Sommerlig æggekage med bresaola

Æggekage med bresaola og asparges

Nogle gange er det simple valg det bedste. Selvom jeg elsker at eksperimentere i køkkenet med masser af krydderier og smagsnuancer, er der også bare noget lækkert over helt klassiske retter uden for meget fuss, hvor de enkelte råvarer rigtig får lov til at stråle.
Sådan er det med den her opskrift. En god og sommerlig æggekage med nye kartofler og asparges. På toppen kan man servere helt klassisk sprød bacon, men her har jeg brugt bresaola, der giver samme saltede, røgede smag.

Æggekage er indbegrebet af hurtig hverdagsmad for mig, men gør man sig bare en smule umage, kan det virkelig bliver lækker fornøjelse. Og har man tid og lyst til at give måltidet café-vibes, kan man lave individuelle æggekager i små ovnfaste fade, så hver person får sin egen servering. Et stykke ristet rugbrød til og lidt purløg på toppen, og så er den i vinkel 🙂

Sommerlig æggekage med bresaola

 
Hovedret til 4 personer
forberedelse 20 min / tilberedning 50 min / i alt 1 t 10 min

Ingredienser

  • 200 g nye kartofler
  • 1 bundt grønne asparges
  • 6 æg
  • 1 dl mælk
  • salt og friskkværnet peber
  • 150 g frisk spinat
  • smør til stegning

Til servering

  • 100 g bresaola
  • ½ bundt purløg
  • 4-8 skiver rugbrød

Fremgangsmåde

Kog kartoflerne i 10-15 minutter i letsaltet vand, til du netop kan stikke en gaffel gennem, og skær dem derefter i halve. Skyl aspargesene, og knæk bunden af dem. Tænd ovnen på 175°. Pisk æg og mælk sammen, og krydr med salt og peber. Skyl spinaten, og steg den i en smule smør på en pande, indtil den falder sammen. Vend den i æggemassen, og hæld æggemassen på panden. Fordel kartofler og asparges over. Sæt panden i ovnen i ca. 20 minutter, indtil æggemassen er fast. Fordel derefter bresaola og finthakket purløg over æggekagen, og servér med ristet rugbrød.

 

TIP Kan din pande ikke tåle at komme i ovnen, så bag æggekagen i et smurt ovnfast fad.

 

Find flere opskrifter i samme kategori

Hvis du prøver en af mine opskrifter, vil jeg elske at se resultatet på Instagram. Tag mig gerne med @emmamartiny eller brug #MartinyFood.

Husk, at I kan finde alle opskrifterne fra min madplan i Femina lige her. Denne uge er der både pulled pork burger og spicy tigerrejer på menuen, og jeg siger jer, det er gode sager.

Ingen kommentarer
Vis alle kommentarer

Skriv en kommentar