Video: Kyllingesandwich med vafler, honning- og dijondressing


Udgivet i samarbejde med Superbrugsen // Sponsoreret

Jeg får ugentligt efterspørgsler på flere madvideoer, og selvom jeg ville ønske, at jeg kunne sende dem jeres vej i hobevis, er det simplethen ikke muligt, hvis jeg bare skal være nogenlunde realistisk omkring, hvad jeg kan nå i løbet af døgnets 24 timer. Det tager lang tid at filme og redigere – også selvom opskriften er en af de helt simple – men det har ærgret mig, for jeg ved, hvor glade I bliver, når der følger en video med mine opskrifter. Og så kan jeg kan forstå på jeres kommentarer, at madvideoerne bliver brug, fordi opskrifterne pludselig virker mere overkommelige.
Derfor har jeg glædet mig utrolig meget til at løfte sløret for et nyt samarbejde, jeg har lavet med Superbrugsen. Sammen har vi produceret en række opskriftsvideoer til deres platform Mig og min Mad, og I får naturligvis også glæde af dem her på bloggen. Der kommer nye opskriftsvideoer på deres YouTube-kanal hver uge, hvor I kan se mig og andre dygtige bloggere kreere deres yndlingsretter.
Den første video i rækken er opskriften på Kyllingesandwich med vafler, honning- og dijondessing. Og hvilken start! De små vaffel-sandwich er i sandhed en festlig mundfuld: lufte og sprøde vafler fyldt med saftig kylling, smeltet cheddar, sprød serranoskinke, frisk salat, cremet avocado og en guddommelig dijondressing. Det lyder næsten for godt til at være sandt, men det er ganske virkeligt, og måltidet tager ikke mere end blot 30 minutter at trylle frem.
Opskriftsvideoen her er en del af konceptet “Nemt”, der består af små korte videoer med simple hverdagsopskrifter, der max tager en halv time at tilberede. Og selvom I måske ikke umiddelbart tænker, at vaffel-sandwicherne ser simple ud, lover jeg, at de slet ikke er så avancerede at bikse sammen, som I måske tror. Se selv i videoen her under:


TIL 4 PERSONER VAFLER, CA. 10 STK.
150 g mel (hvedemel, rismel eller boghvedemel)
1,5 dl mælk
1,5 dl yoghurt
3 æg, str. M/L
2 spsk. smeltet smør eller olivenolie
1 tsk. bagepulver
0,5 tsk. salt
Smør eller olivenolie til stegning
FYLD
500 g kyllingeinderfilet 100 g cheddar
75 g serranoskinke
1-2 avocado
1 lille rødløg
1 stort hjertesalat
Salt & friskkværnet peber
HONNING- DIJONDRESSING
2 spsk. mayonnaise
2 spsk. dijonsennep
1 spsk. honning
Salt & friskkværnet peber
Lav først dejen til vaflerne ved at mikse alle ingredienserne sammen enten ved hjælp af en håndmikser, en foodprocessor eller blender. Tænd for vaffeljernet, og lad det opvarme, inden du pensler jernet med lidt smør eller olivenolie og steger vaflerne. Pas på, du ikke fylder for meget dej i jernet, så det flyder ud af siderne, når vaflerne hæver op.
Imens du steger vaflerne, kan du tilberede resten af måltidet – men hold et øje på vaflerne.
Steg serranoskinken sprød på en tør stegepande, og læg det til side på et stykke køkkenrulle.
Krydr inderfileterne godt med salt og peber, og steg dem på den ene side i lidt smør og/eller olivenolie, så de får en fin, gylden farve. Vend inderfileterne, og kom en skive cheddar oven på hvert stykke. Lad kyllingen stege færdig, mens osten smelter.
Skær avocado og rødløg i skiver, og skyl og del hjertesalatbladene. Rør alle ingredienserne til dressingen sammen, og smag den til med salt og peber.
Nu er alle ingredienserne klar til at blive fyldt i vaflerne. Du kan enten samle vaffel-sandwichene i køkkenet eller lade hver person lave sin egen.
3 kommentarer
Vis alle kommentarer

Skriv en kommentar