Quinoasalat med squash & feta (video)

Fyldig quinoasalat i en fart

Den salat, jeg vil dele med jer i dag, er af den mere fyldige slags, der sagtens kan stå alene som tilbehør på bordet, så man ikke både skal lave salat samt riste rodfrugter, koge kartofler eller købe brød. Jeg er også helt tosset med at spise den som en frokostsalat, måske med hummus eller pesto og lidt frisk spinat.
Quinoaen har jeg brugt som en dejlig mættende base, imens bagt squash, feta og mynte giver salaten masser af karakter. Som topping har jeg valgt en blanding af sprøde kerner og kikærter, der giver godt med knas, samt basic dressing. Så simpelt, men så-så godt.

Quinoasalat med squash & feta

 
Tilbehør til 4 personer
forberedelse 15 / tilberedning 15 / i alt 30

Ingredienser

  • 2 dl quinoa, gerne sort
  • 2 squash
  • 2 fed hvidløg
  • salt
  • saft af ½ citron
  • 2 spsk. olivenolie + lidt til stegning
  • 1 håndfuld mynte
  • 150 g feta
  • 1 dl ristede nødder og kikærter, fx Earth Controls salatmix

Fremgangsmåde

Tænd ovnen på 200 grader. Kog quinoaen i letsaltet vand i cirka 15 minutter, indtil de små haler frigøres.

Skær squashene i tern, og fordel dem på en beklædt bageplade eller i et ildfast fad. Vend ternene i en smule olivenolie samt presset hvidløg, og drys med salt. Bagt ternene i ovnen i cirka 15 minutter, indtil de er flot gyldne.

Vend citronsaft og 2 spsk. olivenolie i den kogte quinoa, og tilsæt derefter de bagte squashtern. Hak mynten groft, og vend det i salaten sammen med smuldret feta. Drys med ristede nødder og kikærter. Salaten kan både serveres lun og kold.

Find flere opskrifter i samme kategori

Annonce for Earth Control
I videoen forklarer jeg nærmere, hvordan jeg sammensætter salaten efter BASE BOOST TOPPING princippet, og giver jer andre idéer til, hvordan I kan gøre den til jeres egen. Den fulde opskrift finder i nederst i indlægget, og på Earth Controls facebookside kan I finde flere videoer med lækre salatopskrifter.

Hjem fra Marokko

I dag vender vi snuden mod Danmark igen, og selvom det har været en skøn, skøn tur, er der hovedsagligt tre ting, jeg virkelig glæder mig til at komme hjem til: Simon. Vores lejlighed (så jeg kan prøve at rulle mine nye marrokanske tæpper ud). Og mit køkken (her tillader jeg at sige mit og ikke vores, og det er der heldigvis ingen, der brokker sig over – tværtimod, hæhæ).
Det marrokanske køkken er helt fantastisk – fyldt med masser af krydderier og solmodne råvarer – men når vi har spist ude, har jeg forsøgt at holde mig fra frisk grønt og salater. Virkelig ærgerligt for en grøntsagstosse som jeg, men det er desværre sådan, man har de bedste odds for at undgå at blive syg hernede. Derfor glæder mig mig virkelig til at komme hjem og have muligheden for at svovle en masse fibre og vitaminer over på min tallerken.

Base Boost Topping

Inden vi rejste mod Afrika, kontaktede Earth Control mig for at høre, om jeg kunne tænke mig at udvikle en salatopskrift efter deres nye princip: BASE BOOST TOPPING, for derved at inspirere danskerne til at spise flere grøntsager. Earth Control har nemlig fundet ud af, at kun 22% spiser salat på en gennemsnitlig hverdagsaften, fordi de er af den overbevisning, at det kræver for meget tid i køkkenet, hvis der også skal ekstra grønt på bordet. Salater er ikke altid en del af vores “opskrifts repertoire” – de cirka 10 retter, der kører på repeat i hverdagen – og derfor kræver det mere kreativitet og opfindsomhed at tilberede, fordi de ikke bare kan laves på rutinen.

Spændende salater

Personligt forstår jeg godt, man ikke gider spise salater, hvis de blot består af icebergsalat, lidt agurkeskiver og tomat. Salater skal smages til og forkæles med forskellige smagsnuancer og konsistenser – præcis ligesom alle andre fødevarer. Forestil dig at spise en bøf, der er stegt på en tør pande helt uden salt og peber. Det lyder ret kedeligt, ikke? Præcis det samme er tilfældet ved grøntsager!

Spændende salater i en travl hverdag

For at hjælpe forbrugerne til lettere at få sammensat lækre salater fyldt med velsmag i den travle hverdag, har Earth Control udviklet et princip, vi kan skrive sig bag øret, inden vi går i supermarkedet, eller når køleskabet indhold skal trylles om til et måltid, hele familien vil synes om: BASE BOOST TOPPING. Princippet er ganske simpelt men ret så genialt, og hvis I har læst min første kogebog Skønne salater & vidunderligt tilbehør, ved I, at det netop er sådan, jeg anbefaler “nybegyndere”, at sammensætte salater.
Start med en BASE – eksempelvis blandede salatblade, fintsnittet spidskål, kogte speltkerner, pasta, hakket blomkål
BOOST derefter salaten – eksempelvis med friske eller ovnbagte grøntsager, fetaost, mozzarella, krydderurter, linser, kød, frisk frugt, sprøde grøntsagstern.
Og slut med TOPPING – eksempelvis tørrede frugter, sprøde kikærter, bær, ristede nødder, frø eller croutoner. Dryp også gerne en dressing over salaten.
Du kan sagtens vælge flere elementer i de forskellige tre kategorier, men en helt simpel salat – eksempelvis af rucola, soltørrede tomater og parmesanost eller bygkerner, hindbær og feta – giver også et ganske fantastisk resultat.
2 kommentarer
Vis alle kommentarer
  1. Hej Emma
    Sikke en lækker salat.
    Du har så mange skønne opskrifter på diverse salater.
    Har kigget lidt i dine kogebøger. Men har du et forslag til en salat man kan bruge til en ganske almindelig hakkebøf , hvor der også er pommes frites. Den må gerne være lidt fyldig, så den kan erstatte pommes fritterne, da nogle af mine veninder er på kur, og så må den helst ikke indholde hvidløg.
    Hilsen Christina

    1. Hj Christina 🙂 Den opskrift, jeg har nyligt at postet på quinoasalat med bagt squash, ville smage dejligt til. Der kan du sagtens undlade hvidløg 🙂

Skriv en kommentar