Min måned // September 2016

collage4
Hey kære jer 🙂
Så står der sørme endnu en Københavner-tur på programmet, og netop nu tjekker jeg ind fra stillezonen på ruten, som jeg efterhånden kender ret så godt. Jeg tror, jeg har taget turen i gennemsnit 2 gange i måneden det sidste år, så det er efterhånden ved at blive hverdagskost. Ikke at jeg brokker mig – overhovedet ikke! – for det passer mig faktisk fremragende at få ‘the best of both worlds’. Travle, mangfoldige og en smuuule overfladiske København, og hjemlige, blomstrende, hyggelige Århus.
Denne gang er det lidt af en blandet landhandel, der er grunden til mit besøg – jeg forsøger at få samlet så mange ting som muligt, når jeg alligevel skal afsted – så hvis I har lyst til at følge med i min gøre og laden, kan I hoppe over på Snapchat (@emmamartiny).
collage2
I dag vil jeg se lidt tilbage på de sidste fire uger, årets første efterårsmåned, som på mange måder virkelig er fløjet forbi næsen af mig. Jeg kan slet ikke fatte, at det er over en måned siden, jeg skrev mit tilbageblik for august. Virkelig! Det føles som maks to uger siden?! Er jeg den eneste, der har det sådan?
Når jeg sætter mig ned for at skrive de her indlæg, plejer jeg altid at læse det, jeg skrev måneden forinden, for at se, hvor jeg var på det tidspunkt, og om alt er gået, som jeg havde forestillet mig. Det er en ret fin tradition, der giver mig mulighed for at reflektere over min hverdag og overveje, om jeg mon er på vej det rette sted hen.
Noget, der er dukket op, når jeg har set tilbage på de sidste par måneders “dagbogsindlæg”, er, hvor kaotisk mit liv har været… Ja, i virkeligheden det sidste halve år. Der sker vanvittig meget, og det bliver ligesom bare vildere og vildere, større og større, og jeg må indrømme, at det efterhånden er noget af en dans at holde alle boldene i luften. Jeg er ikke stresset, men jeg er ærligt talt bange for at blive det, hvis jeg omstrukturere en smule. Og derfor er mit store fokus i øjeblikket, hvordan jeg kan få mere plads til frihed, impulsivitet og flow i min hverdag.
I har hørt mig snakke en del om det de sidste uger, og det er i det hele taget noget, jeg har spekuleret meget over i september. Hvordan jeg kan give mere arbejde fra mig og hyre mere hjælp. Hvordan jeg kan blive bedre til at sige nej. Og hvordan jeg kan lægge mit fokus dér, hvor det virkelig gør en forskel. Det er ikke nemt, når man er typen, der bare gerne vil det hele (og mere til), men jeg er lige så langsomt ved at skære ind til benet og omstrukturere min hverdag en smule, og så har jeg fået nogle rigtig gode snakke med både Simon og mine veninder, der lytter og forstår.
collage1
Mit håb for oktober er, at den bliver lidt mere rolig. Bare lidt, i hvert fald, for på trods af alle mine gode intentioner, må jeg indrømme, at kalenderen allerede er ret fyldt – dog heldigvis kun af gode planer, som jeg ser meget frem til.
Måneden kommer til at byde på store afslutninger, nye begyndelser og en hel uges ferie. I denne uge afleverer jeg manuset til min næste kogebog, Fabelagtige fristelser, og jeg er SÅ stolt over resultatet. Derudover kommer vi til at sende de sidste Atelier Aarhus 2017 kalendere afsted, hvilket afrunder første kapitel på en forhåbentlig meget længere historie. Og så skal jeg skyde de første billeder til Femina, hvilket jeg er så, så, SÅ spændt på. Vi skal også bruge måneden på at pakke ned og sige farvel til vores lille frimærkelejlighed på havnen, inden vi flytter til november, og så skal jeg holde en hel uges uges SoMe- og blogpause, når jeg skal ud og gå på caminoen hele efterårsferien. Det kommer til at blive en rar og much needed pause, og jeg glæder mig til at holde Fri med kæmpe stort og fedt F.
Jeg håber, at I får en vidunderlig oktober. Kæmpe krammer fra et eller andet sted tæt ved Vejle Fjord 🙂

7 kommentarer
Vis alle kommentarer
  1. Det hele lyder bare så vanvittigt spændende! Jeg glæder mig især til at høre mere om caminoen. Det er en ting, der ligger så langt fra mig at gøre, for jeg tror, jeg er bange for at være så meget med mig selv – derfor håber jeg, du har lyst til at dele oplevelsen med os! 🙂
    https://frejalyngbo.wordpress.com

  2. Seje, søde Emma! Udefra set har man (læs: jeg) i lang tid nærmest undret mig over, at bægeret ikke er flydt over endnu. Det er betryggende at læse, du virkelig tager hånd om det.
    Jeg har selv hældt for emget vand i glasset ad 2 omgange – det kan ikke anbefales.
    Pas på dig selv!
    Jeg håber, du får den dejligste tur på Caminoen og holder fri med god samvittighed – omend, du vil blive savnet her på bloggen.
    Knus

    1. Hej søde Laura 🙂 Tak for omsorgen. Jeg lover, at jeg gør det bedste for at passe på mig selv. Det er nemlig bestemt ikke for sjovt, når travlhed forvandles til stress.
      Kæmpe kram til dig.

  3. Hvor er det hele spændende for dig. Og jeg glæder mig virkelig til at høre om, hvordan det er at gå på Caminoen. Er selv begyndt at overveje, om det kan være noget for mig, så det må du endelig huske at fortælle om, når du er kommet hjem igen 🙂
    God måned til dig!

  4. Hej Emma
    Jeg ønsker dig BUEN CAMINO, jeg har selv gået der med mind mand (dengang kæreste) og vi ankom til Santiago på datoen – der året efter var vores bryllupsdag – sådan en fin oplevelse.
    Jeg rejser også til kbh ca 2 gange om måneden, og nyder det. Samtidig så tager det mig flere dage at komme “ovenpå” igen efter rejse og sove i en hotelseng mm. Hvordan holder du energien oppe?
    Kærligst Kamilla

Skriv en kommentar