Green curry med kylling & asparges

Curry med asparges og broccolini

Green curry er en af de retter, jeg lavede alleroftest, da jeg først flyttede hjemmefra og ind i en lille lejlighed på Vesterbro. Opskriften stammede fra min gymnasiekæreste, som introducerede mig for retten efter en rejse til Thailand, og hold nu op, hvor lavede vi det mange-mange gange det år. Suppen var en af de første asiatiske retter, jeg rigtig mestrede, og sjovt nok er det sidenhen blevet en af Simons “alene-hjemme-favoritter”, som han ofte laver til sig selv, når jeg ikke disker op med aftensmad – simpelthen fordi det er så hurtigt, så lækkert og så dejlig mættende.

Så her er opskriften på green curry i en forårslækker og ekstra grøn udgave, tilsat kylling, asparges og broccolini (også kaldet aspargesbroccoli, da det smager som et miks mellem de to grøntsager). Det gode ved retten er, at man kan variere den i det uendelige, så tilsæt endelig squash, peberfrugt, eller hvad dit køleskab gemmer på. Erstat kylling med tofu, hvis du gerne vil gøre retten vegansk.

Green curry med kylling & asparges

 
Hovedret til 4 personer
forberedelse 25 min / tilberedning 30 min / i alt 55 min

Ingredienser

  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 4 cm frisk ingefær
  • 2 spsk. grøn karrypasta
  • 2 tsk. olie til stegning, gerne kokosolie
  • 500 g kyllingebryst eller -inderfilet
  • 1 dåse kokosmælk
  • ½ l hønsebouillon
  • 1 bundt grønne asparges
  • 200 g aspargesbroccoli (eller ½ almindelig broccoli)
  • 1 dåse bambusskud
  • saft af 1 limefrugt
  • 3 spsk. fiskesauce
  • 3 forårsløg
  • ½ bundt koriander

Tilbehør

  • 4 dl brune ris

Fremgangsmåde

Kog ris efter pakkens anvisning. 

Pil og hak løg. Riv hvidløg og ingefær fint. Steg løg, hvidløg, ingefær og karrypasta i olie i en gryde i et par minutter. Skær kyllingekødet i mindre stykker, og lad det stege med, indtil kødet er lysebrunt. Tilsæt kokosmælk og bouillon. Knæk bunden af aspargesene, skyl asparges, og skær dem i mindre stykker. Rens broccoli, og tilsæt broccoli og asparges. Hæld vandet fra bambusskuddene, og tilsæt dem. Smag suppen til med limesaft og fiskesauce. Servér straks drysset med tynde skiver af forårsløg og frisk koriander og med ris som tilbehør. 

Find flere opskrifter i samme kategori

Hvis du prøver en af mine opskrifter, vil jeg elske at se resultatet på Instagram. Tag mig gerne med @emmamartiny eller brug #MartinyFood.

Husk, at I som altid kan finde alle opskrifterne i denne uges madplaner på feminas hjemmeside lige her.

2 kommentarer
Vis alle kommentarer
  1. Hej Emma
    Super inspirerende blog at følge. Hvilken grøn karry kan du anbefale? Har prøvet lidt forskelligt men aldrig endt med en favorit.
    Bedste hilsner Maja

Skriv en kommentar