Chokolade-islagkage med avocado

Islagkage med avocado

I dag vil jeg dele en opskrift fra min kogebog Fabelagtige fristelser; Den lækreste chokolade-islagkage, der er perfekt til at imponerer alle sommerens gæster.

Sund islagkage med chokolade

Den hemmelige ingrediens i denne islagkagen er avocado, der bidrager til at give isen fløjlsblød og cremet konsistens. Isen har en vidunderlig, dyb smag af chokolade samt et hint af nutella på grund af hasselnødderne i bunden, og jeg tør godt love, at den bliver et kæmpe hit til din næste middagsfest.

Fornyligt lavede jeg iscremen og brugte den til at lave ispinde, der sidenhen blev dyppet i chokolade. Det smagte også helt fantastisk, men islagkagen er alligevel at foretrække på grund af den lækre nøddebund.

Chokolade-islagkage med avocado

 

Ingredienser

TÆRTEBUND

  • 100 g hasselnødder
  • 100 g pekan- eller valnødder
  • 125 g friske dadler, udstenede

CHOKOLADEIS

  • 2 avocadoer (200 g kød)
  • 2 dåser kokosmælk
  • 2 dl kakao
  • 3 spsk. kaffelikør (kan erstattes af 1 spsk. vodka + 1 spsk. espresso + 1 spsk. ahornsirup)
  • 1 dl ahornsirup
  • 1 nip salt

VALGFRIT TIL SERVERING

  • Figner
  • Tørrede rosenblade
  • 50 g smeltet chokolade

Fremgangsmåde

Tænd ovnen på 175 grader. Fordel hasselnødder og pekannødder på hver sin bageplade, så du kan holde dem adskilt. Rist nødderne i ovnen i cirka 7 minutter, indtil skallerne løsner sig fra hasselnødderne, og pekannødderne er sprøde. Lad nødderne køle lidt af, og kom så hasselnødderne i et rent viskestykke. Gnid dem mod hinanden, så skallerne løsner sig og kan kasseres.

Kom hasselnødder, pekannødder og dadler i en foodprocessor, og kør maskinen, indtil du har en smuldret masse, der kan samles, når du trykker den sammen. Beklæd bunden af en springform med en diameter på 24 cm med bagepapir. Tryk massen sammen i bunden af formen som en tærtebund, og stil formen til side.

Blend alle ingredienserne til chokoladeisen sammen i en blender eller foodprocessor, og hæld det over tærtebunden i springformen. Dæk springformen til, og stil den så i fryseren i mindst 6 timer, indtil islagkagen er frossen. Tag den gerne ud af fryseren 15 minutter inden, den skal spises. Her har jeg pyntet med figner, tørrede rosenblade og smeltet chokolade inden servering.

Find flere opskrifter i samme kategori

2 kommentarer
Vis alle kommentarer
  1. Hvor ser den skøn ud! Chokolade-islagkage har vidst aldrig været nogen dårlig idé. Tak for dine kreative opskrifter, Emma.

Skriv en kommentar