3 forretter til nytårsaften

Har I styr på menuen til nytårsaften? Ja? nej?! Ellers giver jeg gerne en lille hånd med her i sidste øjeblik 🙂
Jeg (og på papiret også Simon.. but lets be honest) skal stå for hovedretten til dette års festlige middag, og derfor overlader jeg alle forretsskrublerier til anden side. Jeg kan dog se, at min opskrift på lakseroulade bliver besøgt ekstra meget på denne tid af året – jeg forestiller mig, det er fordi, mange er på udkig efter en fornem forret til efter nytårstalen. Faktisk er opskriften den mest besøgte side på min blog nogenside, og det kan jeg godt forstå, for lakserouladen er utrolig lækker og nem at bikse sammen. Jeg synes dog også, at I skal have lidt flere bud på fine forretter, der er nytårsaften værdi, og derfor har jeg plukket 3 opskrifter fra min kogebog “Skønne salater & vidunderligt tilbehør” ud til jer. Lad mig vide, hvis I beslutter jer for at prøve en af dem, eller den populære lakseroulade er på menuen hos jer. Det bliver jeg altid så glad for 🙂
Krebsehalesalat

{ Krebsehalesalat}

Krebsehalesalaten er en meget dekorativ og yderst velsmagende forret, når den serveres som små portionsanretninger i hjertesalatblade. Hvis du en dag rigtig har lyst til at forkæle dig selv, vil jeg anbefale dig at bruge krebsehalesalaten i en sandwich eller toppe en skål blandet grønt med hele herligheden.
TIP: Hvide asparges er i sæson fra maj til juni. Brug asparges fra glas i stedet for friske på andre tider af året.

FORRET TIL 4 PERSONER
Ingredienser
1⁄2 bundt hvide asparges (ca. 250 g)
170 g krebsehaler
1 spsk. mayonnaise (gerne hjemmelavet efter opskrift i min kogebog)
2 spsk. skyr eller creme fraiche
1 spsk. citronsaft
1⁄2 tsk. dijon-sennep
Salt & friskkværnet peber
Til servering
1 hjertesalat

Skræl aspargesene, og skær dem i skiver. Kog skiverne i 2-4 minutter i letsaltet vand, indtil de er møre, men stadig har bid. Skær eventuelt de kogte aspargesskiver i lidt mindre stykker, efter de er kølet af.
Bland asparges, krebsehaler og de resterende ingredienser sammen i en skål, og smag til. Skyl hjertesalaten, og anret et par skefulde af krebsehalesalaten i hvert salatblad.


 
Salat-med-vindruer-og-knasende-pistacie-gedeostkugler

{ Salat med vindruer og knasende pistacie-gedeostkugler }

Denne salat ser smuk ud som en portionsanrettet forret, men er også god til en større buffet, da den kun indeholder få ingredienser, men alligevel altid imponerer. Trøffelolien i dressingen går godt i spænd med gedeosten, men den kan sagtens erstattes af en almindelig olivenolie.

FORRET TIL 4 PERSONER
Ingredienser

50 g usaltede pistacienødder
100 g gedefriskost
2 hjertesalater
100 g stenfri røde vindruer
Trøffelvinaigrette
1 spsk. trøffelolie
1 spsk. olivenolie
1 spsk. balsamicoeddike 1 tsk. ahornsirup
Salt & friskkværnet peber
Rist pistacienødderne kort tid på en tør pande. Deres smag skal blot fremhæves, og de må ikke blive brune. Hak de ristede nødder næsten helt fint. Rul med en teske gedefriskosten til små kugler, og vend dem i de hakkede pistacienødder.
Skyl og slyng hjertesalaten, og skær den i tynde strimler. Ryst alle ingredienserne til dressingen sammen, og vend dressingen i hjertesalaten.
Halvér vindruerne, og bland dem i salaten, inden den anrettes på et salatfad eller tallerkener og toppes med gedeostkuglerne. Beregn 4-5 gedeost-kugler pr. person, hvis du portionsanretter salaten.


 

Rucolasalat-med-mozzarella,-melon-og-prosciutto

{ Rucolasalat med mozzarella, melon og prosciutto }

Denne salat fungerer perfekt som en let forret, der både kan portionsanrettes eller serveres på et stort salatfad. Hvis du har et melonjern, kan du lave fine, små bolde af melonen. I så fald ser det ekstra pænt ud også at købe mindre kugler af mozzarellaosten, men smagen forbliver naturligvis den samme, selv om du blot skærer melonen i tern og river mozzarellaosten i mindre stykker.

FORRET TIL 4 PERSONER
Ingredienser

75 g rucola
1⁄2 honningmelon
8 skiver prosciutto (lufttørret italiensk skinke)
125 g mozzarella
40 g pinjekerner
evt. 1 spsk. balsamicoglace (se opskriften på hjemmelavet glace i min kogebog)
Dressing
2 spsk. olivenolie
1 spsk. balsamicoeddike
1 fed hvidløg, presset
Salt og friskkværnet peber.

Start med at ryste dressingens tre ingredienser sammen, og smag til med salt og peber. Skyl og slyng herefter rucolasalaten, og vend bladene i dressingen, inden de anrettes på et fad eller på enkelte tallerkener.
Del de tynde skiver prosciutto i to, og fordel dem skødeløst over rucolaen. Fjern kernerne fra den hal- ve melon, og brug et melonjern til at udskære små melonbolde, eller skær melonen ud i mundrette stykker. Riv mozzarellaen i mindre stykker, og fordel melon og mozzarella over salaten.
Rist pinjekernerne på en tør pande, og drys dem over salaten inden servering. Dryp evt. en smule balsamicoglace over salaten for både udseendet og ekstra smag.
7 kommentarer
Vis alle kommentarer
  1. Hej Emma. Jeg fik din kogebog i julegave, og har efterfølgende lavet dine spidskålswraps med pulled chicken og dips til. De var et hit! 🙂

  2. Vidunderlige forretter du laver! – Og så passer de perfekt i friskhed og saftighed til læsning af den ligeså saftige ebog Direktørens sekretærer;)

Skriv en kommentar