Spaghetti med linse-bolognese

Bolognese af linser & svampe

Dagens opskrift er lidt af en genistreg, hvis jeg selv skal sige det. Linse-bolognesen smager helt vidunderligt og minder ufattelig meget om en klassisk kødsauce, men den indeholder ingen underlige soya- eller køderstatningsprodukter – blot et ordentligt skud umami fra svampe, tomat og krydderier. Jeg lover bolognesen vil falde i smag hos selv de mest inkarnerede kødspiser, og uden selv at have testet det, tror jeg også, at retten vil være et hit hos børn.

Jeg serverer her retten med fuldkornsspagetti, men husk, at der i dag findes et væld af sundere alternativer. Jeg er eksempelvis selv vild med pasta af brune ris, som min mave er betydeligt gladere for, og ellers kan du også bruge bønnepasta for et ekstra skud protein.

Spaghetti med linse-bolognese

 
Hovedret til 4 personer
forberedelse 25 min / tilberedning 30 min / i alt 55 min

Ingredienser

Linse-bolognese

  • 250 g svampe, f.eks. champignoner
  • 1 stort løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 spsk. olivenolie til stegning
  • 1 stor gulerod
  • 1 spsk. tørret basilikum
  • 1 spsk. tørret oregano
  • salt og friskkværnet peber
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 140 g tomatpuré
  • 2½ dl grøntsagsbouillon
  • 2 dåser grønne linser
  • 2 spsk. rødvinseddike

Til servering

  • 400 g tørret fuldkornsspaghetti
  • friskrevet parmesan
  • frisk basilikum 

Fremgangsmåde

Rens svampene, og skær dem i små tern. Pil og hak løg, og pres hvidløg. Steg svampe, løg og hvidløg i olie i en gryde, indtil blandingen begynder at blive gylden. Skræl og riv guleroden, og tilsæt gulerod, tørret basilikum, oregano, salt og peber. Steg et par minutter, inden du hælder hakkede tomater, tomatpuré og bouillon i gryden. Hæld vandet fra linserne, skyl dem i en sigte, og tilsæt. Bring retten i kog, og smag til med rødvinseddike, salt og peber.

 

Kog spaghettien efter anvisningen på pakken. Servér friskkogt spaghetti med linse-bolognese, friskrevet parmesan og basilikumblade.

Find flere opskrifter i samme kategori

Hvis du prøver en af mine opskrifter, vil jeg elske at se resultatet på Instagram. Tag mig gerne med @emmamartiny eller brug #MartinyFood.


Flere opskrifter med pasta og spaghetti

Shop the post

- reklamelinks

10 kommentarer
Vis alle kommentarer
  1. Kan man bruge almindelige tørrede linser og så tilsætte mere vand og lade det koge længere? Og hvor mange linser skal Manning så fald bruge tror du?

    1. Du skal koge linserne i en gryde for sig, så kan du sagtens gøre det. Brug 250 g grønne linser.

  2. Nøj det er en lækker ret! Har lavet den for første
    gang her til aften og den var et sikkert hit. ?
    Ved du hvordan den er at fryse ned?

  3. Hej Emma 🙂
    Efter at have prøvet bolognesen her til aften, vil jeg bare lige indskyde, at den også fungerer glimrende i en lasagne.

Skriv en kommentar