Instagram lately #Marts15

collage1{ Vi har slappet af i lejligheden og gået lange ture efter ramsløg og god kaffe }

collage2{ Jeg har drukket kaffe med rare venner, serveret blinis med stenbidderrogn og spist ude en masse med nogle søde damer }

collage3{ Jeg har gået med hat, underskrevet forlagskontrakt, løbet ture i solopgangen, arbejdet med bloggen og farvet hår }

collage4{ Og så har jeg spist masser og masser af god mad og testet opskrifter til min næste kogebog } 

Jeg føler, jeg har indledt næsten alle mine “instagram lately”-indlæg ved at fortælle, hvilken skør måneden, det havde været. Og det sidste år har virkelig også været fyldt med meget skørt. Ingen tvivl dér. Marts har dog været lidt anderledes. Godt nok havde jeg en ualmindelig uheldig uge. Og godt nok underskrev jeg min næste kogebogskontrakt. Men den sidste måned har også været den første i lang tid, hvor jeg har haft en solid hverdagsfornemmelse.
Det er skægt, hvor hurtigt man vender sig til ting. Noget, der i ét øjeblik er nyt, vildt og overvældende, er i det næste helt normalt. Man kan være ovenud lykkelig over at være komme ind på et særligt studie eller over at have scoret drømmejobbet, men når man vågner op mandag morgen, og det først er blevet hverdag, kan lykkefølelsen være svær at finde frem. Når kæresten første gang, siger han elsker en, kan man nærmest springe af nyforelskelse, men når det er blevet sagt en håndfuld gange mere, er magien ikke helt den samme. Og på samme måde kan man synes, det er skørt og grænseoverskridende, første gang man skal prøve noget nyt, holde et oplæg for mange mennesker, eller på anden måde bevise sit værd, men gentages det en gang eller to, forsvinder sommerfuglene i maven.
Det er noget jeg tænker meget over for tiden. Jeg tror nemlig ikke min hverdagsfornemmelse hænger sammen med, at der sker færre såkaldt “skøre” ting i mit liv. Det handler mest af alt om, at jeg har vendt mig til det. Da jeg blev tilbudt at komme i TV tidligere på året, var jeg lige ved at takke nej på grund af nervøsitet – blev jeg spurgt igen, ville jeg sige ja uden at tøve. Da jeg første gang tjente et pænt beløb på bloggen, strålede jeg af stolthed – nu er det bare blevet helt normalt. Første gang jeg underskrev min kogebogskontrakt var jeg oppe og køre i flere uger – denne gang er jeg glad, selvfølgelig(!), men det føles ikke helt så vildt.
Jeg kan godt være bange for, I synes, jeg lyder som en utaknemlig idiot, men jeg tror faktisk, at det er følelser, de fleste af os kan nikke genkendende til. Og det er i mine øjne lige dele skræmmende og motiverende. Skræmmende fordi, man netop hurtigt rammes af en følelse af utaknemlighed, og fordi man bliver mindet om, hvor svært det er nogensinde at blive tilfreds. Jeg mener:  Alt altid kan blive større, vildere og mere succesfuldt. Men det er også motiverende. Fordi det kan inspirere en til at prøve noget nyt. Og fordi man bliver bevidst om, hvor meget man kan, og at det meste faktisk er overkommeligt.
En anden pointe, jeg er nået frem til ved at snakke med venner, familie og min kæreste, er, at hverdagsfornemmelsen kan være med til at minde os om, at det er rejsen og ikke målet, der er det vigtige her i livet. Det lyder som en kæmpe kliché, og det er nok også. Men det gør det ikke mindre sandt. Hvis vi kun arbejder for at tjene penge, bliver vi aldrig rige nok. Hvis vi kun dyrker motion for at opnå drømmekroppen, bliver vi aldrig smukke nok. Og hvis vi kun handler, for at kunne krydse ting af en liste, bliver vi aldrig færdige. For man kan altid gøre lige dét mere. Tjene lidt flere penge. Tabe et sidste kilo. Det der før var målet bliver så hurtigt normalen. Det bliver hurtigt hverdag.
Jeg havde faktisk frygtet hverdagsfornemmelsen lidt. Fordi jeg var bange for, om jeg mon ville være lige så glad, når den ramte. For det gør den jo altid. Heldigvis er der faktisk sket det modsatte. Min marts har været hverdagsagtig, men også rigtig rar. Det har været skønt at mærke, at jeg godt kan være glad, selvom jeg ikke har fået mit ‘fix’ af at have opnået, oplevet eller gjort noget nyt og skørt. Jeg skriver kogebøger, fordi jeg virkelig holder af processen – ikke fordi jeg gerne vil se mit navn på en hylde i boghandlen. Jeg studerer, fordi jeg synes, det er spændende – ikke fordi jeg gerne vil have et bestemt job. Og jeg driver min blog, fordi jeg nyder det – ikke fordi jeg gerne vil tjene penge og have mange læsere. Jeg holder af hverdagen. Ja, undskyld, dér røg der endnu en kliché ned på tastaturet, men jeg kan altså ikke lade være, for det rammer plet. Og alt det her, er vel på en eller anden måde et tegn på, at den ‘rejse’, jeg har valgt, min mandag-til-fredag-rutine, er den rigtige. Tror I ikke?
Kender I til ‘hverdagsfornemmelsen’? Og frygter I den, ligesom jeg har gjort? 

