Hjemmelavet kokosyoghurt

Hjemmelavet kokosyoghurt med en cremet konsistens – endelig er det lykkes mig at finde frem til den perfekte opskrift.

Kokosyoghurt af kun to ingredienser

Jeg har efterhånden eksperimenteret med at lave min egen kokosyoghurt en god håndfuld gange det sidste år. Hver gang er et eller andet gået galt – enten har konsistensen været forkert, eller også er den syrlige smag udeblevet. Heldigvis for os, både mig og jer, har det vist sig, at den simpleste fremgangsmåde også er den bedste. Med blot to ingredienser af høj kvalitet og lidt tålmodighed, kan vi nemlig nemt fremtrylle den mest cremede, lækre, syrlige yoghurt af kokosmælk.

Vil du vide hvordan? I dette indlæg har jeg samlet alt, du skal vide, for at få et godt resultat samt lidt viden om, hvorfor din krop vil elske en portion af den piv-sunde kokosyoghurt.

Hjemmelavet kokosyoghurt

 
800 ml
forberedelse 10 / tilberedning 24 /

Ingredienser

  • 2 dåser kokosmælk
  • 4 kapsler probiotika

Fremgangsmåde

Skold et syltetøjsglas med kogende vand, og lad det dampe af. Kom kokosmælk i det rene glas. Åben kapslerne med mælkesyrebakterier, og drys pulveret ned i glasset. Rør godt rundt med en ske af træ eller plastik. Sæt et stykke tyndt stof over glassets åbning, og hold det på plads med en elastik.

Tænd lyset i din ovn, og sæt glasset ind i bunden af ovnen. Her vil der være den rette lune temperatur, så yoghurten kan udvikle sig. Lad yoghurten i den lune ovn i 24 timer. Tag den derefter ud, rør rundt med en ren (træ)ske, og smag på yoghurten. Er den tilpas syrlig, så luk låget, og stil den i køleskabet. Ellers kan du stille yoghurten tilbage ovnen i op til 24 timer yderligere, til du er tilfreds med smagen. Stil kokosyoghurten i køleskabet, hvor konsistensen vil blive fastere efter 6 timere. Den færdige kokosyoghurt holder sig cirka 1 uge i køleskabet.

Find flere opskrifter i samme kategori


Vigtigheden af en sund fordøjelse

Tarme og fordøjelse er blevet et populært emne – både hvad gælder bøger og kosttrends, men også indenfor forskning, hvor sammenhængen mellem vores sundhed og tarmflora undersøges (læs fx dennedenne og denne artikel). Der er nemlig en stigende erkendelse af, at de mikroorganismer, der er en del af vores fordøjelsessystem, har en enorm effekt på vores fysiske og psykiske helbred.

Fungerer vores fordøjelse ikke, kan vi spise nok så sundt – vores krop vil simpelthen ikke få det optimale ud af maden, hvis den ikke er i stand til at nedbryde den. Det kan eksempelvis være et problem, hvis man har været på antibiotika (hvilket jeg var skræmmende mange gange som barn), eller hvis man i en periode har indtaget for meget sukker, salt og alkohol.


Mælkesyrebakterier til en bedre tarmflora

Vores fordøjelse fungerer bedst, når der er overskud af de gode bakterier. Man kan nemlig ikke skære alle baktusser over én kam, for i vores mave findes der tusindvis af forskellige stammer af bakterier, der på forskellig vis hjælper os med at optage næring. For at tilføje flere af de gode af slagsen, er mælkesyrebakterier et fornuftigt sted at starte.

Yoghurt for en sund fordøjelse

Du har sikkert hørt, at yoghurt og andre surmælksprodukter er godt for vores fordøjelse, og det er helt korrekt. De indeholder nemlig mælkesyrebakterier, der fodrer de gode bakterier og nedkæmper skadelige bakterier og svampe, så fordøjelsen kan fungere optimalt.

Mælkefri & vegansk kokosyoghurt

Men! Hvad gør man så, hvis man ikke kan tåle mælkeprodukter? Hvis man spiser vegansk? Eller hvis man oplever, at yoghurt, der egentlig burde bringe maven i balance, gør præcis det modsatte? Dén båd har jeg selv fundet mig selv i, og derfor plejer jeg min (irriterende) sarte fordøjelse med et kosttilskud af probiotika mælkesyrebakterier samt fermenterede fødevarer som surkål og kombucha. Og så har jeg nogle gange købt kokosyoghurt i helsekosten som et mælkefrit alternativ. Den smager utrolig lækkert men er lige så dyr, som den er god, og derfor er jeg virkelig begejstret for, at det endelig er lykkes mig at lave min egen variant. En kokosyoghurt, med en cremet konsistens og en let syrlig smag, lavet af kun to ingredienser: Kokosmælk og mave-gode probiotikabakterier.

