Fabelagtige fristelser // Forudbestilling & bogreception


Venner! Der er kun 25 dage til, at Fabelagtige fristelser udkommer! Hvor vildt er det ikke lige?!
Det er den mest syrede fornemmelse endelig snart at kunne dele noget, jeg har arbejdet på i 1,5 år, og jeg glæder mig så, SÅ meget til at holde bogen i mine hænder og vise den frem til hele verden.
Hvis I vil være en af de første, der modtager Fabelagtige fristelser lige til hoveddøren, kan I allerede nu forudbestille den lige her. Husk endelig at sende mig en lille kommentar, hvis I trykker køb – it makes my day 🙂
I dette indlæg vil jeg dele lidt billeder fra bogen, og fortælle om, hvad I kan forvente af indholdet. Først og fremmest vil jeg dog gerne invitere jer alle til bogreception. Arrangementet bliver helt low key med masser af smagsprøver, bobler og søde mennesker, og jeg håber meget, at I har lyst til at sætte et kryds i kalenderen allerede nu. Find facebookeventet lige her. 


Fabelagtige fristelser
indeholder 100 søde opskrifter med mindre sukker og mere smag. 270 smukke sider med unikke og kreative opskrifter.

morgenmad – chokolader – søde snacks – is – mousse – fromage – brød – snitter
barer – cookies – bagværk – muffins – tærter, frugtsalater – suppe – grød

Kogebogen er et indblik i hvad, jeg kalder mit moderne dessertkøkken. Et køkken, hvor der er plads til søde sager, men hvor man stadig lytter til sin fornuft. Der opstår en vis ironi, når det, vi forkæler os selv med, ikke gør os godt og måske tilmed er forbundet med dårlig samvittighed. Vi véd jo godt, at det ikke er sundt for vores krop at byde den store mængder af hvidt mel og sukker – det er der i grunden ikke meget forkælelse over – men alligevel er det, hvad vi gør, når vi vil være gode ved os selv. Heldigvis findes der en middelvej, og jeg håber, at jeg med denne bog kan stikke lidt til traditionerne for, hvordan kager og desserter bør se ud. Dét er ægte selvforkælelse for mig, og det handler ikke om at stræbe efter det perfekte, men om at gøre sit bedste.

Fabelagtige fristelser er mit bud på, hvordan søde sager kan laves på en sundere måde, uden at man går på kompromis med smagen. Det er ikke slankekost, men en middelvej, hvor vi udnytter nye råvarer og tager højde for den viden, vi har adgang til i dag.
Mad bør aldrig handle om afsavn, og denne bog skal ikke ses som en løftet pegefinger – tværtimod. Se den i stedet som en åben håndflade, der inviterer dig til at udforske dessertkøkkenet på en ny måde. Det er både sjovt og udfordrende at lege med nye ingredienser som bønner, kokossukker, quinoa, boghvede, kikærtemel og polenta. Og når du først introducerer sundere råvarer i dit køkken, er der pludselig ikke så meget plads til dem, du har brugt energi på at undgå. Jeg siger ikke, du altid skal takke nej, når der bliver sat en fristende, men knap så sund dessert foran dig – men jeg vil opfordre dig til at sætte barren lidt højere, når du tryller i eget køkken.

Det har været en stor fornøjelse men også lidt af en udfordring at skrive denne kogebog.
Først og fremmest fordi, jeg og forlaget har sat baren højt og haft en klar vision for både opskrifter, design og fotos (det betød blandt andet, at vi skød forsiden om intet mindre end 6 gange). For jo mere erfaring, man har, jo mere kritisk er man også.
En anden udfordring har været, at der er stor forskel på at udvikle desserter og opskriften på eksempelvis en salat eller en gryderet. Bagværk er kemi, og har man ikke den helt korrekte ratio af de rigtige ingredienser, hæver kagen simpelthen ikke, og cookien bliver ikke sprød. Denne udfordring er endnu større, når man ikke ønsker at bruge hvedemel og sukker, og derfor har jeg virkelig haft gang i det helt store testkøkken. Selvom opskrifterne har fået et sundere twist, har det nemlig været vigtigt for mig, at de ikke smager af helsemad, og jeg har ikke givet op, før resultatet er blevet fuldstændig lige så lækkert, som de klassikere, vi kender – og måske endda lidt bedre 😉
Men(!) hvor har det bare været sjovt, og hvor har jeg lært meget. Jeg er enormt stolt af opskrifterne – de er virkelig fabelagtige, nemme og unikke – og de er alle testet igen og igen (og igen), så jeg har kunne sikre mig, at de også vil blive et hit i jeres køkken.

{ Forudbestilling }

Vil du være en af de første til at modtage bogen – højst sandsynligt et par dage før udgivelsen? Så kan du forudbestille den lige her og spare 10%. 

{ Boglancering }

Kom og fejr udgivelsen med mig! Find facebookeventet lige her, og sæt kryds i kalenderen. Jeg håber på at se dig!