4 kommentarer
Vis alle kommentarer
  1. Mit spørgsmål er ikke helt relateret til dit indlæg andet end, det drejer sig om instagram 🙂
    Jeg har set, I har fået lagt gulv på jeres altan, dette har min kæreste og jeg også overvejet (gætter på jeres er fra Ikea, det ligner nemlig), men vil lige høre, om du vil anbefale det og om det er nemt at holde?
    Ps. Tak for en rigtig god blog! Bor selv i Aarhus, så synes det er rigtig dejligt med en blog, der kan give inspiration til diverse caféer og lignende, som det er muligt at benytte sig af.

    1. Hej du 🙂 Vi er super glade for det, og jeg skriver et blog-indlæg om det med svar på dine spørgsmål inden længe.

  2. Hmm… På den ene side kan jeg godt forstå dine pointer, og på den anden sider stadfæster indlægget egentligt blot hvor anderledes I bloggeres liv er. De ting, der er ved at blive normale for dig er jo altså nu engang ting, som de fleste mennesker ALDRIG kommer til at opleve (kogebog, TV, god løn som studerende osv). Jeg har intet problem med at du lever et temmeligt privilegeret liv i kraft af din gode og interessante blog, men vil du ikke godt gøre mig – almindelige, semi-fattige læser – en tjeneste at anerkende, at dit liv ikke er almindeligt? Alt andet er vist lidt naivt.
    Det “sjove” er jo, at blogmediet (særligt modeblogs) kom til som et personligt og jordnært alternativ til magasiner, hvor almindelige mennesker kunne spejle sig i personen, men i takt med at bloggere tjener flere og flere penge og derved kan købe lækrere ting/flere restaurantbesøg/får gaver/events osv., ja, så ryger relationen også. Bloggere er ikke længere almindelig mennesker, men en ny gruppe man så kunne drømme om at blive en del af. Ligesom de lækre mennesker i magasinerne. We’re back where we started.
    Tak for ventilen, det tryk havde altså bygget sig op over måneder!
    Anyways, du gør et godt job, så bliv venligst ved med det, Emma!

    1. Hej Siff 🙂
      Først og fremmest tak for de søde ord. Også tak for din kommentar – den er utrolig interessant, og den fik masser af tanker i gang hos mig.
      Du har ret, mit hverdag er ikke normal, men det synes jeg heller ikke, jeg nogensinde har påstået. Det ændrer heller ikke på, at jeg som person stadig er fuldstændig normal, og derfor føler jeg ikke, at jeg bør være svær at relatere til. Ja, jeg oplever ting, de fleste mennesker ikke gør, men det gør mig ikke mindre “almindelig” og relationen til mine læsere mindre ægte. Jeg er jo stadig bare mig, og det vil jeg blive ved med at være (håber jeg!).
      Det, jeg forsøger at belyse i dette indlæg, er netop, hvor hurtigt man vender sig til alt det unormale, og hvor hurtigt det ualmindelig bliver hverdag. Det viser, at de mennesker, vi ser op til (eller ned på) i magasinerne, også bare er mennesker. Og at deres verden, ligemeget hvor meget man idylliserer den, også bliver hverdag for dem. Dét synes jeg, som jeg også skriver i indlægget, både er skræmmende og betryggende. Og enormt interessant, for det viser, at man ikke kan måle andres lykke og dømme dem ud fra, hvad de oplever eller opnår i deres liv. Og derfor bør vi måske ikke se disse grupper, du taler om, som nogle, vi skal drømme om at blive en del af, men bare se dem som mennekser, der har en anden hverdag end os?

Skriv en kommentar