Fish’n’chips med fritter & tartarsauce

Fish’n’chips med sunde fritter

Fish’n’chips er en lækker klassiker, der sagtens kan laves i en sundere udgave, uden at det går ud over smagen. Her får I opskriften – på Emma-måden 😉

I min udgave dropper jeg frituren, og så panerer jeg torsken med hakkede mandler, inden de ryger et smut i ovnen. Resultatet er sprødt og smagfuldt, og fisken er helt perfekt til at dryppe i en omgang hjemmelavet tartar-sauce. Jeg holder af at servere rodfrugtfritter til retten, for lidt ekstra farve på tallerkenen, men helt klassiske kartoffelbåde, skal man heller ikke kimse af.

Fish'n'chips med rodfrugtfritter & tartarsauce

 
Hovedret til 4 personer
forberedelse 25 min / tilberedning 30 min / i alt 55 min

Ingredienser

Fish

  • 800 g torskefilet
  • 1 æg
  • 150 g mandler
  • salt og friskkværnet peber
  • skal af 1 usprøjtet citron

Rodfrugtfritter

  • 1 kg blandede rodfrugter (f.eks. rødbeder, persillerødder og gulerødder)
  • 2 spsk. olivenolie
  • salt

Tartarsauce

  • 1 dl god mayonnaise
  • 1 dl græsk yoghurt
  • 1 håndfuld persille
  • 1 håndfuld purløg
  • 3 spsk. cornichoner
  • 2 spsk. kapers
  • skal og saft af ½ citron
  • 2 tsk. dijonsennep
  • salt og friskkværnet peber

Fremgangsmåde

Rodfrugtfritter

Tænd ovnen på 175°. Skræl rodfrugterne, og skær dem i stave. Fordel dem på en bageplade beklædt med bagepapir, dryp med olie, og krydr med salt. Bag fritterne i ovnen i ca. 30 minutter, til de er møre og sprøde.

Fish

Dup torsken tør, og skær den i aflange stykker. Pisk ægget let sammen i en dyb tallerken. Blend mandlerne til fint mel i en minihakker, og vend det sammen med salt, peber og fintrevet citronskal i en anden dyb tallerken. Vend først fiskestykkerne i æg og dernæst i mandelmelet. Læg dem på bagepladen, og steg dem i ovnen i ca. 15 minutter.

Tartarsauce

Rør mayonnaise og yoghurt sammen. Skyl og hak persille og purløg. Tilsæt finthakkede cornichoner og kapers, citronsaft, fintrevet citronskal og dijonsennep. Rør godt, og smag til med salt og peber.

 

Servér som tilbehør til torskestykker og rodfrugtfritter.

Find flere opskrifter i samme kategori

Se hvor nemt det er i denne video, og husk at følge min facebook-side for flere how-to videoer.

Hvis du prøver en af mine opskrifter, vil jeg elske at se resultatet på Instagram. Tag mig gerne med @emmamartiny eller brug #MartinyFood.


{ Husk, at du kan finde hele min madplan i femina lige her }

Ingen kommentarer
Vis alle kommentarer

Skriv en kommentar