Fabelagtige fristelser
Emma Martiny, FADLs forlag
Billeder af Mathilde Vesterherup 
Design af Julie Panton

25 kommentarer
Vis alle kommentarer
  1. Emma, hvor ser den bare helt vildt overdådig og indbydende ud, din nye kogebog. Jeg er spændt på dine vegne – pøj pøj med lanceringen; jeg er ret overbevist om, at den nok skal blive en succes. Og dét faktum at I har skudt forsiden om hele seks gange, har da i dén grad resulteret i verdens smukkeste kogebogsforside. Hvis man ikke i forvejen har lidt af en besættelse af desserter i alverdens afskygninger, så får man det da af at kigge på dén forside – og mon ikke bogens indhold kun gør besættelsen endnu større.
    Tillykke med bogen (: Du er så sej – tænk at du, i din alder, allerede kan skrive hele tre kogebøger på CV’et. Gået godt!

  2. Hej Emma,
    Jeg er ikke enig med dig i, at det nødvendigvis er så skrækkeligt for os at nyde helt klassisk bagværk. Efter min mening kan det ærlig talt lidt for nemt tage overhånd. Men HOLD NU OP hvor ser din kogebog bare SMUK ud! Wow!!
    Knus Christina

    1. Hej du 🙂
      Jeg siger heller ikke, at vi aldrig skal nyde helt klassisk bagværk – det gør jeg skam også. Jeg vil blot inspirere til, at det let kan lade sig at gøre at lave sundere søde sager uden at skulle gå på kompromis med smagen. For mig er der forskel på, hvad jeg spiser, når jeg er gæst, og hvilke valg jeg træffer i eget køkken. Hvorfor ikke vælge det bedre alternativ, når det både smager dejligt, og er bedre for os? Det giver i hvert fald mening for mig 🙂

  3. Tillykke med bogen! Den ser så smuk ud!! Jeg glæder mig meget til at få fingrene i den, og ikke mindst prøve alle fristelserne 😉 Jeg kommer helt sikkert til lanceringen d. 1. april.
    Knus Helena

  4. Iiiih jeg glæder mig – min veninde forudbestilte bogen til mig som fødselsdagsgave – havde fødselsdag i starten af februar. Mon ikke den er ventetiden værd.
    🙂

  5. Åhhh… Hvor fin.
    Nyder at sidder med dine kogebøger i hånden 🙂 Og bare det at røre og kigge i dem, er fantastisk.
    Nu kommer der så lige et spørgsmål til den nye bog: Hvad har du brugt til at søde med?
    Kokossukker, agavesirup, dadler er fint… Men Stevia, gold sukrin mm er bare ikke mig. Så før jeg nu ønsker mig en ny kage-dessertbog, vil jeg gerne lige finde ud af hvordan og hvorledes..

    1. Hvor er det dejligt at høre, Hanne 🙂
      Jeg bruger kokossukker, ahornsirup, honning, rismaltsirup, tørret frugt (fx dadler), bananer og kokossirup. Og så er der et afsnit om, hvordan du kan udskifte dem i opskrifterne, hvis der er noget du fortrækker 🙂

      1. Så Må din nye kogebog på ønskelisten 🙂
        Godt jeg fik et gavekort til boghandleren i fødselsdagsgave 🙂
        Kh Hanne

  6. Stort tillykke på forhånd med udgivelsen af endnu en kogebog, Emma! Det er så sejt og så vildt i “så ung en alder” 😀 på en god måde, selvfølgelig! Var Århus ikke så langt fra København kan du tro jeg kom til lanceringen. Held og lykke med det hele! Det er spændende at se hvad dit næste projekt bliver.. 😀

    1. Mange tak, søde Michelle 🙂 Det er så spændende!
      Glæder mig til at dele min rejse her på bloggen 🙂

  7. Hvor er den fin, den skal jeg helt sikkert have fat i 🙂
    Hvordan ift. ingredienslisten? Skal man ud og investere i en masse specielle ingredienser? 😉

    1. Hej Ida 🙂 Dejligt at høre! 95% af ingredienserne kan fåes i almindelige supermarkeder. Ellers angiver jeg et alternativ 🙂

  8. Hej Emma.
    Jeg har lige forudbestilt bogen og jeg glæder mig SÅ meget til at få fingrene i den. Jeg har herlig og ærlig mad, som jeg bruger mange gange i løbet af ugen. Du er så vanvittigt dygtig, og jeg er vildt imponeret af, hvordan du kan tænke så anderledes og kreativt end mange andre, og stadig lave mad der smager fantastisk. Mange opskrifter går lidt i gengang, men dine er altid nye og spændende at kaste sig ud i. Tak for alt dit arbejde – jeg nyder i hvert fald godt af det og glæder mig til at se fabelagtige fristelser!

    1. Hej Maria 🙂
      YAY! Hvor er det dejligt at høre. 1000 tak for støtte og de søde ord. Det er mig der takker <3

  9. Hey Emma
    Hvor ser den bare smuk ud! Jeg glæder mig til at tage et kig i den 🙂 Jeg spiser primært vegansk da min krop arbejder bedst med dette, hvordan er det i forhold til indholdet i bogen?
    Kæmpe knus

    1. Hej du 🙂 Der er mange veganske opskrifter i bogen, og bruges der fx yoghurt, kan man jo sagtens vælge et vegansk alternativ 🙂

  10. Kære Emma,
    Den ser så flot ud. Jeg virkelig ked af, at jeg ikke kan den dag, du holder reception. Så den er istedet blevetforudbestilt, så den komme hjem til hylden sammen med dine andre to vidunder. Stor ros til dig. Kram Anne

    1. Hej Anne 🙂 Ih, tak skal du ha’! Dejligt at høre, at bogen kommer til at pynte hjemme hos dig.
      Varmt kram herfra.

Skriv en kommentar