MIN MÅNED // FEBRUAR 2017


Så er jeg tilbage på hjemmekontoret efter to gode dage i København med masser trillen omkring med min lille rullekuffert mellem diverse møder. Dagen i dag byder på en ret så lang to-do-liste – sådan er det næsten altid efter dage på farten – men jeg er allerede godt i gang, så mon ikke jeg når det hele. Eller i hvert fald noget tæt derpå 🙂
I dag vil jeg dele et lille tilbageblik på måneden, der gik. Det er noget, jeg holder af at gøre som et fast indslag her på bloggen, og I kan tage et kig tilbage i arkiverne lige her.

Februar har været god, produktiv og ret hverdagsagtig. Jeg har efterhånden fundet nogle fine rutiner, så lige for tiden stornyder jeg, at alt er lidt… ja, kedeligt. På den gode måde altså, og sådan noget er jo relativt, men jeg kan ikke huske sidst, min hverdag havde så meget struktur og tid til fordybelse. Det er SÅ rart, men egentlig også lidt skørt, at jo mere frihed, jeg har, jo mere struktur sørger jeg.
I det store hele føler jeg mig virkelig priviligeret i øjeblikket. Alt går godt. Det lyder måske lidt irriterende, men jeg kunne seriøst ikke ønske mig, at noget som helst var anderledes. Og jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har haft det sådan før. Det er en ret underlig følelse, for jeg har generelt tendens til at leve lidt for meget i fremtiden – I ved, hvor man går og glæder sig ved tanken om det, der kommer til at ske, i stedet for det, der er. Så i disse dage øver jeg mig i at nyde nuet, i stedet for at lede efter ting, jeg kan bekymre mig om og fylde mit hoved med irrationelle katastrofetanker – end anden ting, jeg tenderer mod, haha 😉

Hvad har februar eller bud på? Tjo… En indflytterfest (hvor jeg serverede denne menu), masser af hyggelige venneaftaler, Atelier Aarhus-nørderi, forlagsmøder, familietid, køkkeneksperimenter, femina-fotoshoots, korrekturlæsning, IKEA-ture, blogging… Og så har jeg jo fået ekstra hjælp på kontoret af dygtige Nanna, min nye praktikant, der hjælper mig med at gøre alt det, I ser online, en tand smukkere. Vi arbejder i øjeblikket på nyt design her på bloggen, og jeg kan godt sige jer, det bliver pænt(!).
På arbejdsfronten var en af de helt store milepæle i februar, at min næste kogebog “Fabelagtige fristelser” blev sendt til tryk. Bogen udkommer d. 1. april, og det betyder, at de næste uger bliver fyldt med planlægning af den ene og anden art op til boglanceringen. I kan faktisk allerede nu forudbestille kogebogen lige her, og dét ville jeg gøre, hvis jeg var jer, for jeg lover, at den er det værd. Det bliver uden tvivl den smukkeste af mine bøger, og jeg glæder mig virkelig meget til at dele den med jer. Opskrifterne er unikke og fantastisk lækre, og jeg er så stolt af resultatet og teamet bag, der har hjulpet mig med at gøre den til virkelighed. Ih altså, det bliver så godt, og I komme til at høre meget mere Fabelagtige fristelser inden længe.


Nå! Nu vil jeg runde af. Jeg håber, at jeres februar har været skøn, og at den næste måned bliver ligeså. Ellers husk: Der kommer gode tider, og der kommer dårlige tider. Jeg ved, det lyder cheesy, men this too shall pass, både på godt og ondt 🙂

2 kommentarer
Vis alle kommentarer
  1. Sikke et dejligt indlæg 🙂 Fantastisk når man kan sige at man er “gennemglad” og tilfreds med tilværelsen. Nyd det!
    Rigtig god dag

Skriv en kommentar