Skriblerier om min kogebog

 photo IMG_9835_zpsd702f0e2.jpg
At udgive en kogebog har altid været en af mine store drømme. Det var af de ting, der stod på min “når jeg bliver stor”-liste som barn ved siden af “blive make-up artist” og en tegning af min fremtidige brudekjole. Jeg har altid været en drømmer med hovedet fyldt af lidt for mange håb og forestillinger om fremtiden, men en af mine stærke sider er, at jeg er dygtig til at gå efter mine mål, og derfor også ofte formår at få disse drømme opfyldt. At jeg skulle kunne sætte et flueben ud for “kogebogsforfatter” i en alder af 21 år, ja, det havde jeg alligevel ikke forestillet mig, men da jeg sidste år følte, at min make-up artist barnedrøm var udlevet, begyndte jeg at spekulere på, om jeg mon kunne få endnu et af mine fremtidsønsker opfyldt – og nej, jeg begyndte ikke at sy min egen brudekjole eller tvinge Simon til at fri. Så travlt har jeg alligevel heller ikke 😉
 photo IMG_9865_zpsf30e5e98.jpg
Mange af jer har undret jer over, hvordan i al verden jeg har fået fingrene i en kogebogskontrakt. Jeg er jo hverken uddannet kok eller diætist, og selvom jeg har delt mange af mine egne opskrifter på min blog igennem de sidste år, er det naturligvis noget helt andet at udgive en kogebog.
Det hele startede egentlig som en idé til en E-bog. Da jeg vidste, at jeg havde en god ven, der ville kunne hjælpe mig med at sætte bogen op grafisk og fikse alt det tekniske, så jeg ville kunne sælge den for et mindre beløb på min blog, besluttede jeg mig for at begynde at samle opskrifter og kaste mig over projektet, så jeg så småt kunne snuse til min kogebogsdrøm. Jeg tog selv alle billederne, valgte at kogebogens tema skulle være salater, og udviklede på ingen tid 50 opskrifter.
Efterhånden arbejdet skred frem, kunne jeg ikke lade være med at lege med tanken om, om min lille E-bog mon i stedet kunne blive til en rigtig bog, og derfor besluttede jeg mig en fredag aften – ret spontant, imens jeg sad og så X-factor –  for at sende bogen og mine billeder ud til en lille håndfuld forlag. Hvor intet vover, intet vinder, tænkte jeg, og hvis ingen sagde ja, ville jeg bare forsætte arbejdet på egen hånd. Det blev dog ikke tilfældet, og I kan jo næsten regne ud, hvad der skete efterfølgende. Faktisk var flere af forlagene interesserede, men efter mange mails og flere møder i både Aarhus og København, endte jeg med at indgå et samarbejde med FADL forlag. Mit lille E-bogsprojekt blev pludselig til en rigtig bog, og antallet af opskrifter blev næsten firdoblet.
 photo IMG_9850kopi_zps2b733f24.jpg
Det har været et kæmpe arbejde, og er det stadig, men jeg er simpelthen så glad og stolt, og glæder mig sådan til at dele resultatet med jer. Jeg har skrevet den kogebog, jeg selv har savnet på hylden. Kogebogen, der svarer på det evigt tilbagevendende spørgsmål: ”Hvad skal vi servere til?”, og som er fyldt med gode idéer til, hvad man kan spise til alt fra flæskesteg til falafel. Jeg har aldrig forstået, hvorfor så mange spiser det samme tilbehør stort set alle ugens dage, når naturen bugner af grøntsager og råvarer, der giver os mulighed for at overraske og udfordre vores smagsløg og opfinde nye favoritretter. I min kogebog vil I kunne opskrifter, der passer til både hverdag og fest. Tilbehør til en, to eller femten. Salater til morgenmad, madpakke, score- eller familiemiddag. Kogebogen består udelukkende af retter, man kan spise med god samvittighed tirsdag såvel som lørdag, og den slutter med et sødt punktum, hvor jeg har samlet alle mine bedste opskrifter på søde, sunde desserter. Det er dog på ingen måde en slankebog, og I vil ikke finde nogle regler, kostforbud og kalorietælling, men stedet opskrifter fyldt med det, der i virkeligheden gør os glade og sunde: velsmagende, hjemmelavet mad fyldt med nydelse og næring.
Bogens titel? Ja, den bliver jeg desværre nødt til at holde for mig selv lidt endnu, men det er så fedt endelig at kunne tale højt om kogebogen, og fortælle mere om, hvad I kan forvente, når den udkommer til Januar næste år. Det bliver den vildeste oplevelse, at gå ind i en boghandel og se mit navn på hylden, og jeg håber, at I til den tid har lyst til gå ind og bladre den igennem og forhåbentlig tage den med hjem på køkkenhylden.

12 kommentarer
Vis alle kommentarer
  1. Stort tillykke, Emma! Det er virkeligt imponerende. Jeg glæder mig til, at kogebogen bliver udgivet. Ved du, hvornår det bliver?

  2. Respekt! Så sejt at du i dén grad går efter at realisere dine drømme. Held og lykke med kogebogen – og med opfyldelsen af dine øvrige drømme!

  3. Ej hvor er det fedt og spændende! Stort tillykke med det hele, du er simpelthen bare så dygtig og talentfuld. 🙂

  4. Du er SÅ sej! 🙂 glæder mig til at udfordre mine spastiske egenskaber i et køkken med dit kommende vidunder af en kogebog. F.eks. står tilbehøret hos os i aften på ris og grønne bønner, ha, hvor kedeligt!
    Knus

    1. TAK søde! Jeg lover dig mindst en håndfuld gode idéer til, hvordan du kan gøre de grønne bønner lidt mere interessante 😉

  5. Så vil jeg se frem til januar, hvor jeg kan lure lidt i din bog. Jeg er sikker på, resultatet bliver strålende, og jeg glæder mig til, at den kan pryde min køkkenhylde 😉

  6. Hvor er det bare super godt gået! Du var den aller første youtuber jeg abonnerede på, og jeg har fulgt dig lige siden.. Du er meget inspirerende og virker meget oprigtigt, da du både skriver om når det går godt og når det går mindre godt! Hvor du bare fortjener at få succes med din kommende bog, jeg vil i hvert fald kigge i den. Stort cadeau herfra, held og lykke med det hele!

Skriv en kommentar