Mexi-fyldte søde kartofler

Bagte søde kartofler med fyld

I dag vil jeg dele opskriften på mexi-fyldte søde kartofler med sprøde kikærter her på bloggen. Det er et simpelt, vegetarisk måltid, der består af hele bagte søde kartofler, der bliver fyldt med salsa, mexikrydrede kikærter vendt i sprød cheddar (SÅ godt!), lidt salat og syrlig cremefraiche. Opskriften er perfekt som en travl hverdagsmiddag, for retten kræver nærmest ingen tid i køkkenet – blot et skud tålmodighed, når de søde kartofler er i ovnen.

Mexi-fydte søde kartofler

Hovedret til 4 personer
forberedelse 20 min / tilberedning 1 time / i alt 1 t 20 min

Ingredienser

Mexi-fyldte søde kartofler

  • 1 kg søde kartofler
  • 1 glas salsa
  • 150 g cremefraiche 18%

Sprøde kikærter

  • 2 dåser kikærter
  • 1 spsk. olivenolie
  • ½ spsk. tørret oregano
  • 1 tsk. spidskommen
  • 1 tsk. stødt koriander
  • 1 tsk. røget paprika
  • 1 tsk. hvidløgspulver
  • ½ tsk. salt
  • 100 g cheddar

Til servering

  • 50 g rucola

Fremgangsmåde

Søde kartofler

Tænd ovnen på 200°. Skrub de søde kartofler, og prik huller i dem med en gaffel. Læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir, og bag dem i ovnen i 1 time, indtil de er helt møre.

Sprøde kikærter

Skyl kikærterne, og tør dem i et rent viskestykke. Vend dem med olie og alle krydderierne, og fordel dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag kikærterne i ovnen i ca. 20 minutter, til de er sprøde. Riv cheddar-osten, og fordel den over kikærterne. Bag dem i yderligere 5 minutter, så osten smelter og bliver gylden.

Til servering

Skyl og tør rucola. Skær et snit i de bagte kartofler, og skub dem åbne, så der er plads til fyldet. Fordel 1-2 spsk. salsa i hver, top med rucola, 1 spsk. cremefraiche og de sprøde kikærter. Servér straks.

Find flere opskrifter i samme kategori

Nu kommer det til at lyde som om, jeg skamroser mig selv… Men denne uges madplan i femina er simpelthen fyldt med de lækreste retter. Laksemousse med ristet rugbrød og en fyldig power-salat. One-pot-pasta caprese med kødboller. Spansk biksemad med chorizo. Helstegt kylling med lag-bagt ratatouille. Fyldte søde kartofler. Haps, haps, haps! Opskrifterne finder I som altid i magasinet eller online lige her.

Hvis du prøver en af mine opskrifter, vil jeg elske at se resultatet på Instagram. Tag mig gerne med @emmamartiny eller brug #MartinyFood.

10 kommentarer
Vis alle kommentarer
  1. Det er virkelig forståeligt hvorfor du har lyst til at skamrose dig selv for denne madplan – For den er da bare for lækker! Det er alle sammen retter lige efter mit hoved, og ikke mindst noget jeg også vil kunne få min kæreste til at spise! 😉 Jeg lavede faktisk mexi-fyldte søde kartofler i sidste uge, dog bare med sorte bønner. Det smagte OK, men jeg tror jeg vil prøve med kikærter næste gang! Jeg tror det der primært ødelagde dem, var den friske koriander. Føj, det kan jeg altså ikke lide, på trods af at jeg er vild med den pulveriserede udgave fra Urtekram, sært ikke? 🙂

    1. Haha, TAK søde Sabrina 🙂 Du må prøve denne opskriften. Den er SÅ god og utrolig let at lave.
      Det er lidt sjovt med koriander – nogle elsker det (fx jeg – kan ikke få nok), men andre ikke kan fordrage det 😉

  2. Du er altså så dygtig Emma! Det skal du sgu vide. Store dele af min mad bliver lavet ud fra dine opskrifter, så tak for evig inspiration. Jeg er helt vild med dine Feminaopskrifter, fordi de altid er så simple og lige til.
    God torsdag til dig 🙂

    1. Hej Cathrine 🙂 TAK! Hvor er du bare sød, altså 🙂 Jeg elsker at høre, når folk laver mine opskrifter – det er seriøst den bedste del af mit arbejde 😉

  3. Jeg blev så begejstret, at jeg bare måtte prøve den her opskrift som alternativ til den halvkedelige rugbrødsmad, jeg ellers havde planer om at tygge mig igennem her til aften. Og hold da op, jeg blev ikke skuffet – MUMS, hvor smager det genialt godt! 😀 Alle smagene er dejlige og passer vidunderligt sammen. Jeg havde mest lyst til almindelige bagekartofler, så det brugte jeg i stedet for de søde kartofler, og det blev også virkelig godt 🙂
    Du kan bare det der!
    Et lidt andet madrelateret spørgsmål – jeg er på jagt efter en foodprocessor, og jeg har jo bemærket, at du er temmelig glad for din; er der et bestemt mærke, du kan anbefale? 🙂

    1. haha, hvor er det herligt at høre! 🙂 Det lyder så godt, også med en almindelig bagekartoffel.
      Jeg har en foodprocesser fra Braun, som jeg er glad for 🙂

  4. Hej Emma – lækker madplan !!!
    Jeg he desværre oplevet at der er en del fejl på feminist hjemmeside, blandt andet i denne uge, hvor man kommer ind på pasta-opskriften hvis man trykker
    På den opskrift med laks – så tirsdagens lakse/rugbrøds opskrift kan man ikke finde. Øv øv.
    God aften – 🙂

  5. Ej hvor pudsigt! Jeg læser dit indlæg her en time efter min kæreste og jeg har handlet til aftensmad – vi skal have ovnstegt kylling og ratatouille! ? What are the odds?

Skriv en kommentar