I har lyst til at eksperimentere med bælgfrugter som proteinkilde. Prøv eksempelvis disse veganske quinoabøffer med butterbeans, et vegansk fyldt græskar med linsesalat eller den lækre fiestasalat med sort bønnemos samt hjemmelavede nachos. 

Bælgfrugter bør dog ikke alene benyttes vegetariske retter – det behøver nemlig ikke at være enten-eller. Hjemme hos os bruger vi ofte linser, bønner og kikærter som en ekstra tilføjelse til retter med kød, så der skal mindre animalsk protein til at mætte os. Det giver os mulighed for at købe økologisk kød uden at sprænge madbudgettet, fordi samme mængde rækker til dobbelt så mange måltider eller mindst til frokost dagen efter. Med borlotti bønner i kødsovsen, små linser i frikadellerne eller bønnemix i pitabrødet, mætter retterne mere, og vi får alle de sunde helsefordele fra bælgfrugterne. Og så bliver retterne endda også ofte lidt mere interessante og velsmagende, fordi vi kommer til at smage og lege i køkkenet, når vi ikke bare laver tirsdags-spagetti-kødsovs, som vi plejer. Listen over fordele er altså milelang, men det støre plus er, at det er virkelig godt for miljøet, når vi nedsætter vores kødforbrug.

  P1251080   

I dag har jeg valgt at dele en enten-eller opskrift med jer. Økologisk kylling er dyrt, men med ekstra protein fra bælgfrugter, rækker den mængde kyllingekød, vi normalt ville spise til aftensmad, til to hovedmåltider, og så er der altså ingen god undskyldning for ikke at træffe et lidt bedre valg, når vi står og skuler ned i køledisken.

Den overdådige cæsarsalat, I får opskriften på i dag, smager helt vidunderligt. Som i: virkelig, virkelig godt! Jeg har taget udgangspunkt i café-klassiskeren, men givet den et Emma-twist, og tilføjet lidt ekstra smag fra pære og granatæble. Cæsardressigen får sødme og fylde fra en moden pære, der er blendet sammen med de resterende ingredienser. Det giver både en dejlig smag og skruer samtidig lidt ned for energiindholdet i den ellers normalt meget fede dressing, helt uden vi skal have gang i light-mayo eller lignende sølle alternativer. Kyllingefileterne er blevet viklet ind i parmaskinke, inden de ryger på panden, og dermed får salaten også lidt bacon-vibes, hvilket klæder den gevaldigt. Jeg drysser sød/syrlige tørrede tranebær over hjertesalatbladene som et friskt pift og ligeledes en god håndfuld sprøde kikærter som et sundere alternativ til croutoner. Effekten er fuldstændig den samme, med knas og hvidløgssmag, men kikærterne tilføjer også salaten ekstra mæthed og bælgfrugte-power. Bonduelles kikærter fra dåse er fornemme til dette formål, da de er dampede og kun ligger i minimal lagde. Det betyder, at de har masser af bid, og derfor bliver de ekstra sprøde.

P1250970

{ Sprøde kikærte-croutoner} 
1 dåse kikærter
1 spsk. olivenolie
1 tsk. hvidløgspulver
1 tsk. havsalt

Skyl kikærterne i en sigte, og tør dem derefter grundigt med et rent viskestykke. Omvarm en pande ved middelvarme, og kom kikærtene her på. Drys olivenolie over, og drys med hvidløgspulver og havsalt, og lad så kikærterne stege i 10-15 minutter, indtil de er helt tørre og sprøde. Tag panden af varmen, men lad kikærterne forblive på, så de holder sig lune indtil servering. 

P1251015

{ Ingredienser til 4 personer }
4 strykker parmaskinke
2 kyllingefileter (cirka 300 g)
2 tsk. smør eller olivenolie til stegning
2 stk. hjertesalater
1 lille rødløg
1 lille pære
1 håndfuld tørrede tranebær
Parmesanflager til servering
1 portion sprøde kikærte croutoner
Friskkværnet peber

Pære-cæsardressing
1 æggeblomme
2 spsk. citronsaft
2 tsk. dijon-sennep
1/2 dl olivenolie
1 moden, sød pære
50 g revet parmesan
Salt & friskkværnet peber

Start med at lave dressingen. Kom æggeblomme, citronsaft og dijonsennep i en blender, foodprocessor eller minihakker, og kør. Tilsæt olien lidt efter lidt, indtil konsistensen minder om mayonnaise. Skræl pæren, fjern kernehuset og skær kødet i mindre tern. Tilsæt pæretern og revet parmesan til køkkenmaskinen, og kør igen, indtil du har en helt glat, cremet dressing. Smag til med salt og peber, og stil dressingen i kølesskabet indtil servering.

Dup kyllingefileterne tørre med køkkenrulle, og gnub dem med en smule friskkværnet peber. Vikl dernæst to stykker parmaskinke rundt om hver filet. Opvarm en smule smør og/eller olivenolie på en pande, og steg kyllingefileterne ved middelvarme, cirka 7 minutter på hver side, indtil skinken er sprød og kyllingen gennemstegt. Tag kyllingen af panden, og lad den hvilke, imens du anretter resten af salaten.

Skær bunden af hjertesalaterne, og pluk de enkelte blade fra hinanden. Skyl og slyng bladene, og anret dem på et stort salatfad. Skær rødløget i tynde ringe, og fordel dem over hjertesalatbladene. Skær pæren i både, og anret dem ovenpå salaten i små vifter. Drys de tørrede tranebær og kikærte-croutoner over salaten, og placér kyllingefileterne skåret i skiver oven på. Dryp tilsidst dressing over hele herligheden, top med lidt parmesanflager, og servér. Der er rigeligt af dressingen, så kom resterne i en skål, så hver middagsgæst selv kan dryppe lidt ekstra over sin tallerken.

P1251099

followme

   

1 kommentar

  • […] lige at tippe om den her virkelig lækre Cæsar salat! Opskriften er fra Emma Martinys hånd og kan findes lige her. Croutonerne er udskiftet med sprødristede kikærter og så har den fået et lidt ekstra lækkert […]

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Best of Design Sunday // På gensyn