Tips til den perfekte kokosyoghurt

Inden du går i gang med at fremtrylle din egen kokosyoghurt, er der er par gode råd, der er værd at skrive sig bag øret

  •  Sørg for, at du vælger en kokosmælk, der ikke skiller. Hvis du vælger en variant, hvor kokoscreme og -vand deler sig i dåsen, vil din kokosyoghurt også skille. Her kan du vælge kun at bruge kokoscremen og lave en tykkere yoghurt, men den vil naturligvis få en høj fedtprocent. Jeg har haft succes med at lave kokosyoghurt, der ikke skiller af Coop økologisk kokosmælk og Santa Maria økologisk kokosmælk.
  • Brug probiotika kapsler af høj kvalitet. Dvs. et kosttilskud, der kombinerer et højt antal forskellige arter i samme kapsel (jeg bruger Multidophilus fra Solaray). De er dyrere, men langt mere effektive – både når det gælder yoghurtproduktion og som hjælp til at bringe fordøjelsen i balance. Og husk forresten, at probiotika ofte skal opbevares i køleskabet.
  • Brug redskaber af træ eller plastik, når du rører ingredienserne sammen, da metal kan påvirke probiotikabakterierne.
  • Jo længere, du lader din yoghurt udvikle sig, jo mere syrlig bliver den. Hvis yoghurten begynder at ændre farve eller dufte funky, er der noget galt (måske glasset ikke har været helt rent), og den må kasseres.

Jeg håber, I vil synes om opskriften, og glæder mig til at høre, hvordan jeres yoghurt-eksperimenter udfolder sig. Del endelig jeres erfaringer i kommentarfeltet og billeder af jeres kreationer på Instagram med #MARTINYFOOD. Det gør mig så glad at se, hvad I finder på 🙂


33 kommentarer
Vis alle kommentarer
  1. Tak! Den opskrift har jeg set frem til, siden jeg så dit første billede af kokosyoughurt for et par dage siden. Nu må jeg lige Google mig frem til de anbefalede mælkesyrebakterier, og så skal det prøves ?
    Forresten også lige en tak for at du har holdt fast i morgenmøderne. Fik kun kommenteret første gang, men synes altså stadig at de indlæg er mega hyggelige.

      1. Så har jeg også forsøgt mig. Jeg har fulgt opskriften til punkt og prikke, og der er kommet en fin syrlighed, men konsistensen er helt tynd. Tænker om det kan være min ovn der bliver lidt for varm? Blev nemlig lidt overrasket over temperaturen i ovnen, efter den blot har stået med lyset tændt. Nu har jeg smidt en gang chiafrø i den tynde “yoghurt”, så håber jeg den tykner og kan bruges.
        Giver det et skud mere med ovnlågen på klem, med mindre du har et andet bud på hvad der er gået galt 🙂

        1. Hej Mette 🙂 Huskede du at stille kokosyoghurten i køleskabet efter, du har haft den i ovnen? Den stivner først efter at være kølet helt af. Det skule jeg have udpenslet i opskriften (og det er tilføjet nu). Beklager!

          1. Du skal endelig ikke beklage, den havde været på køl ? Forsøgte mig igen med lågen på klem, og der tyknede den en smule. Efter 24 timer var den dog ikke syrnet nok efter min smag, så jeg blev en smule utålmodig, lukkede lågen og gav den to timer mere. Da jeg tog den ud var den godt varm (tror der bliver lidt over 40 grader med kun lyset tændt) og den var igen helt flydende, haha. Alle gode gange tre må der til, og så må jeg væbne mig med tålmodighed, og give den lidt flere timer med lågen på klem ?

          2. Prøv at give den mere end 24 timer. Jeg plejer at give det ca. 1,5 døgn 🙂 Good luck!

  2. Jeg følger dig pga. alle de lækre madopskrifter du laver, men når du skriver sådan et indlæg her, så bliver jeg bare sådan lidt træt og overvejer om jeg skal fortsætte med at følge dig… For det du skriver om mælkesyrebakterier og fordøjelse er altså ikke rigtig. Der er bred konsensus i forksningsverdenen om at probiotika som kosttilskud og i yoghurt ingen effekt har på tarmfloraen i raske mennesker. Bare fordi at man kan se en forskel i fx antal af bakterier i tarmfloraen har det ikke nødvendigvis nogen som helst effekt på noget. Læs denne artikel: https://genomemedicine.biomedcentral.com/articles/10.1186/s13073-016-0300-5 som er et systematic review, der bl.a. konkluderer det følgende: “no effects were observed on the fecal microbiota composition in terms of α-diversity, richness, or evenness in any of the included studies when compared to placebo”. Nogle tidligere studier har formået at vise visse helbredsfordele ved indtag af probiotika ifbm. irritabel tyktarm og afkortelse af turistdiarré. Men når du skriver et blogindlæg på den her måde, fx ved at kalde det pivsundt, så får du det jo til at lyde som om at yoghurt med mælkebakterier er en nødvendighed for et sundt liv og det er altså ikke rigtigt. Det er sandt at vores tarmflora har KÆMPE indflydelse på vores sundhed, men det er altså ikke noget som yoghurt eller kosttilskud kan ændre noget som helst ved.

