Emilies Paris // Oplevelser

collage1emilie
Hej alle sammen
I denne uge tipper jeg om de sights, som jeg elsker at besøge (igen og igen!), og hvor jeg altid hiver mine venner med hen. Paris er fyldt med smukke ting at kigge på, men man må nok se i øjnene, at det kan være svært at få det hele med på en forlænget weekend – nedenunder finder I mine idéer til, hvad der skal nås. Og husk nu endelig at skrive en kommentar, hvis I har nogle spørgsmål.
Palais de Tokyo er fyldt med eksperimenterende kunst og har ofte de sejeste installationer, der virkelig kommer til deres ret i museets store, rå rum. I det hele taget er museumsbygningen bare rigtig smuk, og den minder mest af alt om noget fra datidens Athen (selvom jeg desværre må røbe, at den er fra 1937, og at rummene altid har været brugt til at udstille kunst). Fra museets terrasse er der den smukkeste udsigt til Seinen og Eiffeltårnet, så det er næsten et must at afslutte museumsbesøget her. Inde på museet ligger desuden restauranten Tokyo Eat, der serverer den lækreste mad, og i weekenderne holder natklubben YOYO til i kælderen. Læg eventuelt vejen forbi museet onsdag eller lørdag (før kl. 14.30), hvor gaden er fyldt med de lækreste markedsboder.

Palais de Tokyo
13, avenue du Président Wilson, 75116 Paris (Métro Alma Marceau)
Åben alle ugens dage på nær tirsdag fra 12.00 til midnat

 
Musée Picasso har en af verdens største Picasso-samlinger og er endelig (!) genåbnet efter længere tids renovering. Museet ligger midt i dejlige Marais i det smukkeste barokpalæ fra 1600-tallet og er altså lidt af et must efter min mening. Samlingen rummer over 5.000 af Picassos værker, herunder malerier, tegninger, skitser, keramik og skulpturer. På museet udstilles også Picassos egen samling af værker, som blandt andre indeholder Matisse og Cézanne. Hvis maven rumler efter besøget er Le Marché des Enfants Rouges kun et par minutter derfra ligesom Ob-La-Di til de kaffetørstige – begge har jeg skrevet om i tidligere indlæg.

Musée Picasso
5, rue de Thorigny, 75003 Paris (Métro St-Sébastien-Froissart/St-Paul)
Åben tirsdag til søndag fra 09.30-18.00
Fri entré for europæere under 26

 
La Grande Mosquée de Paris er en af Frankrigs største moskéer og fyldte tidligere på måneden 90 år. Moskéen er et af de smukkeste og roligste steder i Paris at slentre rundt med blå mosaik på væggene og smukke blomster i gårdhaven. Rundt om hjørnet ligger indgangen til deres hyggelige café, som bestemt også er et visit værd. For noget tid siden læste jeg desuden en gammel artikel fra The Washington Post om, at meget tyder på, at moskéen ved besættelsen under anden verdenskrig hjalp flere jøder fra at blive anholdt ved at udstede beviser for muslimsk identitet. Det, synes jeg, er ret sejt!

La Grande Mosquée de Paris
2bis Place du Puits de l’Ermite, 75005 Paris (Métro Place Monge)
Åben alle ugens dage på nær fredag fra 09.00-12.00 og igen 14.00-18.00
3€ i entré

 
Canal Saint Martin er et af mine absolut yndlingssteder i Paris og er især skønt i sommerhalvåret! Gå eventuelt fra metroen Jaurès langs kanalen ned mod République. Her er det sjovt at se, hvordan bådene skal igennem de mange gammeldags sluser. Så snart solen melder sig, myldrer pariserne hertil med kolde øl og masser af smil. Slå dig ned ved kajen, og nyd byen blandt de lokale. Kanalen er desuden omringet af de bedste kaffebarer (Ten Belles), take-away bikse (El Nopal), billige restauranter (Le Petit Cambodge) og cool barer (Comptoir Général) – og hvis I har ekstra god tid kan det anbefales at forsvinde ned ad sidegaderne, der alle er skønne.

Canal Saint Martin
Canal Saint Martin, 75010 Paris (Métro République, Jacques Bonsergent, Jaurès)

 
Parc des Buttes Chaumont er en stor, skøn park beliggende tæt på den hippe bydel Belleville og ikke langt fra dejlige Canal Saint Martin. Om sommeren valfarter Paris’ indbyggere hertil for at nyde solen på græsplænen med en god bog, pique-nique eller et glas vin. Parken skiller sig ud fra resten af Paris’ haver med sit upolerede udtryk med bakker, små grotter, en fin sø og ikke mindst et lille tempel midt i parken, hvor der er en smuk-smuk udsigt over Paris. Når mørket falder på, kan man lægge vejen forbi en af parkens barer – men mere om det i næste uge.

Parc des Buttes Chaumont
Parc des Buttes Chaumont, 75019 Paris(Métro Buttes Chaumont)

 

collage


Læs med i næste uge, hvor jeg tager jer med til mine favorit barer og dansesteder i Paris. 🙂
Bisous Emilie

Ingen kommentarer
Vis alle kommentarer

Skriv en kommentar