Veganske bøffer med pastinak, quinoa og butterbeans

Veganske bøffer

Veganske bøffer – et nemt og lækkert kødfrit alternativ

Disse veganske bøffer er noget nær det, jeg vil kalde de perfekte grøntsagsbøffer. De er både saftige i midte, sprøde på ydersiden, nemme at forme og stege (enten i ovnen eller på panden) samt fyldt med smag.

De veganske grøntsagsbøffer er perfekte, når du savner et grønnere, kødfrit måltid. De er fyldt med protein, så de mætter dejligt, og så smager de altså bare helt vidunderligt.

Plantebaserede bøffer med en fyldig salat

De lækre veganske bøffer med pastinak, butterbeans og quinoa serverer jeg sammen med en salat med bagte gulerødder og (min yndlings!) tahindressing. Det er en helt vidunderlig kombination, og du finder opskriften på det hele nedenfor.

 

Veganske bøffer med pastinak, quinoa og butterbeans & Ristet gulerodssalat

 
Hovedret til 4 personer
forberedelse 35 min / tilberedning 40 min / i alt 1 t 15 min

Ingredienser

Butterbean-quinoabøffer

  • 2 dl quinoa
  • 2 pastinakker (100 g i renset vægt)
  • 2 fed hvidløg
  • 1 spsk. tahin
  • salt og friskkværnet peber
  • 1 dåse butterbeans
  • en stor håndfuld frisk spinat (50 g)
  • evt. 1-2 spsk. mel eller finvalsede havregryn
  • olivenolie til stegning

Bagte gulerødder

  • 1 kg gulerødder
  • 1 spsk. olivenolie
  • 1 tsk. stødt spidskommen
  • salt
  • 75 g feldsalat

Tahindressing

  • 1 fed hvidløg
  • ½ dl tahin
  • 1 tsk. honning
  • saft af ½ citron
  • salt og friskkværnet peber
  • ca. ½ dl vand

Fremgangsmåde

Salat med bagte gulerødder

Tænd ovnen på 200°. Skrub og halvér gulerødderne på langs, og fordel dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Vend dem i olie, og drys med spidskommen og salt. Bag gulerødderne i ovnen i ca. 30 minutter, til de er gyldne og sprøde.

Veganske bøffer

Kog quinoa i letsaltet vand i 15 minutter, indtil de små haler frigøres.

Skræl og riv pastinakkerne fint, og afvej 100 g. Kom det i en skål sammen med kogt quinoa, pillet hvidløg, tahin, salt og peber.

Hæld vandet fra butterbeans; skyl dem, og blend dem til mos med en stavblender. Bland mosen med ingredienserne i skålen til en fars (det er lettest at bruge hænderne).

Tilsæt evt. en smule mel eller lidt finvalsede havregryn, hvis farsen er for våd.

Skyl og hak spinaten groft, og bland den i. Fugt dine hænder, og form 10 bøffer. Steg dem i olie på en pande i ca. 5 minutter på hver side, indtil de er gyldne og sprøde.

Tahin-dressing

Pil og pres hvidløg, og rør det sammen med tahin, honning, citronsaft, salt og peber. Rør gradvist vand i, indtil konsistensen bliver flydende. Smag dressingen til, så den både er salt, sød og syrlig.

Salat fortsat

Skyl og tør feldsalaten, og anret den på et fad. Læg de bagte gulerødder over. Dryp med tahindressing, og servér med bønnebøffer.

Find flere opskrifter i samme kategori

Veganske bøffer – med mange variationsmuligheder

Veganske bøffer er super nemme at variere. Prøv eksempelvis at erstatte revet pastinak med andre rodfrugter såsom rødbede eller gulerødder. Du kan også tilsætte friske og/eller tørrede krydderier for at give dem mere smag.

Shop the post

- reklamelinks

Ingen kommentarer
Vis alle kommentarer

Skriv en kommentar