MARTINY PODCAST S3E12 // SOLOSHOW // 5 RÅD TIL BEDRE SELVÆRD


Tidligere på ugen så jeg første afsnit af serien “De perfekte piger” fra DR3. Og jeg blev simpelthen så trist. Trist af at høre, hvor grimt de talte til og om dem selv, hvor meget andres holdning betød, og hvor alene pigerne følte sig.
Jeg kan selv nikke genkendende til nogle af de følelser, der bliver beskrevet i programmet, og det tror jeg egentlig, de fleste unge kvinder kan i dag. For det kræver virkelig et stærkt selvværd (og ikke bare selvtillid) at have det godt med sig selv i disse SoMe-tider, hvor det er så let at sammenligne sig selv med andre og blive gjort opmærksom på alt det, andre (tilsyneladende) har, og som man selv mangler.
Dagens soloshow er inspireret af ovenstående, for programmet gav mig lyst til at give nogle råd videre til de unge kvinder, der kæmper med at føle sig gode nok. Det er ting, jeg selv forsøger at huske på, når jeg har en øv-dag (for dem har vi alle sammen!), og som jeg ville ønske, at nogle havde banket ind i mit hovedet, da jeg var yngre.
Jeg håber, I har lyst til at bidrage med jeres gode råd i kommentarfeltet. Hvad ville du sige til en “perfekt pige”, eller hvad ville du ønske, nogle havde fortalt dig, da du havde det svært? 
LYT MED HER ELLER PÅ EN SMARTPHONE I DIN PODCAST APP

{ I denne episode kan du høre om… }
… De perfekte piger, og hvorfor dokumentarserien motiverede mig til at lave denne episode
… hvorfor dine følelser ikke er unikke
… hvorfor du aldrig er alene
… vigtigheden af sårbarhed, selvom det kræver mod
… hvorfor sårbarhed er med til at knytte tættere bånd
… hvorfor vi skal huske på, at vi alle bare er mennesker
… hvorfor det er så vigtigt at kunne rumme livets kontraster
… at vi bliver nødt til at træne vores pyt-muskel
… hvorfor kontrasten er nødvendig, for at vi kan udvikle os
… at spørge sig selv “hvorfor er det vigtigt?”.
… “We teach what we most need to learn”. 


 

6 kommentarer
Vis alle kommentarer
  1. Hej Emma,
    Endnu et dejligt afsnit af din podcast – og faktisk et rigtig vigtigt et af slagsen, så super skønt at du tager lige netop dette op <3
    Som mor til en 15-årig genkender jeg rigtig meget af det du snakker om – og hun er også indimellem et spejl til mig og min egen måde at tale til mig selv på, som 41-årig, når hun omtaler sig selv på en uhensigtsmæssig måde.
    Jeg vil dog rigtig gerne invitere til at man ikke omtaler det som negative følelser eller tanker, men som udfordrende eller lærerige tanker og følelser. Når vi gør noget negativt, så får det ofte en meget stærkere klang og indre effekt, end hvis vi ser på det med nysgerrighed og lærende…
    Eks. Når jeg, min datter eller hendes veninder taler dårligt til vores spejlbillede så handler det altid om noget andet, noget indre – og lige præcis det, er det vi skal gå ind i og stille os nysgerrige overfor og tænke over:
    Hvorfor føler jeg mig grim, forkert, dum osv.? Hvad handler det om (ofte en følelse inden i) – er det fordi andre har sagt sådan til mig og jeg dermed føler mig forkert? Eller ser du ikke ud som andre, gør som andre osv. og dermed gør dig selv forkert? Når vi kender svaret her, kan vi gå ind og arbejde med den underliggende følelse, og netop undgå at vi hænger os i det andre siger, mener og gør samt at vi kan forløse det i os der ligger og ulmer og bliver trigget af de "negative" følelser….
    Jeg personligt syntes det kan være vigtigt og kraftfuldt at gå ind i det der sker, specielt hvis det sker ofte, for netop at undgå at man identificerer sig med det lave selvværd og selvtillid.
    Blot lidt tanker herfra og ønsker dig en herlig søndag <3

