Privatliv og internetliv

Jeg bruger rigtig, rigtig, rigtig mange timer på min blog. En time eller to om morgenen, det samme om aftenen, og nogle gange mere, hvis studiet tillader det. Det er en enorm stor del af min hverdag, men jeg elsker det, for min blog giver mig enormt meget: Fællesskab, seje muligheder og et frirum, hvor jeg kan dele min tanker og kreative side. De mange timer, jeg lægger i bloggen, er ikke en ulempe, men mit eget valg, og selvom man ofte hører bloggere “brokke” sig over, hvor hårdt arbejde det er, så nyder jeg virkelig min blogger-tid, hvor jeg sætter musik i ørerne, laver en kop kaffe og lader mine fingre stepdanse på tasteturet.
IMG_01260
Problemet, hvis man kan kalde det dét, er, at efterhånden som bloggen bliver en større del af mit liv, (og det gør den, i og med at jeg efterhånden kan kalde den mit arbejde), jo mere vanskeligt bliver det også for at mig at skille fritid og blog(arbejds?)tid fra hinanden. Hvornår bør jeg hive kameraet op af tasken? Skal jeg råbe “sid stille!” til min kæreste, før han tager et sip af sin kaffe, så jeg kan fange det helt rigtige øjeblik? Spørge min søster, om hun ikke lige vil tage et billede af mig, inden solen går ned? Dele et billede af mine veninder på instagram, hvor en masse mennesker, jeg ikke aner, hvem er, følger med? Jeg gør det hele. Ofte. Men jeg spekulere rigtig, rigtig meget over det, og forsøger at finde en god blog/privatliv balance, for det er jo ikke min kæreste, min familie eller mine veninder, der har en blog. Det er mig.
Det sværeste ved at jeg deler (dele af) mit liv på internettet er, at jeg ikke kun deler mig selv, jeg deler også andre. Jeg elsker det fællesskab, jeg har fundet på internettet, men det betyder ikke, at menneskerne i “mit rigtigte liv” har lyst til at være en del af det. Derfor gør jeg mig meget umage for at forsøge at skille de to ting ad, og at gøre det klart, at bare fordi man er en del af mit liv, behøver man ikke at være en del af min blog. Der skal ikke være nogen, der føler, at jeg udstiller dem, og derfor er der også ting fra mit liv, jeg ikke taler om på min blog, ting, jeg aldrig kommer til at skrive om. Det er ikke kun min historie at fortælle, og derfor gør jeg det ikke.
IMG_0246
Den sidste tid, har jeg tænk meget over, hvad jeg vil gøre, når jeg får børn. Ikke fordi det er noget, der er lige rundt om hjørnet – overhovedet – men fordi, jeg synes, det er en spændende diskussion. Skal jeg dele billeder, videoer og historier om dem? Simon og jeg har snakket om det flere gange, og vi er begge enige om, at det skal jeg ikke. Jeg vil ikke dele billeder af nogen, der ikke har sagt god for det, og selv mange synes, det er harmløst at dele billeder af babyer (jeg er selv en sucker for mommy-blogs!), føler jeg ikke, at jeg har retten til at bestemme over et andet menneskes internettilstedeværelse. Babyer får også deres egen bevidsthed på et tidspunkt, og hvem ved, om vi om nogle år vil opleve en hær af teenagere, der sagsøger deres forældre og ønsker at alle billeder bliver slettet, fordi de føler, at de er blevet blottet for offentligheden. Problemet er bare, at det kan man ikke. Når noget først er lagt på internettet, kan det ikke bare lige slettes, og man skal altså huske, at internettet kan være et skræmmende sted med mange skyggesider. Man ved aldrig, hvor ens billeder dukker op henne – og der findes da sikkert også en datingprofil eller fem (måske noget endnu værre?) med mine billeder. Men det er en konsekvens JEG må forholde mig til, fordi JEG vælger at lægge dem på nettet.
Grobunden for dette indlæg er, at enormt mange af jer, der deltog i min spørgeskemaundersøgelse, gav udtryk for, at I gerne vil have flere personlige indlæg. Mere af mig, mere fra min hverdag. Og selvom jeres (virkelig søde!) beskeder og efterspørgsler var et stort kompliment, fik jeg også et behov for at forklare mig. Jeg synes nemlig selv, jeg deler rigtig meget. Så meget jeg kan, har mulighed for og lyst til. Men et helt sandfærdigt billede af min hverdag får I nok aldrig, for det ville betyde, at jeg ikke bare skal udstille mig selv, men også min kæreste, veninder, studiegruppe, søskende, forældre. Og det kan og vil jeg ikke. Jeg håber, at det giver mening, når I læser dette indlæg. Internettet er et underligt sted, og jeg tror, vi skal være meget påpasselige med, hvordan vi agerer i det, der nærmest er en parallelverden.
Jeg er meget nysgerri efter at høre, hvordan I forholder jer til internettet og de sociale medier. Både jer, der har en blog, og de af jer, der deler – eller undlader at dele – billeder fra jeres liv på Instagram, facebook, twitter og alle de andre hjørner af “the interwebz”. Jeg glæder mig til at læse jeres tanker i kommentarfeltet!

