Små ting

Indisk lammegryde // Opskrift fra Herlig & ærlig mad

Vidste I, at I allerede nu kan forudbestille min næste kogebog Herlig & ærlig mad? Jeg har allerde fortalt en smule om bogen her, og kommer også til at dele en masse mere den næste måned, men i dag vil jeg spare på ordene og dele en lille forsmag på en af bogens opskrifter med jer.

Herlig & ærlig mad er inddelt i 8 kapitler: Morgenmad, Frokost, Forretter & salte snacks, Desserter samt Vegetar, Fjerkræ, Fisk & skaldyr og Kød, der alle indeholder fuldente måltider. På den måde kan man nemt bruge bogen som et opslagsværk, når der skal findes inspiration til sunde og spændende retter – alt fra simple hverdagsopskrifter til festlige serveringer, hvor det meste kan forberedes, inden gæsterne ankommer.

_MG_9292

I dag vil jeg dele en opskrift fra kapitlet Kød (der indeholder lamme-, svine og oksekød) med jer. Den lækreste, lunende ret pakket med smag fra indiske krydderier. Opskriften er en af de gryderetter, jeg holder allermest af, for kombinationen af mørt lammekød, abrikoser, pinjekerner samt ristet aubergine og tern af søde kartofler er virkelig magisk.

Da påsken er lige om hjørnet, og så mange af jer vilde med min sidste indiskinspirerede opskrift, tænkte jeg, at det var perfekt at give jer opskriften på en indisk lammegryde. Måske I har lyst til at prøve noget nyt i stedet for påskens lammesteg? I alle fald får denne gryderet en kæmpe anbefaling her fra. Faktisk var det den ret, jeg valgte at lave til min fødselsdagsmiddag, da jeg sidst fyldte år – SÅ god er den.

TIP: Jeg laver sommetider denne ret uden lam i en vegetarisk udgave. Det kan man sagtens uden at lide afsavn, for retten er stadig fyldt med smag og fylde fra de ristede auberginer. Tilsæt kikærter til retten, hvis du vil have den til at mætte mere.

{ Ingredienser til 4 personer }
500 g søde kartofler
2 auberginer
1 + 1 spsk. olivenolie
500 g lammekød i tern
1⁄2 spsk. smør eller olie
1 spsk. smør eller kokosolie
2 løg
2 fed hvidløg
1 spsk. revet ingefær eller 1 tsk. stødt
1 tsk. korianderfrø, knuste 1 spsk. karry
1 spsk. gurkemeje
1 håndfuld tørrede abrikoser
40 g pinjekerner
1 dåse hakkede tomater 1 dåse kokosmælk
Salt & friskkværnet peber Frisk koriander

Tænd ovnen på 200 grader.
Skræl de søde kartofler, og skær dem i tern på størrelse med spidsen af en tommelfinger. Fordel ternene på en beklædt bageplade, vend dem i 1 spsk. olivenolie, og drys med salt.

Skær auberginerne i skrå skiver med en tykkelse på 1 cm, og fordel dem ligeledes på en beklædt bageplade. Pensl skiverne med 1 spsk. olivenolie, drys med salt, og sæt derefter både sød kartoffel-tern og aubergineskiver i ovnen i 20-30 minutter, indtil begge dele er gyldne og møre. Imens kan du klargøre resten af retten.

Opvarm smør eller kokosolie i en stor gryde, og brun lammekødet på alle sider. Hak løgene, og riv hvidløg og ingefær fint. Tilsæt derefter løg, hvidløg og ingefær til gryden, og lad det stege, indtil løgene er gennemsigtige. Tilsæt da alle krydderierne (knuste korianderfrø, karry, gurkemeje, salt og peber) til gryden, og lad det stege i 5 minutter. Pas på, det ikke brænder på.

Skær de tørrede abrikoser i skiver, og tilsæt dem til gryden. Hæld derefter hakkede tomater og kokosmælk over, og bring det hele i kog. Lad gryden simre under låg i 15 minutter.

Tilsæt de ristede sød kartoffel-tern og aubergineskiverne til gryden, varm det igennem, og smag retten til med salt og peber. Rist pinjekernerne på en tør pande, og drys dem over toppen med frisk koriander inden servering.

followme

   

2 kommentarer

  • Kirsten

    Hej Emma! Kan man bruge kylling i stedet for lammekød? :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emma Martiny

      Hejsa Kirsten :-) Det tror jeg sagtens. Det giver dog naturligvis ikke samme smag.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Små ting