Kyllingelår med gulerodssalat & hindbær

Kyllingelår med nye kartofler og gulerodssalat

Så simpelt og godt – det er lige hvad, opskriften, jeg vil dele med jer i dag, er. Saftige kyllingelår med sprødt skind stegt sammen med små nye kartofler, der får masser af smag. På andre tider af året er jeg ikke verdens største kartoffel-fan, men sommerens nye kartofler elsker jeg, så for tiden er de ofte på menuen.

Salat med gulerodsbånd, hindbær og feta

Salaten er en historie for sig selv; Lange bånd af gulerødder, hindbær, feta og ristede hasselnødder. En virkelig fin (og meget smuk) kombi, der også smager herligt, hvis du tilføjer lidt quinoa, kogte kerner, linser eller lignende. Det skruer en tand op for mætheden, så salaten kan erstatte kartoflerne, hvis du mere er til det.

Kyllingelår med gulerodssalat & hindbær

 
Hovedret til 4 personer
forberedelse 35 min / tilberedning 40 min / i alt 1 t 15 min

Ingredienser

  • 1 kg nye kartofler
  • 4 hele kyllingelår
  • lidt olivenolie
  • ½ bundt frisk timian
  • salt og friskkværnet peber
  • 2 dl hønsebouillon

Salat med hindbær

  • ½ kg gulerødder (gerne i flere farver)
  • 2 spsk. citronsaft
  • 3 spsk. olivenolie
  • 1 tsk. honning
  • 1 tsk. dijonsennep
  • salt og friskkværnet peber
  • 50 g hasselnødder
  • 125 g friske hindbær
  • 150 g feta

Fremgangsmåde

Tænd ovnen på 200°. Skrub kartoflerne, og fordel dem i et ovnfast fad. Læg kyllingelårene ovenpå. Dryp olie over, læg timiankviste ved, og kværn godt med salt og peber ud over. Hæld bouillon i bunden af fadet, og sæt det i ovnen i 30-40 minutter, til kartoflerne er møre, og kyllingen gennemstegt og sprød. Pynt evt. med frisk timian før servering.

 

Skræl gulerødderne. Brug dernæst skrællekniven til at lave lange bånd af gulerødderne. Ryst eller rør en dressing sammen af citronsaft, olie, honning, dijonsennep salt og peber, og vend gulerødderne med dressingen i en skål. Fordel hasselnødderne på en bageplade beklædt med bagepapir, og bag dem i ovnen i 5 minutter, eller indtil skallerne løsner sig. Gnid nødderne mod hinanden i et rent viskestykke, og kassér skallerne.

 

Hak de ristede hasselnødder meget groft, og fordel dem over gulerodssalaten sammen med skyllede hindbær og smuldret feta.

Find flere opskrifter i samme kategori

Hvis du prøver en af mine opskrifter, vil jeg elske at se resultatet på Instagram. Tag mig gerne med @emmamartiny eller brug #MartinyFood.

Find flere lækre opskrifter med kyllingekød:

Kyllingefrikadeller med harissa-gulerødder

Kyllingefad med grøn fennikelsalat

Rugkernesalat med kylling, ost og vaniljedressing

Alt-i-ét kyllingefad med polenta og tomater 

Fyldt kyllingebryst og perlebygsalat

 

Ingen kommentarer
Vis alle kommentarer

Skriv en kommentar