    1. Hej Laura 🙂
      Tak for et godt input – det er spændende læsning. Og du er selvfølgelig helt selv herre over, om du følger med herinde eller ej 🙂
      Jeg skriver ikke, at man skal spise probiotika, hvis man ikke har problemer med maven – jeg understeger blot vigtigheden af, at man har en velfungerende fordøjelse (som du vist er enig i), og giver tips til, hvad man kan gøre, hvis man oplever problemer (hvilken jeg selv sommetider gør, da jeg har irritabel tyktarm). Hvis der er steder i indlægget, som du ikke mener, er korrekte, må du endelig skrive, så jeg kan rette. Det ville jeg sætte pris på 🙂
      God dag til dig.

  3. Den opskrift glæder jeg mig virkelig til 🙂
    Skal bare lige være helt med, du tænder ikke ovnen eller hvordan?

  4. Hej Emma
    Jeg forsøgte mig med at lave en potion i går, men jeg ikke finde hverken Santa Maria eller Coops økologiske kun deres almindelige, i hvilke butikker har du fundet dem? Jeg endte med at bruge Coops almindelige da den ikke indeholdt fortykningsmiddel og andre mærkelige ting, men forsøget ser ikke helt vellykket ud her 12 timer inde i processen 🙁

    1. Hej Sofie 🙂 Santa Maria har jeg blandt andet fundet i føtex, og begge slags kan findes i superbrugsen. Hvad virker det at være gået galt, tror du? Måske jeg kan hjælpe lidt mere 🙂

      1. Det er både skilt og er stadig meget tynd. Men jeg må da prøve at tage en tur forbi Føtex, så jeg kan give det et nyt forsøg 🙂

        1. Det lyder til, at det er kokosmælken, der gør det. Har også fået et lignende resultat med nogle mærker, jeg har forsøgt med :-/

  5. Dejligt med opskrift Emma, det skal prøves! Jeg har stået flere gange i supermarkedet og overvejet at købe kokosyoghurt, men syntes simpelthen det er for dyrt. – omend, det lyder virkeligt lækkert!

  6. Hej Emma. Ved godt det her er lidt skørt, men jeg er så forelsket i den skål du bruger her – og synes virkelig du har meget pænt porcelæn og keramik. Hvor finder du det?

    1. Hej Julie 🙂 Tak! Jeg finder mit kreamik alle mulige steder. I genbrugsbutikker, på nettet, på markeder osv. Og noget af det er jeg så heldig at få tilstendt. Skålen på disse billeder fandt jeg på et marked på Godsbanen i Århus 🙂

  7. Hej hej. Virkelig dejligt med, så simpel en opskrift. Jeg har længe ville prøve at lave kokosyoughurt. Jeg har forsøgt mig med Santamarias øko kokosmælk. Og de mælkesyrebakterier vi bruger her hjemme. Udos Choice Super Adult. Det giver en dejlig syrlighed, men den skiller for mig. Har du en ide om, hvad der kan være årsagen. Er det meget vigtigt med den rette mængde mælkesyrebakterier? Og er det derfor det giver et andet resultat? Med venlig hilsen Malena.

    1. Hm… Det ved jeg godt nok ikke, Malena. Jeg har ikke selv haft problemer med Santamarias kokosmælk, så det er lidt svært for mig at sige 🙁

      1. Jeg har sat en ny omgang over. Så må vi se ? Dog kunne jeg se efter et par timer, at kokosmælk en deler sig i to. Der er en klar væske i bunden. Hmm. Det skal vist prøves nogle gange. Jeg må prøve coops næste gang. ?

  8. Hej Emma,
    Jeg satte en portion over igår aftes og da jeg kiggede til den imorges havde den vide creme lagt sig i toppen er det normalt? Jeg har købt en økologiske kokosmælk med 18% fedt i 🙂

      1. Jeg har brugt en fra urtekram da de ikke havde nogen af de andre i Føtex 🙂 men kokosmælken vil vel altid skille når man hælder den ud i glasset??

        1. Der er enorm stor forskel på kokosmælk, og det er ikke alle, der skiller 🙂 Prøv en af dem, jeg anbefaler i indlægget. Ellers kan du sagtens bare røre yoghurten sammen, inden du spiser den 🙂

  9. Okay må se hvordan det går 🙂 – skiller din slet ikke med dem du har nævnt? Jeg må prøve at røre i den efter de 24 timer og se hvordan det ser ud og så i køleskabet med den 🙂 tak for svar

  10. Jeg bruger probiotika tabeletter herhjemme i stedet (altså til dagligt brug). Er det muligt at bruge disse til youghurten? Bare knuse dem i en morter?

  11. Hej Emma 🙂
    Jeg har tænkt mig at kaste mig ud i din opskrift senere idag.
    Har du erfaret om et glas med låg fungerer lige så godt som et glas med et tyndt stykke stof som låg, som du bruger i opskriften – og/eller et klassisk sylteglas med metalspænde?
    Vh. Sofie

    1. Hej Sofie 🙂 Du skal ikke sæt låg på, når yoghurten skal syrne. Der skal den nemlig have luft (derfor bruger jeg et tyndt klæde). Derefter lukker jeg glasset til som et almindeligt syltetøjsglas.

Skriv en kommentar