Ristet blomkålscouscous med citron- og tahindressing // Opskrifter fra Go' Morgen Danmark

Tusind, tusind tak for jeres støtte i går. Jeg har simpelthen modtaget så mange søde beskeder i forbindelse med min TV-debut i går, og jeg er utrolig taknemlig. Det var en stor oplevelse at være i Go’ Morgen Danmark, og jeg synes selv, det gik rigtig godt. Alle var simpelthen så venlige og hjælpsomme, og alt gik præcis, som det skulle.
Her over weekenden vil jeg hver dag bringe opskriften på en af de tre salater, jeg lavede i programmet. Her kommer den første: Ristet blomkålscouscous med citron- og tahindressing.
Ristet blomkålscouscous med citron- og tahindressing

Ristet blomkåls-couscous med citron- og tahindressing fra min kogebog Skønne salater & vidunderligt tilbehør
{Tilbehør til 4 personer}
I min kogebog findes der flere opskrifter med blomkålscouscos – blandt andet en lækker og super smuk sommersalat med jordbær, mandler og feta. Denne marrokanskinspirerede opskrift er dog perfekt til vinterhalvåret, hvor granatæblet er i sæson. Her er den finthakkede blomkål vendt i en smagfuld dressing og bagt kort i ovnen, hvilket giver en skøn sød og ristet smag. Den lune blomkåls-couscous vendes i friske spinatblade og toppes med de fine røde, saftige kerner, mynte og citronskal for et friskt pift.
Ingredienser
1 blomkål
100 g spinatblade
1 dl græskarkerner
1 rødløg
Kernerne fra 1⁄2 granatæble
1 håndfuld mynte
Skal af 1 økologisk citron
Dressing
2 spsk. tahin
3 spsk. olivenolie
2 fed hvidløg, presset
Saften fra 1 citron
Salt & friskkværnet peber

Start med at rive skallen af citronen i lange, tynde strimler, og stil citronskallen til side.
Hak blomkålen fint i en foodprocessor eller ved håndkraft på et stort skærebræt. Pas på, der kommer nemt blomkål over hele køkkenet. Ryst alle ingredienserne til dressingen sammen, og vend den finthakkede blomkål i dressingen. Fordel det hele på en beklædt bradepande, og rist blomkåls-cous- cousen i ovnen i 15 minutter ved 200 grader, eller indtil den er let gylden.
Imens blomkålen er i ovnen, gøres resten af ingredienserne klar. Frigør kernerne fra granatæblet, og rist græskarkernerne på en varm, tør pande. Skær rødløget i små tern, hak mynten groft, og skyl spinaten og riv den i mindre stykker.
Bland til sidst det hele sammen med den lune blomkåls-couscous i en stor skål. Pynt med citronskal, og servér straks, imens salaten stadig er lun. 

7 kommentarer
Vis alle kommentarer
    1. Hej Nina 🙂 Resultatet vil nok blive meget anderledes, men det vil sikkert smage rigtig skønt også 🙂

  1. omg emma !!!! jeg har lige lavet denne salat her til aften. puha det smager godt 🙂 det er et hit. jeg er hermed hooked på dine andre opskrifter. det her er intet mindre end fantastisk. jeg skal en ting i morgen og det er i boghandlen og hente et eksemplar af dine bog. juhu du er fantastisk 🙂

  2. Jeg skal holde pige fødselsdag og vil præsentere veninderne for dinPanang cury med kyllingeboller, som jeg er helt vild med. Tror du denne salat kan bruges som tilbehør, eller hvad vil du anbefale.
    På forhånd tak.

    1. Hej Iben 🙂 Du kan helt sikkert servere denne salat til. Den er dog mere mellemøstlig inspireret og vil derfor ikke være typsisk til panang curry. Et andet bud kunne være at lave en frisk agurkesalat med finthakket rødløg og mynte/koriander og en frisk limedressing 🙂

Skriv en kommentar