Skinny eller flare


Sé selv! Jeg sagde jo, at jeg ville blive bedre til at poste outfitbilleder herinde. Og siden jeg har fået flere spørgsmål om de dér jeans, jeg viste jer i min seneste video, tænkte jeg, at jeg lige ville lave et blogpost om dem også. Bukserne er fra Weekday, modellen hedder Ace, og I kan finde dem lige her til bare 400 kr. De er lavet af økologisk bomuld, og så er de mega-monster behagelige at have på.
Jeg ser jo egentlig mest mig selv som en kjolepige (eller en Ganni-pige er det vel nærmest 55% af tiden). Men den sidste måneds tid har jeg ofte skiftet kjolerne ud til fordel for højtaljede jeans, gerne med godt med vide i benene. Et eksempel er dette par fra H&M, og så er Weekday modellen også et hit. Ja, faktisk så meget, at jeg både har dem i sort og klassisk vasket denim.

Jeg kan tydeligt huske, da jeg var med min mor ude for at shoppe mit outfit til Blå Mandag. Det føltes som det vigtigste i verden, at jeg fandt det smarteste af det smartest tøj på gågaden, og her var et par ultra tight, uhyggelig lavtaljede bukser fra G-star et must. Min mor var noget skeptisk, da jeg prøvede at overbevise hende om, at sådan skulle de altså sidde. Og at nej, det var ikke vigtigt, om de var for stramme til, at jeg kunne sidde ned. Det vigtigste var derimod, at jeg ville se cool ud, når jeg og årgangen skulle vandre op og ned af strøget i Århus sammen med resten af Jyllands nyudklækkede konfirmander.
I dag kunne jeg aldrig drømme om at iføre mig samme jeansmodel. Eller man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig, for nogle år tilbage ville jeg nok have svoret, at bukser med bredde i benene var yt. Men jeg håber altså aldrig-aldrig, at jeg hopper med på dillen, hvis ultra stramme, lavtaljede skinny jeans kommer på mode igen. Så må I lige love at stoppe mig, ikke?

Jeg tror faktisk netop, at grunden til, jeg pludselig er blevet så glad for at gå i jeans, er, at jeg endelig har fundet frem til hvilken model, der klæder mig. Skinny jeans er helt sikkert pænt til langt de fleste, men jeg synes simpelthen ikke, at det gør mine korte ben meget godt. Og mon ikke nogle af jer har det på præcis samme måde med de flare jeans, man ser her, dér og alle vegne for tiden? Spørgsmålet er så bare, hvornår vi lærer, at vi skal stoppe med at hoppe på alle trends og i stedet kigge os selv i spejlet og spørge os selv, om det egentlig klæder os og får os til at have det godt.

14 kommentarer
Vis alle kommentarer
  1. Du er i al fald MEGA godt ud! De klæder dig så flot 🙂 Gad vide om mine hofter og muskuløse lår ville gå godt i dem? Det skal komme an på en prøve 🙂
    God dag, seje!

    1. TAK, Laura! 🙂 Altså jeg har også selv semi-store lår (alt er selvfølgelig relativt) men bukserne “skjuler” dem lidt 😉

  2. Du ser i hvert fald rigtig godt ud! Det vigtigste er at man føler sig godt tilpas i sit tøj, så kan alt andet være underordnet 😀

  3. Wow, de ser virkelig flotte ud på dig! Den model må jeg prøve, går kun i stramme stramme sorte jeans med mine korte ben med store lår, men måske den model kan skabe silhuetten af længere ben!

    1. Giv dem et forsøg! Jeg synes selv, at det er langt mere klædeligt til mine langt-fra-modelben 😉

  4. Hvor er du fin, Emma ? Og hvor er det dejligt med outfitbilleder – jeg kan nemlig så godt li’ din stil ?

  5. Hej
    Jeg ved, at du har haft et par af de bukser fra weekday i flare. Jeg har selv lige investeret i et par, men jeg synes simpelthen, at de sidder så sjovt foran, de danner nærmest sådan et V, hvis det giver mening. Derfor ville jeg egentlig bare lige høre din erfaring, om de ved, om det bliver bedre, når man vasker dem eller bruger dem mere? 🙂

    1. Hej Cille 🙂 Det er dem, jeg har på på billederne, du mener ikke? De sidder som de ser ud på billederne. Synes ikke, at der er et V 🙂

Skriv en kommentar