Video: Hjemmefarvning af hår

 photo 988cb236-8c58-41b2-88aa-948295902a2c_zpse376716a.jpg


Jeg går meget sjældent til frisøren. I flere år havde jeg en veninde til at klippe mig, imens hun uddannede sig til frisør, men det sidste år er jeg selv begyndt at svinge saksen. Siden jeg var 12-13 år gammel, har jeg klippet hele min familie. Både mine søstre, kusiner og mors hårpragt er mit værk, og også veninder, venner og kæresten benytter sig af min kunnen for at spare lidt pengeører. Jeg påstår ikke, at jeg kan klippe som en frisør, men med en god saks, kan jeg lave de mest simple frisurer uden problemer. Da jeg har forholdvist langt hår, og som regel blot skal have klippet spidserne, kan jeg også nemt snuppe enderne af mit eget hår. Jeg overlader dog alligevel mine lokker til en uddannet frisør fra tid til anden, så frisuren bliver rettet ordentligt til. Derefter er det nemmere for mig at bevare frisuren, så mit hår fortsat ser nyklippet og sundt ud, også selvom der går flere måneder eller år mellem frisørbesøgene.
Jeg vil ikke anbefale jer, selv at gå i gang med saksen, for det kan gå grueligt galt, hvis man ikke ved, hvad man laver – men hårfarve, det kan I sagtens kaste jer ud i uden større bekymringer. I denne video viser jeg, hvordan jeg farver mit eget hår, og jeg giver gode råd til valg af farve og produkt. Hvis man køber en god hårfarve, er den fuldstændig sammenlignelig med, hvad frisøren bruger, og derfor er der mange penge at spare.
Hvis I synes om videoen, må I meget gerne give mit et ‘like’ på bloglovin, og måske endda abonnere på min youtubekanal. Hver eneste nye følger, like og søde kommentar får mit smil til at brede sig helt ud til øretipperne.

4 kommentarer
Vis alle kommentarer

Skriv en kommentar