Marrokansk gulerodssalat

pb240286
Jeg har planer om at dele lidt julegodter med jer senere i denne uge, men i dag er der en grøn (eller nærmere orange) opskrift på programmet.
Denne gulerodssalat er inspireret af en, Simon og jeg fik serveret i Budapest i sommers – både på den fantastiske restaurant Mazel Tov og på Hummus Bar, en lille fastfood kæde, der er placeret mange steder i byen. Hvis I holder øje med skærmen i vores video fra turen, kan I helt sikkert spotte vidunderet flere gange.
pb240306
En af de ting, jeg elsker ved at rejse, er hvordan jeg altid bliver fyldt op af inspiration og kreativitet, når jeg er væk hjemme fra. Om det er fordi, jeg lader fornuften holde lidt fri, så den højre hjernehalvdel får mere frie tøjler, eller om det alene skyldes de nye oplevelser, rejsen byder på, ved jeg ikke (det er nok lidt af en blanding), men af en eller anden grund flyder mine creative juices bare bedre, når jeg træder ud af hverdagens møllehjul.
pb240335
For at fast i inspirationen så godt som muligt, har Simon og jeg har altid hver vores notesbog med på vores rejser. I min bliver der mest noteret nye idéer til opskrifter, som jeg gerne vil teste senere hen, imens han fylder sin med tegninger og skriblerier om destinationens arkitektur. Denne opskrift har stået i en af disse notesbøger længe, og jeg havde egentlig gemt den væk i en af skrivebordets nederste skuffer. Der lå den, indtil vi fornyligt flyttede, og jeg tog mig sammen (eller blev tvunget) til at få ryddet op i mine ting. Men hvor er jeg glad for, at jeg stødte på den, og idéen blev vækket til live.
pb240344
Gulerodssalaten er marrocanskinspireret med smag fra både spidskommen, mynte, sesamfrø, olivenolie og citronsaft – virkelig simpelt, men så utrolig godt. Har du en foodprocessor (det bør du!) tager salaten kun et øjeblik at lave, så den er gået hen og blevet lidt af et hverdagshit hjemme hos os – gerne serveret med hummus, fladbrød og falafler som i Budapest.
pb240350
{ MARROCANSK GULERODSSALAT – TILBEHØR TIL 4 PERSONER }
1 kg gulerødder
3 spsk. sesamfrø
2 fed hvidløg, presset
1 spsk. spidskommen
1 + 1 spsk. olivenolie
saft af 1 citron
salt og peber
1 håndfuld mynte
Skær gulerødderne i helt tynde skiver, evt. ved hjælp af en foodprocessor. Kog gulerodsskiverne i letsaltet vand i et par minutter, indtil de er møre men stadig faste. Hæld vandet fra, og lad gulerodsskiverne dampe af. Rist sesamfrø, hvidløg og spidskommen i 1 spsk. olivenolie på en pande, indtil det begynder at dufte. Tilsæt gulerodsskiverne, kværn salt og peber over, og vend rundt. Smag salaten til med citronsaft og lidt ekstra olivenolie, og kom den i en skål. Drys med hakket mynte, og servér.
 

4 kommentarer
Vis alle kommentarer
  1. Hej fantastiske Emma! jeg er tosset med dine opskrifter og der gemmer sig ofte 2-3 af dine retter på ugens madplan!
    Jeg skal holde fødselsdag i næste weekend og ville lave denne salat som tilbehør til en falafel fest alla den du inspirerer til her på bloggen. Jeg ville derfor hører dig om salaten skal spise med det samme eller kan den tilberedes dagen før og spise kold? 🙂

    1. Hej søde du <3 Ih, hvor er det herligt at høre! Tak!
      Salaten kan sagtens tilberedes dagen inden og spises kold 🙂

Skriv en kommentar