Camillas Hong Kong // Praktiske spørgsmål


Hej med jer!
I dag kommer mit 3. og sidste indlæg i min rejseguide til Hong Kong. Her vil jeg besvare alle de praktiske spørgsmål, som man kan have om byen, hvilket forhåbentlig kan gøre jeres forberedelse en del lettere.

Hvordan kommer jeg til Hong Kong?
Der er utallige muligheder for at komme til Hong Kong, alt efter om det er jeres eneste destination, eller om det er en del af en rundrejse.
Fra Danmark har SAS for nylig fået direkte ruter til Hong Kong, men ellers har stort set alle større luftfartsselskaber forbindelser hertil, og nogle gange kan man få billetterne til sølle 3000 kr for en returbillet. Når I ankommer til lufthavnen, kan I tage med deres lufthavnstog til både Mong Kok og Hong Kong Central for 50 kr.
Ankommer I fra Kina, kan I tage toget til Shenzhen, der ligger ved grænsen til Hong Kong. Herfra kan I tage metroen til Hong Kong, hvor I krydser grænsen ved ankomst og går igennem paskontrollen. Det koster ingen penge at køre med lyntog i Kina, og de er langt mere punktlige, rene og sikre end deres fly, så det kan helt sikkert anbefales.
Ankommer I fra Macao, der er en tidligere portugisisk koloni, der er under samme system som Hong Kong, kan I tage lynfærgen til Hong Kong Central Pier.  


Skal man have visum for at besøge Hong Kong?
Hong Kong er en genial middelvej, hvis man gerne vil opleve Kina, men ikke vil døje med visumansøgningen, som kan være lidt af en kamp. Til Hong Kong har vi i Danmark fri indrejse i op til 90 dage. Der er ikke behov for at registrere sig, som man for eksempel gør ved indrejse til USA.


Hvad koster det?
Hong Kong kan vitterligt tilpasses ethvert budget. Bor man på et 5-stjernet hotel i Central, bruger tiden på shopping, natklubber og vestlige restauranter, bliver ens rejse hurtigt meget dyr. Hvis man derimod prøver at færdes i byen som de lokale, kan man sagtens finde måltider, der ikke koster mere end 10 kr. Jeg vil nok anbefale jer at spendere på hotellet, så I har en rigtig god placering i enten Central, Causeway Bay eller Mong Kok, og så søge de mere lokale oplevelser, hvor I kan spare en del. Airbnb og hostels er ikke så kendt i Hong Kong, så man kan desværre sjældent spare mange penge på denne front.


Hvordan fungerer transporten i Hong Kong?
Hong Kong har en genial infrastruktur, og man kan komme til stort set alle hovedattraktioner via deres MTR-system for ganske få penge. Det kan anbefales at anskaffe sig et såkaldt Octopus-kort, der er lidt som et udvidet rejsekort, som ikke kun kan bruges til offentlig transport, men også i alverdens butikker. Hvor MTR-togene ikke kører, kan man tage sporvogne og busser til ingen penge. Der er selvfølgelig også taxaer, men i modsætning til Kina, så er de ikke særligt billige i Hong Kong, så dem har jeg kun kørt med en enkelt gang.


Hvor finder jeg mere inspiration til min tur til Hong Kong?
Inden jeg tog til Hong Kong og stadig i dag, synes jeg, det var rigtigt svært at finde inspirerende blogs omkring byen. Det er også netop derfor, jeg valgte selv at dokumentere mine oplevelser fra byen på min egen blog. Alligevel er der to hjemmesider, som inspirerede mig til at opleve nye steder i byen.
A Pair and a Spare er egentlig en kreablog, men den australske Geneva Vanderzeil har også nogle rigtig inspirerende indlæg og billeder på Instagram fra de mere hippe steder i Hong Kong. Hun har de sidste par år også været ambassadør for Discover Hong Kong, hvorfor hun har lavet en fin videoserie med hendes yndlingssteder i byen, der helt sikkert er værd at tjekke ud.  
Sassy Hong Kong er ikke en blog, men en genial hjemmeside, der tipper om nye events, restauranter, pop-up butikker og unikke steder, der er værd at bruge sin tid på i byen. Hjemmesiden er også fantastisk, hvis man er tilflytter til Hong Kong og har brug for tips til at falde til i byen.


{ RECAP }

Læs også: Camillas Hong Kong // Intro + madoplevelser

Læs også: Camillas Hong Kong // Oplevelser

 

Ingen kommentarer
Vis alle kommentarer

Skriv en kommentar