Min måned // Juli 2016

collage2
Nå for søren! Så kom vi allerede et godt stykke ind i august, og det er derfor tid til at tage et (lidt forsinket) tilbageblik på, hvad jeg fik sidste måned til at gå med. Min hukommelse føles altid lidt tåget, når jeg først sætter mig ned for at skrive disse indlæg – for hvad i al verden er der egentlig sket de sidste fire uger? – men mon ikke, der dukker noget op, når jeg sipper lidt til min kaffekop og scroller igennem Instagram?
Noget af det første, der dukker op, er nyheden om vores kommende lejlighed. Flytningen sker først til oktober, men forventningensglæde har boblet i min mave hele måneden. Det var enormt uventet, men samtidig virkelig, virkelig velkomment, og sjovt nok skete det blot nogle uger efter, vi havde besluttet os for at stoppe med at lede efter et nyt sted at bo. Og vupti, så tikkede der en mail ind med et tilbud om små 100 kvadartmeter, 3 værelser og alt, vi havde turdet drømme om. Universet er altså sødt nok en gang imellem 😉
LÆS OGSÅ Min måned // Juni 2016
Juli var den skønneste feriemåned, hvor jeg både nød fire dage på Samsø med to af mine kæreste veninder, gik et par dage på Hærvejen med mine forældre og besøgte Budapest sammen med Simon. Vores tur til Ungarns hovedstad var virkelig vidunderlig, og jeg længdes allerede efter hede dage på fortovscaféer, lange gåture og romantiske middage med tid til grin og gode snakke. Sådan en tur vil jeg meget gerne på meget snart igen, og gerne til Paris, nu hvor jeg kan tage alle de tips, Emilie deler på bloggen her, med mig.
collage1
Udover nogle skønne feriedage, har juli også budt på en del arbejde. Først og fremmest skulle bloggen her flyttes, og selvom jeg har fået en masse hjælp, kan det ikke undgåes, at sådan noget sluger en del timer. Nu er det hele næsten på plads, og jeg nyder allerede at klikke ind på mit nye hjem hver dag 🙂
Jeg har i Juli også brugt meget tid på på nogle bogprojekter for forlaget. To af bøgerne udkommer her til efteråret, og det bliver skægt at se dem lande på hylderne i boghandlerne. Det har været lærerigt at være med til at udgive bøger, som jeg ikke selv er afsender på, men i stedet hjælpe forfatterne med at skabe det bedst mulige resultat. Forhåbentlig bliver de lige så glade og stolte, som jeg er for mine egne bøger 🙂
Og nu vi snakker om mine bøger, så kan jeg fortælle, at jeg er ved at lægge sidste hånd på min dessertbog. Alle billeder og opskrifterne er næsten plads, og nu er det tid til at fordybe sig i skriveriet. Kogebogen har været virkelig spændende og udfordrende at arbejde på, for kagebagning og desserter handler meget mere om “kemi” og præcision end anden madlavning – særlig når der er tale om sundere sukker- og glutenfrie opskrifter, som jeg ønsker at fylde bogen med. Opskrifterne (og dem er der hele 100 styks af) er testet til perfektion, igen og igen og igen, for jeg vil gerne sikre mig, at I udelukkende får succesoplevelser, når I forsøger jer med dem. Dog er jeg ikke ét sekund i tvivl om, at al arbejdet (og den massive mængde kagespisning) har været dét værd, for jeg er så enorm stolt af de opskrifter, jeg har udviklet, og jeg glæder mig virkelig til at dele dem med jer. Det er “Emma-opskrifter”, hvor der hverken gåes på kompromis med næring eller smag, og så har jeg gjort mit bedste for udelukkende at bruge lettilgængelige ingredienser. Så GLÆD jer til næste år, hvor jeg får lov til at præsentere bogen for jer – dét gør jeg!
collage3
Sidst men ikke mindst sker der spændende ting og sager, hvad gælder Atelier Aarhus. På trods af en del udfordringer, er vi SÅ tæt på at lancere webshoppen, men det fortæller jeg mere om i næste uge 🙂 Netop nu er jeg på et lynvisit hos mine forældre, så jeg vil skynde mig at blive færdig med dagens to-do, så jeg kan hygge mig med familien resten af dagen.
God fredag, god august og god weekend til jer, når I når så langt!

5 kommentarer
Vis alle kommentarer
  1. Jeg har tit undret mig over dit fokus på glutenfri mad… Er der nogen speciel grund til at du så ofte undgår gluten? Og i en dessertbog? Medmindre man lider af cøliaki så synes jeg det er et meget mærkeligt princip at have. Og det kan virke nærmest religiøst – for der er jo intet videnskab der viser nogen grund til at undgå gluten hvis man er rask. Jeg håber det er ok jeg spørger; jeg har bare tit undret mig fordi jeg derudover synes at du har et virkelig fornuftigt syn på kost og sundhed.

    1. Hej Laura 🙂 Det er helt OK, at du spørger. Selvfølgelig!
      Der er flere grunde til, at jeg skærer ned på gluten i min egen kost og i mine opskrifter: For det første skyldes det, at jeg oplever, at min fordøjelse fungerer bedre, når jeg overvejende spiser glutenfrit. Selvom jeg ikke har cøliaki, døjer jeg med mavebesvær, og min erfaring er, at det særligt er slemt, når jeg spiser en glutenholdig kost. Det betyder ikke, at jeg undgår det religiøst, men jeg forsøger så vidt muligt at styre udenom, simpelthen for at minimere risikoen for oppustethed og slem forstoppelse (der aldrig bliver særlig sexet at snakke om, og derfor er det ikke i introen til mine opskrifter).
      Jeg siger ikke, at det nødvendigvis er sundere at spise glutenfrit (hvis man ikke oplever nogle problemer, er der som du siger ingen grund til at undlade det), og derfor indeholder opskrifterne i min kommende kogebog erstatningsmuligheder – eksempelvis skriver jeg “100 g fuldkornshvede- eller rismel”, så brugeren selv kan tilpasse opskriften til sit eget behov. Ligesom jeg selv vælger at bruge kokossukker, da det ikke påvirker mit blodsukker i så høj grad, mens andre kan vælge at bruge rørsukker eller Sukrin, alt efter hvad, der passer til deres smag og behov.
      Grunden til, at jeg vælger at udvikle glutenfrie opskrifter til min kommende kogebog skyldes også, at det bliver efterspurgt. “Normale” opskrifter er der nok af, og derfor får jeg ofte glade tilbagemeldinger fra folk, der nyder mine opskrift uden gluten – eksempelvis fra folk med cøliaki.
      Giver det mening?

  2. Kære Emma,
    Sikker lækker din nye blog ser ud, men doven-Lars her har en forespørgelse: er det muligt at det i bunden af dine indlæg er en funktion så man kan klikke hen til næste indlæg? Det er så irriterende at skulle tilbage til HomePage for at komme til næste indlæg

Skriv en kommentar