Blinis med laks & rødbedecreme // Forret til nytårsaften

pc230814
Dette nytår skal vi fejre nytår i Amsterdam sammen med Mette og Jacob. Og jeg synes ærligt talt, det er sådan cirka verdens bedste idé, vi har fået, at tage på et lille getaway. Ligesom mange andre har jeg et lidt blandet forhold til nytårsaften. Årets sjoveste fest kan være svær sådan at fremprovokere på kommando, og det resulterer ofte i flere skuffelser end successer. Derfor glæder jeg mig til at bruge fridagene på få en oplevelse, der er helt sin egen, og som ikke kan og bør sammenlignes med sidste år og året før det. Vores eneste planer er at slappe af og suge byens stemning til os, og jeg glæder mig helt vildt!
pc230829
At vi er væk hjemmefra betyder naturligvis også, at vi ikke selv skal stå for nytårsmiddagen. Mette og Jacob har bestil et bord på aftenen, hvor der skulle være god mad og bobler, men helt præcis, hvad vi går ind til, aner vi faktisk ikke.  Selve madlavningen og sammensætningen af året nytårsmenu er dog nok det eneste, jeg er lidt ærgerlig over at gå glip af. Jeg elsker nemlig en god anledning til at bikse en festlig menu sammen, der er lige lidt mere særlig end sædvanligt.
Derfor har jeg gjort præcis dét: Lavet en 3-retters nytårsmenu anno 2016/17, som I alle kan få glæde af. Godt nok kommer jeg ikke selv til at bikse retterne på aftenen, men til gengæld får vi noget nytårsstemning her på bloggen. Der vil komme en opskrift op tre dage i streg – i dag forretten, i morgen hovedretten og så desserten – og på torsdag d. 29 deler jeg en indkøbsliste samt plan over, hvad der skal tilberedes hvornår, så I kan klare det hele helt uden stress og jag.
pc230821
Da jeg udviklede menuen, havde jeg tre kriterier i baghovedet: 1) maden skal smage formidabelt (naturligvis!), 2) den skal være nemt at tilberede – gerne dele af retterne dagen inden, og 3) den skal kunne anrettes smukt og festligt. Alle disse krav lever forretten her op til. Blinisene kan steges dagen inden og lunes kort tid inden servering, og når de toppes med den smukke kombination af laks, rogn og rødbedecreme, forvandles de til en ret så himmelsk mundfuld.
pc230841
Blinis er en klassisk nytårsservering – enten som forret eller som en lille pre-dinner snack – og det er et stensikkert valg, hvis du vil lave noget, der imponerer, men som ikke kræver for mange kræfter. I min kogebog Herlig & ærlig mad har jeg en opskrift på verdens bedste blinis, og det er denne jeg har taget udgangspunkt i, dog med en anden topping. Her har jeg brugt røget laks, sorte stenbidderrogn samt cremefraiche, der har fået en flot pink farve på grund af en smule rødbede – det ser både dekorativt ud, men smager også skønt. Synes man, at pink er lige funky nok, kan man naturligvis bare bruge cremefraichen helt au naturel. Husk dog at bruge en variant med 38% fedtindhold – andet kan man næsten ikke være bekendt mod de små blinis 😉
pc230819
{ Blinis med laks & rødbedecreme }
Forret til 4 personer
100 g boghvedemel
100 g fuldkornsrismel eller hvedemel
1 tsk. salt
1 tsk. bagepulver
2 dl yoghurt
1 dl mælk
2 æg, str. M/L, delt i blommer og hvider
1 tsk. honning
50 g smør
Endvidere
rødbedecreme (se nedenfor)
2 skiver røget laks (ca. 100 g)
sorte stenbidderrogn
dild

Bland boghvedemel, rismel, salt og bagepulver i en skål. Tilsæt yoghurt, mælk, æggeblommer og honning, og rør det godt sammen til en klistret dej. Lad nu skålen stå en time i køleskabet.
Smelt smørret, og rør det i dejen. Pisk æggehviderne så stive, at du ustraffet kan vende skålen på hovedet, og vend dem derefter forsigtigt i dejen.
Opvarm en pande ved middel varme, og smelt en tsk. smør. Form små blinis af en stor spsk. dej, og steg dem gyldne på hver side.
Top dine blinis med en teskefuld rødbedecreme. Skær laksen i strimler, og rul dem sammen, så det former små roser. Placér en rose på hver blinis, og pynt med stenbidderrog og dild. Servér straks.

TIP // Hvis du steger blinisene dagen forinden, bør de dækkes til og opbevares i køleskabet, hvorefter de kan lunes i 5-10 minutter ved 150 grader.


{ Rødbedecreme }
1 lille rødbede (50 g kogt)
250 g cremefraiche 38%
en smule salt
en smule citronsaft
Kog rødbeden med skal i cirka 30 minutter, indtil den er helt mør. Lad den dernæst køle af, og skub så skrællen af. Afmål 50 g rødbede, og blend det sammen med cremefraiche, salt og citronsaft, indtil du får en helt glat creme. Opbevar cremen i køleskabet, indtil servering.

5 kommentarer
Vis alle kommentarer
  1. Fantastisk forret. MEN pas dog på med at blende crema fraiche-cremen for meget. Jeg tænkte at den var for grov og ville blende videre, men det var en fejl – jo mere jeg blendede, jo mere koagulerede creme fraichen, til den sidst skillede og klumpede – når cremen begynder at blive mere rødlig (fra lyserød til pink) er det et tegn på at du har pisket en anelse for meget; dvs når den er lyserød skal du stoppe med det samme.

  2. Jeg ved ikke hvad jeg gør galt 🙂 men jeg synes creme fraichen bliver enormt tynd når jeg kører rødbeden i. Jeg har ret mængde rødbede og jeg har ikke blendet for længe, da jeg var bange for at stå i den situation som Jesper beskrev. Starter den med at være meget tyndtflydende for dig også?

Skriv en kommentar