Min måned // Juni 2016

collage0
“Godmorgen” folksen 🙂
Pyh, mit hovede er tungt i dag. Jeg har festet to dage i streg – fredag til blogger-komsammen hos the one and only Stonemuse og i går hos Ida plus kæreste, hvor vi var en masse gode folk samlet. Hvis I følger med på Snapchat (@emmamartiny) har I måske set Århus’ lækreste kærestepar danse til tekno under diskolampens lys eller det overdådige salatbord, jeg stod for til sommerfesten i går? I det hele taget er der røget lige rigeligt vino og drinks indenbords de sidste par uger, men hey! Det er sommer, det er ferie og hvis ikke nu, hvornår så? 😉
I dag er det blevet tid til at tage et lille tilbageblik på måneden, der gik. Jeg holder sådan af at skrive de her indlæg, for jeg føler sommetider, det er det eneste tidspunkt, hvor jeg rigtig får fortalt, hvad det egentlig er, jeg går og laver, og samtidig kan connecte med jer på en anden måde i mine andre indlæg. Det er helt old school blogging – sådan lidt “kære dagbog”-agtigt, I ved. Mia påpegede dog for en rum tid siden, at jeg burde finde et nyt navn til min lille blog-tradition. “Instagram lately” siger ligesom ikke særlig meget om indholdet i indlæggene, der jo er meget mere end lidt instagrambilleder, og derfor har jeg omdøbt dem til “Min måned”. Så ved I det 🙂
collage9
Så hvad fik jeg tiden til at gå med i juni? Ja, det er faktisk ikke helt til at finde hoved og hale i, for der har godt nok været fart på. Først og fremmest har jeg haft to ture til København, og næsten en tredjedel af måneden er derfor blevet brugt i hovedstaden. Den første tur var sammen med Mia. Vi havde en fælles aftale med vores management, og derudover havde jeg en håndfuld andre møder fordelt over et par dage, så vi havde valgt at gøre en tur ud af det og leje en AirBnB-lejlighed. Det var de hyggeligste dage – den perfekte blanding mellem business og pleasure – med masser af gode snakke, faglig sparring, grin og produktive møder. Og et video-shoot til et virkelig sejt og spændende koncept, som jeg skal være en del af (og forhåbentlig kan dele med jer snart).
Anden tur til København skyldes en god blanding af blog-møder og forlags-møder samt et par skønne weekenddage sammen med Simon. Jeg ved ikke, hvor mange af jer, der har opsnappet det, men jeg arbejder for mit forlag på nogle bogprojekter (altså ikke mine egne, men andre forfatteres bøger), og der har både været et par deadlines samt nogle (spændende!) opstartsmøder på bøger, som jeg glæder mig til at få lov til at bidrage med inputs til og redigere. Det er altså en af grundene til, at jeg render til København hele tiden, hvis I undrer jer over det, for det er jo ellers ikke noget, jeg fortæller så meget om her på bloggen.
Udover arbejde, bød juni også på en sjov weekend til Nortside, samt semesterafslutning på studiet. Vi har haft en ret nem afsluttende måned på dette semester, uden noget, der lignede eksamensstress (thank God), men det var nu alligevel rart sådan rigtig at kunne sætte sidste punktum og gå på ferie. Og nu har jeg jo så sommerferie! Godt nok har det her i starten mest af alt betydet ekstra arbejde, men kun af den gode, skægge slags. Eksempelvis har vi fået skudt en god bunke billeder til min næste kogebog, og jeg har testet (og mine venner har prøvesmagt) en masse opskrifter. Derudover har Mette og jeg nørdet alle detaljerne i forhold til lanceringen af vores kalender i sensommeren – vi har nu en leveringsdato, og det er så spændende, at vi er ved at sprænge 😉
Den kommende uge bliver betydeligt mere ferie-agtigt, da jeg tager i sommerhus på Samsø med nogle søde, søde damer, og ih, hvor jeg altså glæder(!) mig. I dag var meningen egentlig, at jeg skulle have samlet op på lidt skrivearbejde, inden vi tager afsted, men det tror jeg simpelthen ikke, mine tømmermænd tillader mig. I stedet vil jeg gå en tur med Simon – og det er altid lidt af en præstation, min tilstand taget i betragtning 😉

2 kommentarer
Vis alle kommentarer
  1. God idé at ændre navnet på disse indlæg! Jeg har aldrig læst indlæggene før, da jeg tænkte at jeg jo havde set alle billederne på Instagram. Men dejligt indlæg 🙂

Skriv en kommentar