Spejlægsreder med gulerod, sprød ost & chia-karse

Spejlæg med gulerod og spinat

En af de største fordele ved hjemmearbejdsdage er, at man kan gå i køkkenet og lave sig noget lidt ekstra lækkert ved frokosttid. Ofte bliver det for mig en god, frisk salat med rester fra aftenen forinden, og ellers er æg altid en vinder. Pocheret, kogt, stegt, scrambled, bagt – det fejler bare aldrig.

Disse dekorative gulerodsreder er en opskrift fra frokostkapitlet i Herlig & ærlig mad. Det er en skæg måde at servere et klassisk spejlæg, hvor der er skruet op for alt ekstra lir: Æggene ligger på en bund af sprødstegt ost i en rede af gulerodsstrimler med et drys supersund chiakarse på toppen. Rederne kan indeholde 1-2 (eller endda 3?) æg, alt efter hvor stor appetitten er, og de tager ingen tid at bikse sammen. Servér med ristet rugbrød eller lidt grønt, og måske med et drys chiakarse på toppen.

Spejlægsreder med gulerod, sprød ost og chia-karse

 
Frokost til 1 personer
forberedelse 10 min / tilberedning 10 min / i alt 20 min

Ingredienser

  • 1 stor gulerod
  • 1 tsk. olivenolie
  • 2 skiver ost, eksempelvis gouda
  • 1-2 æg
  • salt & friskkværnet peber

Til servering

  • chiakarse (se fremgangsmåde nedenfor)
  • 1 håndfuld spinat

Fremgangsmåde

Brug en kartoffelskræller, og lav lange strimler af guleroden. Opvarm en pande, og steg gulerodsstrimlerne i olivenolie, indtil de begynder at tage farve. Skub dem ud til siden af panden, og placér de to skiver ost i midten af panden. Fordel nu gulerodsstrimlerne rundt i kanten af osten, så det danner en rede. Slå 1-2 æg ud i midten af reden, alt efter hvor sulten du er, og skru blusset ned på lav varme. Kværn salt og peber over, og lad spejlægget stege færdig, imens osten i bunden langsomt bliver gylden og sprød.

Servér spejlægsreden på en bund af grofthakket spinat og med et drys af chiakarse på toppen.

Find flere opskrifter i samme kategori

Hvordan laver jeg chiakarse?

Chiakarse er spirede chiafrø, der både pynter, smager og giver ekstra næring til alt, de drysses over. Det laves nemt og på præcis samme måde som barndommens karse-eksperimenter med vat, vand og sollys i vindueskarmen. De små spirer smager mildere end karse og minder mest af alt om mikroskopisk (og meget pæn) salat.

Flere opskrifter med æg

Shop the post

- reklamelinks

3 kommentarer
Vis alle kommentarer
  1. Kære skønne Emma,
    Tusind tak for en dejlig blog.
    Jeg har et spørgsmål som ikke omhandler indlægget her, men omhandler jeres kalender, som jeg selv var en af de første til at få fingre i.
    Jeg har nu brugt den her i starten af januar, men er løbet ind i lidt af et problem med den. Da jeg er studerende på 9. semester så har jeg her i januar haft eksaminer og ekstra pres på hverdagen generelt. Kalenderen er i den sammenhæng blevet brugt til at lave lister og skrive de ting ned jeg først skulle fokusere på senere eller blot hvor meget jeg skulle nå i løbet af dagen.
    Mit problem opstår så når jeg har dårlige dage eller finde ud af at der er noget andet der er vigtigere at jeg får gjort.
    Jeg får således punkter som er svære at få krydset af. For mig kommer der så en meget stor følelse af dårlig samvittighed og stress over listerne der ligger og venter. Jeg vil gerne høre, hvordan du håndterer det og specielt i forhold til at bruge kalenderen som en hjælp i stedet for at den er et minde om alt det man ikke kan nå. Jeg tog mig selv i at gemme den i et skab et par dage indtil jeg fik overstået en frygtet eksamen.
    Kærlige hilsner,
    Helle

    1. Hej Helle 🙂
      Jeg tror, det er vigtigt, at du gør op med dig selv, at det ikke er kalenderen, der skaber stress, men de tanker, du tænker. Husk, at en to-do-liste blog skal være en hjælp til at “tømme hovedet” for de opgaver, du ellers skulle gå og holde styr på og kunne risikere at glemme. Jeg får slet-slet (slet!) ikke streget alle mine punkter ud dagligt – som regel er jeg slem til at overvurdere mig selv 😉 I stedet gør jeg det, når dagen er slut, at jeg kigger de ufærdige opgaver igennem og vurderer, om de stadig er vigtige. Er det det, bliver de rykket til næste dag. Er det det ikke (og det sker faktisk ofte), sætter jeg blot et lille kryds 🙂
      Måske ville det hjælpe sig at skrive i kalenderen med blyant og så bare viske opgaverne, du finder ud af, du ikke magter, ud? En anden idé kunne være, at du kun må skrive 3 punkter ind ad gangen, så du ikke bliver overvældet.
      Kæmpe store klem fra Emma

      1. Tusind tak for svar.
        Det har helt sikkert sat nogle tanker i gang. Jeg har det nok med at være lidt for over for mig selv når dagene ikke går som de var planlagt.

Skriv en kommentar