6 kommentarer
Vis alle kommentarer
  1. Da jeg i din spørgeskemaundersøgelse skrev, at jeg gerne ville have mere “dig”, så mente jeg ikke de mennesker omkring dig. Med “dig” mener jeg, hvad du laver udover at blogge, lave og lægge make-up, dvs. hvad går dit studie ud på, hvilke bøger læser du, hvad ser du i tv osv. Og med “dig” mente jeg også din mening om ting. Hvordan er det at studere, hvordan er det at være flyttet hjemmefra, hvad synes du om jul, hvad tænker du om voksenlivet. For mig at se kan man sagtens dele en masse personlighed uden at skulle udlevere andre. Giver det mening? 🙂

    1. Det giver mening, som du skriver det her Emma 🙂 På den måde, vil jeg meget gerne være personlig – men det er desværre også en type indlæg, der tager rigtig lang tid for mig at skrive, så der går altså lidt tid imellem dem 🙂

  2. Jeg kan sagtens følge dig i dine tanker omkring udstillingen af venner/bekendte. Det er noget jeg selv er ekstremt opmærksom på, for som du også skriver, så er det ikke dem der har valgt at få en blog og være på de sociale medier på den måde.
    Hele internet-verdenen skræmmer mig til tider og kan give mig lyst til bare at slette min blog og fodspor rundt omkring. Jeg kan ikke lade være med at spekulere i om noget af det der står på min blog en dag kan blive brugt i mod mig. En kommende arbejdsgiver kan jo hurtigt danne sig et billede af hvem jeg er, uden at det er hele sandheden. Jeg ansøgte på et tidspunkt et job på Skanderborgfestival (altså et administrativt fuldtidsjob), men blev afvist fordi min livsstil ikke klingede så godt på øl og koncert (til trods for at jeg har været bartender i 6 år). Bare fordi jeg træner (som jo kun er 4% af min dag), så har jeg altså også et liv UDOVER det 🙂
    Bloggen har så mange flere fordele end ulemper så jeg har nu bestemt planer om at fortsætte, men nogle gange tror jeg det er meget sundt at stoppe op og mærke efter om det stadig er det rigtige for en selv 🙂

  3. Nu har jeg selv en blogger og tænker meget over, hvad jeg deler. De ting der sker i mit privatliv deler jeg ikke på bloggen og så må folk selvom de læser med eller ej. Jeg vil ikke udstille nogen og det kommer det ofte til i de personlige indlæg. På instagram tænker jeg også over det og de fleste af mine veninder ser god for at de bliver delt derpå og hvis ikke lader jeg selvfølgelig være. Jeg har valgt at blogge og ikke dem, så man skal huske at respektere andres valg 🙂

  4. Spændende tanker og et emne jeg også selv tænker meget over! Jeg har valgt meget striks slet ikke at dele andre mennesker i mit internetunivers. Der er ikke billeder eller ord om min kæreste, min familie eller mine veninder. Det er sket en sjælden gang at jeg har vist et billede fra en træning med nogle veninder, men så har det også været mere i blogsammenhænge og ikke privat. Det er for mig en grænse som jeg ikke føler for at bryde, da de jo netop ikke har valgt at være en del af mit univers – og det skal være helt okay at de ikke har lyst til det. Den grænse er naturligvis meget forskellig fra person til person og nogle har det bedre med at dele billeder, men ikke ord om fx følelser eller tanker. På den måde har vi alle forskellige syn på hvad der er privat og hvad der er personligt, samt hvor grænserne mellem dem er. Jeg synes man skal dele præcis det man selv føler for, men være opmærksom på at mærke efter inde i maven hvor den grænse er.

  5. Hej Emma,
    Jeg kan SÅ godt sætte mig ind i din situation. Jeg vil dog også påpege, at jeg gerne vil se mere “dig” og ikke nødvendigvis dig (giver det overhovedet mening?). Som der er blevet skrevet i kommentarfeltet, så flere makeup-videoer, flere hvad-Emma-godt-kan-li’ indlæg osv. 🙂
    Jeg er selv blevet udsat for identitetstyveri, hvor det ikke kun gik ud over mig (desværre). En ting er, at det er mig det går ud over, men når andre udsætter folk jeg holder af for den slags, er det en helt anden snak.
    God jul 😉

Skriv en kommentar