  2. Jeg er helt enig med dig – jeg blev også trist, da jeg så afsnittet, og samtidig kunne jeg fuldstændig genkende mig selv i pigerne. Programmet kunne lige så godt have handlet om mig for bare et år siden, og det gjorde mig også meget trist at tænke på. Tit tænker jeg over, hvad det er for et samfund, vi har fået skabt, hvor unge føler sig så pressede, og flere og flere går ned med stress. Det er virkelig noget, jeg synes vi skal lave om på, for der er ingen, der skal have det som de piger.
    Uh en smøre, programmet ramte mig bare lidt i hjertet. Jeg glæder mig til at høre din podcast, jeg er ikke i tvivl om, at dagens udsendelse, som sædvanlig, er særdeles lytteværdig 🙂

  3. Negativ adfærd tjener næsten altid et formål for den der praktiserer adfærden – og resultatet/udkommet er ikke nødvendigvis negativt – det kan i nogen sammenhænge virke som en (kortvarig) belønning, derfor fortsætter man adfærden, for at få sin belønning, sit kick. De perfekte piger der taler om hvor hårdt det er at skulle være perfekt – de fastholder dermed et fokus på sig selv, de får sympati, opmærksomhed, omsorg og bekræftelse. Måske er det bare det de savner og de formår ikke at få det på anden vis. Tænk hvis de kunne/turde tænke ud over sig selv, tænke på andre end sig selv, være noget for andre, glemme sig selv…dét ville kræve mere af dem – vil jeg vove at påstå. Det ville kræve at de flyttede sig mentalt. Og det ville også i længden give dem mere. Men selvpineri forhindrer ofte at vi går i gang med at leve livet, at vi ser andre, hjælper andre og dermed hjælper os selv. Energien var bedre brugt på at tale om alt andet end en selv. Prøv at gøre det – bare én dag – læs om andre, lyt til andre uden at tale selv, se på andre. Glem.dig.selv. Bare en dag.

  4. Hej Emma. Tak for et godt podcast. Jeg hører det altid mens jeg cykler, og så tænker jeg altid på, hvad jeg vil skrive i kommentarfeltet, når jeg er fremme og kan hoppe af cyklen. Men det betyder ofte, at jeg rent faktisk ikke får sat mig ned og formuleret alle de tanker, jeg har i mit hoved mens jeg lytter til din stemme på min cykel. MEN i dag har jeg sat mig ned, så here goes:
    Jeg tænker, at jeg har det meget på samme måde som dig med programmet på DR 1. Jeg kan genkende mig selv fra et par år tilbage, og den omsorg, som jeg har for pigerne i programmet og deres proces bliver derfor også en omsorg over for mit eget tidligere jeg 🙂 <3 Ift. gode råd, så tror jeg, at jeg har benyttet mig af og vil anbefale en lidt anden strategi end det, du anbefaler med instagram. Min erfaring er, at det, at kigge på andre og 'ophøje sig selv' ved deres fejl, ikke afhjælper ens eget problem. Det kan give en kortvarig effekt at tænke, at andre også har store lår, dårlige hårdage osv. Men i sidste ende er det stadig præcis den adfærd, som tynger en selv; at vurdere sit eget værd ift det, andre har at byde på. Jeg er helt med på ideen om at 'afmystificere' personer eller at forholde sig til, at de også bare er mennesker. Men jeg tænker bare, at man med den adfærd aldrig kan slippe ud af sammenligningsspiralen og stadig fastholder sig selv i at sammenligne sig selv med ens egne tanker om andre mennesker. Derfor er mit bedste råd at fokusere på det, man selv har at byde på og kan give til verden. Så i stedet for at benytte andre folk til selv at få det bedre, så må man selv tage det ansvar og vende blikket et andet sted hen. Det kan fx være mod sig selv og kigge på alle de gode ting, man har i sit liv og give det værdi og kærlighed. Jeg plejer jævnligt at slette min instagram og snap i perioder, for simpelthen at kunne være gladere i mit eget – 'virkelige' liv og ikke forholde mig til hvad andre – ofte totalt fremmede mennesker – går og laver, har på af tøj, spiser af mad, laver med deres kærester osv. Giver det mening?
    Og igen; tak for et rigtigt fint podcast. Jeg føler, at din oprigtige omsorg lyser ud af denne episode, og det er simpelthen så rørende, synes jeg <3

