Et forsinket postkort fra Marrakech


Magiske Marrakech! Selvom jeg på vores sidste dag i byen følte mig godt mættet af smalle gader med alt for mange mennesker, mad i tagine og farverige indtryk, savner jeg allerede gåturene i souken, de smukke mønstre og aftenerne i riaden. Marrakech er virkelig 1001 nats eventyr, og jeg håber snart, jeg får mulighed for at vende tilbage.
Kulturen i Marokko er meget anderledes end vores, og det føles virkelig, som var man rejst til en anden verden. Heldigvis kan man let svinge udenom den forfærdenlige store plads, hvor turistfælder møder slangetæpper og små stakkels aber klædt ud i fodboldtøj, og finde hen (eller fare vild – det undgår man vist ikke) i de mange små gader, hvor lokale køber oliven, krydderier og brød fra kvarterets bager. Går man ind i en lille tæppebutik, opdager man, at lokalet fortsætter og fortsætter, og pludselig er man budt på myntete mellem bunker og bunker af tæpper, som ejeren vælter ud på gulvet og forsøger at sælge til overpris.
Nanna (der er min mega søde og seje praktikant, hvis I endnu ikke har opsnappet det) og jeg besøgte ikke byen på en almindelig ferie, men deltog i workshop om mad og fotografering. Tal lige om de perfekte rammer, hvis man gerne vil nørde foodstyling og lege med sit kamera! Heldigvis havde vi også god tid til at udforske byen på egen hård i jagten på inspiration og souvenirs, der kunne bringe lidt af Marrakech med hjem til Århus. Alt dette har jeg samlet i en masse stemningsklip, som jeg deler i video senere på ugen. Indtil da håber jeg, I kan fornemme byens magi i disse billeder og mine tidligere blogindlæg om turen her, her og her.

2 kommentarer
Vis alle kommentarer
  1. Hej Emma. Dejlige billeder fra Marrakech! Kommer du til at lave en mere udførlig guide til ting at se/steder at spise som du har gjort for andre byer du har besøgt? 🙂
    De bedste hilsner fra Simone

    1. Hej Simone 🙂
      Nej, det gør jeg ikke. Der kommer en video på lørdag, hvor man kan se, hvor vi spiste, og hvad vi oplevede 🙂

Skriv en kommentar