MARTINY PODCAST S2E21 // MADBANDITTEN JANE FAERBER


Denne søndag har jeg besøg af en særlig sej dame. Og så endda hele vejen fra Paris, hvor hun er på et lille work-away. Jane Faerber har i løbet af ganske få år skabt et enormt publikum på bloggen Madbanditten.dk, hvor hun deler inspiration og vejledning til LCHF-kost. Hun er forfatter til 5 bøger, og hjælper i dag andre med at få succes med deres vægttab gennem hendes online forløb “LCHF KICKSTART”.
“Low Carb High Fat” kan I næsten ikke have undgået at være stødt på i medierne de sidste år, hvor debatter om mættet fedt, om man virkelig kan tabe sig af at spise bacon og fløde, og de “farlige kulhydrater” har fyldt i overskrifterne. Jeg tør næsten påstå, at alle kender mindst én, der har spist LCHF, og det siger jo ikke så lidt om kostprincippernes popularitet.
I midten af hele dette cirkus har Jane stået. Med sin første bog “LCHF – Spis dig mæt & glad” (der har solgt i 100.000+ eksemplarer!) blev hun pludselig den danske frontfigur for en ny diæt, der gjorde op med en indgroede overbevisning om, at fedt gjorde fed.
Dét, vi skal tale om i dag, er dog ikke selve kosten. Jeg spiser ikke efter LCHF-principperne – og flere af jer vil nok blive overrasket over, at selveste Madbanditten heller ikke er så “streng” i sin kost, som man kunne forvente. I stedet har jeg inviteret Jane på visit til snak om, hvordan det har været at være Jane, imens LCHF gik sin sejrsgang, og hvordan man passer på sig selv, når succesen rammer, og man har en stresssygemelding med i bagagen. Jane er enorm vis og sympatisk, og det er virkelig interessant at høre om, hvordan hun har indrettet sit arbejdsliv, og hvordan hun forbliver tro mod sig selv, selv når indbakken er fyldt, og overskuddet i bund.
Jeg håber, I vil synes om episoden. Har I nogle spørgsmål til Jane eller jeg er de meget velkomne i kommentarfeltet.
LYT MED HER ELLER PÅ EN SMARTPHONE I DIN PODCAST APP

{ I denne episode kan du høre om… }
… hvorfor Jane startede sin at blog
… hvordan bloggen har udviklet sig gennem årene
… at udgive en kogebog, der var med til at introducere en ny kostretning i Danmark
… hvorfor det kan være svært at omlægge sin kost
… hvilken betydning LCHF har for Jane i privatlivet og arbejdslivet
… vejen til at blive selvstændig, og hvad hun arbejder på i dag
… at gå ned med stress, og Janes råd til at undgå det
… hvordan det har været at skulle repræsentere LCHF i medierne

3 kommentarer
Vis alle kommentarer
  1. Hej Emma,
    Jeg bliver altså nødt til lige at knytte en kommentar til dit ellers så æstetisk forbedrede univers. Nu ved jeg ikke, om det udelukkende er mig, der har det sådan her, men selv om det ER pænt, er det altså også semi-forvirrende at tilgå de(t) nyeste indlæg; altså at afgøre, hvad der er det nyeste, fordi det forekommer relativt langt nede på dit ‘feed’. Giver det mening? Når det er sagt: fortsæt lige med det, du gør! Du er sindssygt dygtig og får een til at blive bedre til at mærke efter samt til nyde de små ting! 🙂
    Bedste hilsner,
    Mette

    1. Hej Mette 🙂 Jeg har rykket det længere op på siden. Fungerer det bedre for dig?
      Tak for dine søde ord 🙂

Skriv en kommentar