5 råd til et sundere 2017 fra Malene Arvin // YO Studios i KBH

yostudios_05
I dag har jeg lokket kvinden bag YO studios, mega seje Malene Arvin, til at dele sine bedste sundhedstips med jer. Malene er mega fit og virkelig en inspirationskilde uden lige – hvis man får samme overskud (og krop, lets not lie) af at følge hendes råd, står jeg klar med notesblokken. Jeg siger det bare 😉
Hvis I følger med her på bloggen, ved I, hvor begejstret jeg er for at gå i YO studios – Malenes yogastudie i Aarhus C, der udover en fantastisk stemning tilbyder varierede hold med alt fra helt mild yoga til intens og svedig intervaltræning. Det er svært ikke at blive ramt af træningsglæde, når man træder ind i studiet, hvilket også betyder jeg har efterhånden gjort både en del veninder, min søster og flere bloglæsere til faste besøgende. Og det er simpelthen så hyggeligt at støde på kendte ansigter dernede 🙂
{ YO KBH }
Nu får endnu flere muligheden for at træne i YO. De åbner nemlig lige straks i København, og DU er inviteret til åbningen. Til eventet vil der være gratis yoga og barre timer samt mulighed for at få en voucher, der giver dig adgang til en uges gratis træning. Både Mia Gardum og jeg kigger forbi, og det synes jeg også, du skulle tage at gøre.

Læs mære om launch eventet lige her.
15740958_729446443877899_408240506845237146_n-1
Og lad os så byde velkommen til Malene:

{ Løb dig glad. }

Hos YO tror vi på variation i træning. Derfor opfordrer vi altid til, at man foruden at tage vores forskellige yoga, danse- og styrkehold, selv supplerer op med egen hjemmetræning som for eksempel løb. Det er så vigtigt for kroppen at få puls- og cardiotræning, for at holde de livsvigtige organer som hjerte og lunger stærke og sunde. Derudover findes ingen bedre medicin for hovedet end at komme ud og bliv blæst igennem.
Løb er så godt, af så mange årsager. Det er nemt, det er effektivt, og det er meget lidt tidskrævende. Man kan altid lige hoppe i et par løbesko og bruge 15 til 30 minutter på sig selv. Jeg vil anbefale, at man starter meget blidt ud, hvis man er ny til løb. Find et løbeprogram til nybegyndere og følg det slavisk, også selvom du hurtigt får lyst til at løbe mere og længere end det anbefalede.
Til dig som er erfaren løber, men som er kørt lidt fast i vante ruter og tempi: Kom igang med variation! Kroppen er lynende intelligent. Hvis du har løbet den samme rute i det samme tempo længe, går kroppen i ‘stilstand’. Din form bliver ikke bedre, og du bliver ikke en bedre, stærkere eller hurtigere løber. Lav en plan, hvor du har en dag med en længere og langsom tur, en dag med en kort tur i højt tempo og en dag med intervaller. Mangler du inspiration, så søg efter programmer på internettet. Løb eventuelt efter et halvmarathon program, også selvom det ikke er en ambition i sig selv. Motivationen holdes oppe, når der sker forandring i din træning. Det er vejen frem!
Løb for livet i 2017.


{ Vælg kvalitet over kvantitet } 

Jeg kender og hører om så mange mennesker, der er medlem af for eksempel Fitnessworld, uden nogensinde at komme afsted til træning. De betaler en månedlig pris, fordi så er de i hvert fald medlem af ‘klubben’ af mennesker som er aktive, på trods af at antallet af træninger det sidste halve år måske kan tælles på en hånd. Det er en skam!  Både fordi det er penge direkte ud i ingenting, (eller nej, det er et supplement og en støtte til en fitnesskæde, der på alle parametre fostrer kvantitet fremfor kvalitet), men også fordi, at man kan tage et så meget bedre valg.
Giv dig selv tid til at finde frem til en træningsform og et træningssted, hvor du faktisk har lyst til at være. Et sted som ser dig, og som har lyst til at hjælpe dig på rette vej. Et sted, hvor du har det sjovt, og hvor du møder andre, som motiverer dig til at komme afsted.
Det er meget bedre at træne 1-2 gange ugentligt et sted, som flytter dig, udvikler dig og ser dig, end det er, at være passiv medlem eller deltage på et hold i et stort center sammen med 50 andre, hvor du kan stå nede i hjørnet og aldrig blive set eller guidet.

Vælg kvalitetstræning og prioritér det i 2017!


