For the love of Yoga

b7080d0ed2afca442cf91bceadbcc836
I en baggård i Aarhus Centrum vindstødene nuancer af røgelse og karry. Over brostenene går en strøm af mænd og kvinder, og jeg følger dem og den karakteristiske duft ned ad en trappe i en industriel kælderbygning. For enden af trappen hænger et skilt: “Tag venligst skoene af – Namaste”. Alle tager deres høje stiletter, slidte sneakers eller læderstøvler af, og jeg følger deres eksempel og smider mine løbesko, inden jeg åbner døren til yogacenteret.
Namaste betyder ”Det guddommelige lys i mig, hilser det guddommelige i dig,” og det er ikke en hilsen, man ofte bliver mødt med i Danmark, medmindre man færdes i spirituelle kredse. Det gør jeg i dag. I yogacenteret er de kølige betonvægge dækket af bambus, og rummet er fyldt med stearinlys og eksotiske planter. Bag disken står instruktøren, en skaldet mand sidst i trediverne, iført hvidt, løst tøj af hør. Han stråler af ”Zen”, af åndelighed og balance, og møder alle, der træder ind i lokalet, med et varmt smil og måske et kram, der varer et par sekunder mere, end de er vant til.
På gulvet i yogacenterets sal har vi alle lagt os side om side med armene placeret afslappet ud fra kroppen. Mine øjne er lukkede, og mine fødderne falder let ud til siderne. Klokken er næsten 17:00, og jeg tager dagens første dybe vejrtrækning. I den anden ende af salen ruller en midaldrende mand, med hår længere end de fleste kvinders, sin yogamåtte ud ved siden af en ung, fit pige i neon-pink træningstøj. Instruktøren går langsom i zikzak mellem yogamåtterne. Han slår på en stor tibetansk syngeskål af metal, så rummet og mit hoved fyldes med en lang, rungende klang. Syngeskålens hypnotiske klang kæmper mod lyden af en bildør, der smækker, og en motor, der starter, inden der bliver helt stille.
”Er det ikke fantastisk?” spørger instruktøren.
”Der kan ligge en hjerneforsker til venstre for jer og en butiksassistent til højre, men når vi ligger her, er vi alle lige. Vi kommer for at udføre vores yogapraksis, for at få et frirum fra vores stressede hverdag. Væk fra maskinerne og tilbage til naturen. Tilbage til kroppen.”
Instruktøren har ret. Mine ugentlige yogatimer er et af de eneste tidspunkter i min hverdag, hvor jeg slår hovedet fra, lader min iPhone vibrere i bunden af tasken og er tilstede i min krop. Og det er lige så afhængighedsskabende som de sociale medier.
Yoga er et indisk system, der forsøger at skabe harmoni mellem krop og sind ved hjælp af åndedrætsteknik, kropsstillinger og moralske budskaber. De fysiske øvelser udføres til rytmen af åndedrættet, med formålet at udspænde og strække de forkortede muskler og styrke de svage.
Jeg og resten af den brogede gruppe er mødt op for at dyrke Astanga Yoga, en af de mest dynamiske yogaformer. Astanga er mere fysisk udfordrende, og selv om man står eller sidder helt stille i de forskellige stillinger, er kroppen hele tiden udfordret. Det kræver koncentration, og det eneste jeg tænker på den næste halvanden time er min krop og min vejrtrækning.
I yoga er åndedrættet et vigtigt redskab, der gør det muligt at søge helt ud til kroppens naturlige begrænsninger. Instruktøren guider os til at begynde vores ”ujjayi åndedræt”. En kontrollet, højlydt og hvæsende vejrtrækning, der forlænger åndedrættet. De forskellige ind- og udåndinger, nogle dybere, hæsere og luftigere end andre, udgør til sammen en symfoni, som lyden af en mægtig, rolig og rytmisk havbrusen.
Efter få minutter begynder den fysiske praksis. Allerede efter de første solhilsener, de opvarmende stillinger, begynder sveden at pible fra min pande. Senere danner der sig små dråber på mine underarme, og til sidst løber sveden ned ad ryggen på de fleste i salen. Den langhårede mand står på et ben for enden af sin yogamåtte. Han tager fat i sin ene tå og strækker benet ud. Pigen i neonpink forsøger at gøre kunsten efter, men fejler. Hun mister balancen – og falder omkuld.
”Husk, at det ikke er en konkurrence,” siger Mike. ”I skal ikke bevise noget.”
”Shanti, shanti, shati, ooom,” synger alle i kor.
Shanti betyder fred, og de tre gentagelser repræsenterer krop, sjæl og sind. Vi afslutter vores praksis med at sidde i skrædderstilling med lukkede øjne, imens vi tager femogtyve dybe Ujjayi vejrtrækninger. Meningen er, at vi skal tømme hovedet og kun være til stede i vores krop. Underligt nok, er det den mest udfordrende del af timen for mig. Mine tanker flyver fra huskelister til ligegyldige pointer, men jeg gør mig umage for at tømme hovedet, og koncentrerer mig om min vejrtrækning. Denne gang går det lidt bedre end i sidste uge.
Instruktøren takker af for i dag, bukker hovedet og ønsker en god aften. Jeg ruller min yogamåtte sammen, og manden med det lange hår rejser sig og går ud for at trække i sin slidte sneakers. Fitnesspigen bliver siddende lidt endnu – bare et par dybe åndedræt mere, inden hun hopper i sine stiletter.
Dette indlæg skrev jeg oprindeligt til Anne Sofies blog, men da flere af jer har efterspurgt indlæg om yoga, ville jeg udgive det her også. Jeg håber, at det giver jer mod på at forsøge jer med yoga – ikke bare som endnu et forsøg på at opnå drømmekroppen, men for balance, smidighed, styrke og vigtigst af alt: ro, overskud og velvære. 

6 kommentarer
Vis alle kommentarer
  1. Du beskriver det virkelig godt. Jeg er selv yoga-elsker, men får slet ikke prioriteret nok. Dit indlæg mindede mig om, hvorfor jeg elsker det og bare ved at forestille mig det, trak jeg vejret langt mere langsomt og var til stede i nuet. Så tak 🙂

  2. Du skriver altså bare helt vildt godt! Bla. derfor jeg nyder at læse med 🙂
    Rigtig god tirsdag til dig 🙂

Skriv en kommentar