Polentapande med chorizoknas

Polentapande med bagte tomater

Efterår betyder nye begyndelser. Børn starter i skole, unge starter på uddannelse, og alle vender tilbage til hverdagen efter sommerens feriedage, mange fester og lange, lyse aftener. Med hverdagsrutinen følger kolde, korte gråvejrsdage og for mit vedkommende også lysten til sjælevarmende mad, vaskeægte comfort food, der mætter og luner.

Opskriften, jeg vil dele med jer i dag, passer perfekt ind i comfort food-kategorien, som kræver minimal arbejdskraft i køkkenet. Retten består af en bund af polenta, der er fyldt og pyntet med masser af smagfyldt lir: Spejlæg, spinat, sprød chorizo, bagte tomater og knasende kikærter. Det er muligvis en kombination, du ikke har prøvet før, men tro mig, det smager himmelsk, og så er det både nemt og billigt at fremtrylle.

Polentapande med chorizo

 
Hovedret eller frokost til 2 personer
forberedelse 30 min / tilberedning 40 min / i alt 1 t 10 min

Ingredienser

  • 75 gram chorizo
  • 6 dl vand
  • 1 dl majsgryn (polenta)
  • 30 gram parmesan
  • 1 stor håndfuld spinat
  • 2 æg
  • salt & friskkværnet peber

Endvidere

  • 250 gram cherrytomater
  • 1 dåse kikærter, drænede
  • 1/2 tsk hvidløgspulver
  • 1/2 tsk røget paprika
  • 1/2 tsk. salt
  • 1 + 2 tsk. olivenolie

Fremgangsmåde

Tænd ovnen på 150 grader.

 

Skyl tomaterne (behold gerne stilken på), og smør dem ind i 1 tsk. olivenolie. Placér tomaterne på en beklædt bageplade.

 

Kom kikærterne i en skål, og hæld 2 tsk. olivenolie over. Drys hvidløgspulver, paprika og salt over, og vend rundt i kikærterne, så krydderierne fordeler sig.

 

Hæld kikærterne ud på bagepladen ved siden af tomaterne, og sæt derefter bagepladen i ovnen i 30-40 minutter, indtil kikærterne er sprøde og gyldne, og tomaterne er rynkede. Imens kan du tilberede polenta-panden.

 

Skær chorizopølsen i grove skiver, og svits dem i en dyb pande, indtil de er sprøde. Tag chorizoskiverne af panden, og lad dem dryppe af på et stykke køkkenrulle.

 

Hæld vandet i panden, og bring det i kog. Drys majsgrynene i vandet, og pisk dem sammen med vandet med et piskeris, så grynene ikke klumper sammen. Pisk, indtil grøden begynder at tykne, og lad den derefter simre i 15 minutter.

 

Riv parmesanen fint, og rør osten i polenta-grøden i panden. Smag grøden til med salt og peber. Skyl spinaten, og rør spinatbladene i polenta-grøden, så de falder sammen. Brug en ske og lav en lille lomme i polenta-grøden. Slå derefter hurtigt et æg ud i lommen i grøden. Gør det samme med det andet æg, og lad så de to spejlæg stege i grøden, indtil hviderne er faste, og blommerne stadig flydende.

 

Placér de bagte tomater oven på grøden. Hak de sprøde chorizoskiver groft, og drys det og kikærterne over polenta-panden. Servér straks, så æggeblommerne ikke bliver faste – men pas på, at ingen brænder sig på den varme grød.

Find flere opskrifter i samme kategori

Hvad er polenta?

Polenta er en italiensk grød kogt på majsgryn. Polentagrøden bliver fantastisk cremet og ret bastant, og den serveres ofte på samme måde, som vi i Norden spiser kartoffelmos. Majsgryn er utrolig billige, da blot en smule gryn bliver til en stor portion grød. Det er altså fantastisk SU-mad, der (sammenlignelig med havregryn) er 100% fuldkorn og derfor mætter godt.

Når polentagrød køler af, stivner det, og det kan herefter skæres ud i skiver og ristes på panden eller i ovnen. Skiver af ristet polenta minder en smule om pomfritter, og jeg laver det ofte om sommeren til grillmad, da det også sagtens kan ristes på grillen.

Flere opskrifter med polenta

Shop the post

- reklamelinks

8 kommentarer
Vis alle kommentarer
  1. Ejj, hvor ser og lyder det lækkert! Jeg skal helt sikkert eksperimentere med bagte kikærter – jeg elsker dem rå og i gryderetter, så jeg vil helt sikkert også synes, de er et hit, når de er bagte og sprøde ☺️
    Jeg har et spørgsmål om noget helt andet, som jeg håber, du vil hjælpe mig med. Dine fine makeup-videoer har givet mig lyst til at investere i en bronzer, som jeg ellers ikke har brugt siden jeg var ung teenager (og lad os ikke snakke om, hvordan det så ud ;-)). Bare lige til at definere kindbenene lidt og fremhæve gløden i ansigtet. Jeg har brune øjne og brunt hår og får en fin farve om sommeren, men er bleg som alle andre i vintermånederne. Valget står mellem Benefit’s Hoola og BareMineral’s Warmth – dem har jeg læst godt om både her og andre steder. Jeg hælder selv mest til Hoola, men hvis du skulle anbefale en nybegynder som mig en af de to, hvilken skulle det så være? Og hvilken slags børste skal jeg investere i dertil? 🙂
    På forhånd tusind tak!
    / ida

Skriv en kommentar