Nøddesmør-småkager – sunde cookies (video)

Nemme og sunde cookies

Mød verdens nemmeste og måske sundeste småkager! Opskriften er fra min kogebog Fabelagtige fristelser.

Cookies med nøddesmør – peanutbutter, mandelsmør og tahin

Hemmeligheden bag småkagerne er nøddesmør – altså nødder, der blendes, indtil de bliver til en flydende, smørbar masse. Peanutbutter kender vi alle, men mandelsmør og tahin er efterhånden blevet en must-have ingrediens i manges køkken.

I opskriften kan I vælge at bruge lige den type nøddesmør, I bedst kan lide eller har på lager. Jeg synes særligt godt om småkagerne, når de er lavet med mandelsmør, men de smager også herligt lavet af halv peanutbutter, halv tahin. Hvis du rigtig har lyst til forkælelse, kan du prøve at lave en nutella-version med hasselnøddesmør og 1 spsk. kakaopulver.

Nøddesmør-småkager

 
9 store cookies
forberedelse 5 / tilberedning 15 / i alt 20

Ingredienser

  • 1 æg
  • 50 g kokossukker
  • 130 g nøddesmør (f.eks. mandelsmør, peanutbutter, hasselnøddesmør)
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1 nip salt
  • 1 dl kakaonibs (kan erstattes af grofthakket chokolade)

Fremgangsmåde

Tænd ovnen på 175 grader, og beklæd en bageplade med bagepapir.

Pisk æg og sukker til en luftig æggesnaps med en elpisker, så det bliver lysebrunt, og sukkeret opløses. Tilsæt nøddesmør, bagepulver, salt og kakaonibs, og rør det godt sammen, indtil du får en let klistret småkagedej. Rul kugler af dejen, og placér dem på bagepladen. Du kan fugte dine fingre eller bruge teskeer, hvis dejen klistrer for meget. Tryk og form dernæst kuglerne flade, så du får fine, runde småkager på bagepladen. 

Sæt bagepladen i ovnen, og bag dine småkager i 7-15 minutter, alt efter deres tykkelse. De er færdige, når de er gyldne over hele overfladen og en smule mørkere i kanten. Småkagerne stivner først helt, når de er kolde, så lad dem køle af på bagepladen, inden du flytter dem til en lufttæt beholder.

Find flere opskrifter i samme kategori

4 kommentarer
Vis alle kommentarer

Skriv en kommentar