Lammekoteletter med butterbean-dip & gulerodssalat

Lammekoteletter med gulerodssalat

Lam hører jo påsken til, og denne opskrift er særdeles velsmagende. Tilbehøret af ristede gulerødder på den cremede butterbeandip er måske nok lidt mindre traditionel, men det smager virkelig herligt til lam og giver lidt forårsvibes, selvom vi stadig mest har vinterens grove grøntsager til rådighed.

Lammekotelleter med butterbean-dip & ristet gulerodssalat

Hovedret til 4 personer
forberedelse 30 min / tilberedning 45 min / i alt 1 t 15 min

Ingredienser

Lammekoteletter

  • 4 lammekoteletter
  • 2 fed hvidløg
  • 3 rosmarinkviste
  • ½ dl olivenolie + 1 spsk. til stegning
  • saft af 1 citron
  • 1 spsk. honning
  • salt og friskkværnet peber

Ristet gulerodssalat

  • ½ kg gulerødder
  • 1 spsk. olivenolie
  • 1 knsp. salt
  • 30 g pinjekerner

Butterbean-dip

  • 1 dåse butterbeans
  • 1 fed hvidløg
  • saft af ½ citron
  • salt og friskkværnet peber
  • ½ dl olivenolie
  • evt. 2 spsk. vand

Til servering

  • 1 håndfuld bredbladet persille

Fremgangsmåde

Lammekoteletter

Pil og pres hvidløg. Hak rosmarinbladene fint. Rør hvidløg, rosmarin, olie, citronsaft, honning, salt og peber sammen i en stor skål. Læg lammekoteletterne i marinaden, og gnid marinaden ind i kødet. Lad kødet hvile i marinaden i 30 minutter.

Ristet gulerodssalat

Tænd ovnen på 175°. Skræl gulerødderne, og flæk dem på langs i halve eller kvarter. Vend dem med olie og salt, og fordel dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag gulerødderne i ovnen i 30 minutter, til de er gyldne og sprøde i spidserne. Drys pinjekerner over og lad dem riste med de sidste 5 minutter.

Butterbean-dip

Afdryp butterbeans. Pil og pres hvidløg. Blend alle ingredienser sammen ved hjælp af en foodprocessor eller blender – tilsæt olien gradvist og evt. en smule vand, til dippen får cremet konsistens.

Lammekoteletter fortsat

Steg lammekoteletterne i olie på en pande i ca. 8 minutter på hver side.

Til servering

Skyl og hak persillen groft. Smør butterbeandippen ud på et serveringsfad. Fordel lammekoteletter, bagte gulerødder og pinjekerner over, og drys med hakket persille.

Find flere opskrifter i samme kategori

Flere opskrifter til madplanen

Udover opskriften på lammekoteletterne byder denne uges madplan også på et lækkert, dansk stjerneskud med grønne asparges. Er du mere til en varm suppe, der kan lune i kulden, er der opskrift på en grøn ærtesuppe med bacon og sprøde mandler.

Hvis du prøver en af mine opskrifter, vil jeg elske at se resultatet på Instagram. Tag mig gerne med @emmamartiny eller brug #MartinyFood.


{ Find alle opskrifter fra denne uges madplan her }

3 kommentarer
Vis alle kommentarer
  1. Vores lam lykkes ikke til måske, hehe.. Så har sat denne opskrift på menuen søndag, glæder mig allerede 😛

  2. Det lyder som en utrolig lækker opskrift. Har tænkt mig at prøve den næste weekend. Kan jeg bruge rosmarinolie, der skulle være rigtig sundt fx skrev om på castorolie.dk/rosmarin eller bliver det for kraftig i smagen. Skal man holde sig til rosmarin kviste eller kan olien bruges?
    Kh Hanne

Skriv en kommentar