  5. Jeg synes, du har fat i noget meget vigtigt, Mette.
    Den ekstreme individualisering i samfundet får os til at opføre os enormt egoistisk – og jeg tror, at det meget sjældent er bevidst. Jeg mener, at vi skal se meget mere udad, væk fra os selv, og så vil vi helt naturligt mærke de ting, der kommer igen. Jeg taler ikke om, at vi skal underminere vores følelser, og det er bestemt vigtigt at turde være sårbar. Men hvis vi hele tiden piller os selv i navlen, så kan vi heller ikke se andet, og så begynder man jo netop at stirre sig blind på tingene. Det er klart, at de her tanker, som mange går rundt med, kommer et sted fra – der er pres fra samfundet på mange måder og der er bestemt en masse, vi skal arbejde med og kæmpe for at få ændret, også rent strukturelt. Men vi bliver nødt til at modarbejde presset ved at dyrke fællesskabet, ved at se udover os selv, se på verden og opleve den. Hele den her selvhjælpskultur er desuden også noget, der i høj grad opfordrer til, at individet skal gøre tingene selv, og når vi hele tiden kigger på os selv, får vi også hurtigt plantet en idé om, at vi kan blive bedre. Når vi bliver ved med at stirre, slår det interessante hurtigt over i det kedelige, for kedsomhed bor i det interessante – og så skal vi finde på noget nyt, der er interessant. En enormt opslidende proces. Når vi læser/ser/hører om, hvad man kan gøre for at “optimere” sig selv, så begynder man at finde fejlene hos sig selv. “Fejl”, der ikke var der, før man begyndte at lede efter dem. Jeg synes, at vores samfund har brug for, at vi kigger hinanden i øjnene – i det fysiske rum – og måske finder noget i os selv dén vej i stedet.
    Det betyder selvfølgelig ikke, at mennesker ikke har brug for hjælp til at komme ud af tankemønstrene. Min pointe er bare, at jeg mener, at vi trænger til et skift i fokus – en ændring i, hvordan vi vil hjælpe, hvad vi vil råde hinanden til. Jeg tror personligt ikke, at samfundet har brug for mere selvhjælp lige nu, men at vi i stedet finder sammen i den virkelige verden og at vi lærer at se den anden i stedet for os selv.
    Og så kan jeg ikke lade være med at være nysgerrig og undre mig: Hvorfor har mennesker en instagram-profil? Hver gang jeg hører om lavt selvværd, bliver instagram (og andre sociale medier) nævnt. Hvis mennesker mest af alt bliver negativt påvirket af at være der, eller hvis det føles som en stress-faktor at skulle lægge såkaldte perfekte billeder op, hvorfor er man der så? Hvad er det, der er positivt, hvad er det, der er givende ved at have en profil på instagram, og er det positive en oplevelse, der overskygger alt det negative og det store fokus på “mig”?

  6. Dejligt med så mange skønne råd, for mig har både podcast og kommentarer været med til at starte min ferie godt ud.
    En lille ting jeg måske kan bidrage med er, at foretage sig noget skønt “i hemmelighed”, om det er en ferie, tøseaften eller lign. som man ikke fortæller til en masse, og ikke poster billeder af på sociale medier, for simpelthen bare at sige “disse øjeblikke er ikke for andre end mig (og dem man evt. er sammen med), meningen er at jeg skal nyde det, og ikke nyde at andre kan se at jeg nyder det”
    Kram og god påske

Skriv en kommentar