Gyros-lammekoteletter & kikærtesalat

Lam med halloumi & semi-dried tomater

For mig minder lam ikke kun om forår og påske, men også af sommerferie i Grækenland. I denne uges madplan i femina deler jeg opskriften på de lækreste gyros-krydrede lammekoteletter, der smager af sol og sommer på grund af den græske krydderiblanding. Kan du ikke få fingrene i gyros-krydderi, kan du lave din egen blanding af koriander, gurkemeje, oregano, spidskommen, timian og allehånde.

Koteletterne serverer jeg sammen med den lækreste(!) salat med halloumi, semidried tomater, oliven og kikærter. Bor I i Århus, må I gøre jer selv tjenesten at købe halloumi i Klostergrønt – varianten i den gennemsigtige indpakning. Den smager af vaskeægte græsk halloumi, og kan slet ikke sammenlignes med den gummi-agtige grillost, man kan få i de fleste supermarkeder.

Gyros-lammekoteletter

 
Hovedret til 4 personer
forberedelse 30 min / tilberedning 30 min / i alt 1 t

Ingredienser

Gyros-lammekoteletter

  • 4 lammekoteletter
  • 1 spsk. gyros-krydderi
  • salt og friskkværnet peber
  • smør til stegning

Semi-dried tomater

  • 250 g cherrytomater
  • ½ spsk. olivenolie
  • salt

Kikærtesalat

  • 2 dåser kikærter
  • 2 spsk. olivenolie
  • 1 spsk. citronsaft
  • salt og friskkværnet peber
  • 250 g halloumi (grillost)
  • lidt olie til stegning
  • semidried tomater (se ovenfor)
  • 1 glas sorte oliven, f.eks. kalamata-oliven
  • friske ærteskud

Fremgangsmåde

Semi-dried tomater

Tænd ovnen på 150°. Halvér tomaterne, og fordel dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Dryp med olivenolie, og drys med salt. Bag tomaterne i ca. 30 minutter, indtil de er dejligt rynkede.

Gyros-lammekoteletter

Krydr lammekoteletterne med gyros-krydderi, salt og peber. Steg dem i smør på en pande i ca. 8 minutter på hver side. 

Kikærtesalat

Hæld vandet fra kikærterne, og skyl dem. Bland dem med olie, citronsaft, salt og peber i en skål. Skær halloumien i skiver, og kværn salt og peber over. Steg hallomiskiverne i en smule olie på en (grill)pande, indtil de er flot gyldne. Fordel kikærterne på et salatfad, og top med halloumi, semidried tomater, oliven og ærteskud. Servér til lammekoteletterne.

Find flere opskrifter i samme kategori

Hvis du prøver en af mine opskrifter, vil jeg elske at se resultatet på Instagram. Tag mig gerne med @emmamartiny eller brug #MartinyFood.

Husk også at tage et kig inde hos femina, hvor I kan finde alle opskrifterne fra ugens madplan. Jeg kan særligt anbefale den smukke rødbede-galette og den pink quinoa-otto.

Ingen kommentarer
Vis alle kommentarer

Skriv en kommentar