{ Fokuser på dine svagheder }

Det aller hårdeste, sværeste og mindst motiverende er for langt de fleste, at træne og arbejde på det, som vi er svagest eller dårligst til. Det er bare ikke fedt at stå og blive bekræftet i ens svagheder, men for f*****, hvor er det vigtigt altså! Kroppen fortæller dig så mange ting, hvis du bare begynder at lytte til den.
Gør det ondt at sidde på gulvet med strakte ben, og føler du dig stiv i lænd og ryg? Så er det altså et tegn til dig om, at du skal begynde at give den del af din krop noget opmærksomhed! En sund og stærk krop er i min verden, en krop der kan bestå den test, som jeg finder aller mest afslørende, men samtidig så vigtig: At kunne lege med et barn.

At kunne lege tagfat eller fangeleg, hvor konditionen skal være ok, for ikke at gå helt død indenfor få sekunder.
At kunne sidde på gulvet i timevis og bygge lego, uden at det knager og brager i alle led og afkroge af kroppen. Det kræver en god smidighed, som konstant skal holdes ved lige.
At kunne lave vejrmøller, stå på hænder og lege ‘abekat’, hvilket kræver en god grundstyrke, for at kunne følge med på børnenes primisser.
Test dig selv, og find frem til de områder, som kunne trænge til lidt kærlig opmærksomhed, og fokusér på dem i 2017. Du vil elske dig selv for det, når det pludselig ikke længere et et problem og en svaghed, når vi sidder om et år og skriver år 2018.


yostudios_190-kopi

{ Spis med omtanke } 

Som med træning, vil jeg også anbefale alle mennesker, at begynde at vælge deres mad med omtanke. Kvalitet over kvantitet til enhver tid. Jeg er selv gået over til at spise næsten ren økologi i løbet af det sidste års tid. Det er sket gradvist, fordi jeg lige skulle have min kæreste helt overbevist om, at det ikke vælter budgetterne fuldstændig 🙂
Min oplevelse er, at vi faktisk spiser mindre og med en meget større bevidsthed, når det er økologiske og ordentlige råvarer. Vi smider stort set ikke længere mad ud, hvilket vi gjorde dagligt, da vi førhen lavede storindkøb med fokus på kvantitet, store mængder og gode tilbud.
Stort set alle mennesker med et normalt forhold til mad, ville ikke tage skade af, at portionerne blev en smule mindre, hvis det bare er ordentlig mad. Spis lidt langsommere, nyd tiden omkring bordet med dine kære og sæt pris på det, som du får! Støt de mindre lokale producenter. Interesser dig for, hvor det, som du nærer din krop med kommer fra, og bliv så meget sundere både i krop og i sind.
Lad 2017 være et år, hvor du begynder at nære din krop og give den optimal energi og brændstof fra gode råvarer, uden e-numre, sprøjtegifte og alt det andet møg, som vi ingen gang forstår på ingredienslisterne.


{ Smil mere } 

Omgiv dig med mennesker og ting, som gør dig glad. Det lyder banalt. Men smil og glæde er det, som for mig er den aller vigtiste ingrediens til at opnå et sundt sind, en stærk krop og en harmonisk livsstil. Det er også en afgørende årsag til, at jeg ikke tror på ekstreme livsstile, så som ekstrem træning, fitness, kost og diæter. Alt træning, sundhed og kost, der tages til ekstremer, skaber ubalance og disharmoni mellem krop og sind.
Disharmoni og ubalance mellem hovede og krop er for mig en meget skarp optegnet kontrast til det at være sund. Vær oprigtig og ærlig overfor dig selv, når du tager valg, der handler om din sundhed. Lad være med at købe dig ind på en diæt eller et særligt træningskoncept, fordi hende du ser op til på instagram, reklamerer for det.
Du skal finde en livsstil, som giver dig lyst til at smile hele tiden. Ikke kun når du står nede i træningscenteret og alle andre ser, at du er aktiv, men også inden du går ud af døren. Du skal smile, når du spiser din mad, og ikke kun, fordi der skal tages et foto til fb eller instagram, men fordi den gør dig glad.
Træf valg i 2017, som gør dig lykkelig helt ind i det aller dybeste indre af din krop. Smil til verden! Så ved du, hvad du får igen 😀


Jeg ønsker dig det aller skønneste år 2017!

<3 Malene, YO

2 kommentarer
Vis alle kommentarer
  1. Fantastiske råd. Jeg har selv som nytårsforsæt at ændre på min alt eller intet-mentalitet, der især kommer til udtryk når det handler om træning. Jeg vil derfor tage hvert et råd til mig. Jeg håber sådan på, at jeg kan få trænet regelmæssigt ca. 3 gange om ugen i stedet for enten ikke at få trænet i en periode eller gå helt amok med træningen i en periode!

  2. Det er dæleme et fint og inspirerende indlæg! Det er rart at blive bekræftet i, at ens tanker om træning og sundhed ikke er helt ude i hampen. Og det der event, det lyder virkelig som et dejligt et af slagsen, og et fedt koncept der endelig kommer i nærheden af København.
    Tak for endnu et inspirerende indlæg 🙂
    // http://www.jannifromtheblog.dk

Skriv en kommentar