Sunde hverdagsvaner


I disse måneder har jeg søde Katrine i praktik. Hun læser Global Nutrition and Health her i Århus, og vi deler derfor vores store interesse for sundhed, kost og bevægelse. I ved, at jeg elsker at nørde diverse artikler og synes, det er spændende, hvordan forskellige produkter, fødevarer og sunde vaner har indflydelse på mit eget velvære. Her har Katrine en noget mere faglig tilgang, for hun ved langt mere om, hvordan kroppen rent faktisk fungerer – og ikke bare, hvad der trender på Instagram ;-). De næste måneder vil vi derfor krydre mine blogposts om sundhed og velvære med Katrines faglige inputs, så indholdet bliver endnu mere brugbart og inspirerende for jer, der følger med.

De næste tre uger vil vi dele en lille føljeton om vaner, hvor I kan blive inspireret til at føje nye sunde vaner til jeres hverdag, og samtidig blive klogere på, hvorfor det netop er så enormt vigtigt at etablere og vedligeholde de gode vaner.
Vi kan have nok så mange intentioner om at passe på os selv og føre en sund livsstil, men i sidste ende er det ikke det, vi gør én, to eller måske tre gange, der gør en forskel. Det er vores vaner – de valg vi træffer hver, hver anden eller måske hver tredje dag – der former, hvem vi er og bliver til.

{ HVORFOR ER VANER SÅ VIGTIGE? }

Katrine: Vaner er vigtige, fordi de er med til at forme vores adfærd og dermed vores livsstil. Langt de fleste af os ønsker at være sunde, raske og gode ved os selv, fordi vi ved, at en livsstil, der er præget af netop de ting, mindsker både risiko for sygdomme, forlænger livet og påvirker både velvære og udseende positivt.
Som Emma så fint påpeger, er det ikke én enkelt god og sund handling, der gør en forskel men rutinen og de faste rammer. Det er de valg, vi gentager ofte, der har en betydning for vores udvikling.
At etablere gode sunde vaner er vigtigt, fordi sundhed bør komme naturligt, og velvære bør ikke være til besvær. Hvis vi lærer (gerne i en tidlig alder), hvordan vi passer på os selv – gennem kost, bevægelse og gode tanker om os selv – mindsker vi både risiko for sygdom og diverse skavanker og øger samtidig muligheden for et langt og især fysisk sundt liv.
{ HVAD ER EN GOD VANE? }
Katrine: De fleste af os har en idé om, hvilke vaner, vi har godt af at implementere i vores hverdag. Med regelmæssig bevægelse (gerne noget, der får pulsen op), godt med vand og rigeligt med grøntsager og variation på tallerkenen kommer man langt.  
Udover de generelle guidelines for, hvad vores krop har godt af, findes der ikke et ultimativt sæt sunde vaner, der er lige gode for os alle sammen. Det, der er en sund vane for den ene, vil ikke nødvendigvis være det for en anden. For nogle føles det nemt at snøre løbeskoene flere gange ugentligt, mens andre hellere vil gå til zumba. Og på samme måde kan det for nogle føles godt at spise vegetarisk, mens det for andre er helt uoverskueligt. Det er der ikke nødvendigvis en helt særlig grund til, udover at vi simpelthen bare er forskellige – vi har forskellige kroppe, sind, mål og vidt forskellige hverdage.  
Nogle af os har “bare” et ønske om at forblive sunde og raske gennem livet, mens andre, såsom (hobby)atleter og modeller, har nogle mere konkrete og fysisk krævende mål, der unægteligt kræver nogle andre vaner og mønstre. Hvis man gerne vil kaste et kritisk blik på sin livsstil og måske etablere nogle nye, gode vaner, er det derfor en god idé at starte med at stille sig selv spørgsmålet “Hvad er det egentligt, jeg ønsker at opnå?”. Dernæst er det vigtigste, at vores vaner er realistiske, og at de dermed kan vedligeholdes.
 

{ EMMAS SUNDE VANER }
Som Katrine skriver ovenfor, er det vigtigste, at vaner er realistiske, og at de bidrager til, at vi kan opnå vores individuelle mål. Jeg har ikke et ønske om at ende som fitnessmodel eller at gennemføre en iron(wo)man – men jeg vil gerne føle mig frisk, stærk og smidig, og så er det vigtigt for mig at have mentalt overskud, så jeg har energi til at opnå mine mange drømme.
Herunder har jeg listet de tre ting, jeg oplever har den største effekt på mit velvære. Det er ikke noget hokus-pokus men helt simple “grundvaner” som jeg oplever, er essentielle for min sundhed. Jeg kan tørbørste nok så meget og spise alverdens super foods, men hvis disse tre vaner ikke er på plads, kommer jeg hurtigt til at føle mig ude af balance.  

Daglig bevægelse
Jeg bevæger mig hver dag. Det betyder ikke nødvendigvis, at jeg træner eller får sved på panden hver dag, men jeg bevæger mig dagligt, altid, året rundt. Nogle dage er det en gåtur eller yoga, og andre dage er det intervalløb eller holdtræning. Spørgsmålet er ikke om, jeg skal bevæge mig, spørgsmål er hvordan, og det svarer jeg på ved at mærke efter, hvad min krop har lyst til og brug for, for at føle sig frisk, smidig og stærk.
♥ God søvnrytme
Jeg er slave af min søvn, og jeg føler mig ikke som den bedste udgave af mig selv, hvis jeg ikke sørger for at have gode vaner omkring min søvn. For mig betyder det, at jeg sover 7-8 timer hver nat – og jeg ved, at det passer til mig, for så vågner jeg som regel lidt før mit vækkeur. Jeg har tidligere delt mine bedste råd til god nattesøvn, som I kan finde lige her – indlægget trænger dog snart til en opdatering, som I får senere på ugen, for jeg har flere råd, jeg gerne vil dele med jer snarest.
♥ Daglig meditation
… eller næsten daglig i hvert fald 😉 Dette er nemlig den vane, jeg kæmper mest med at vedligeholde. Og det er egentlig skørt, for meditation kræver så lidt, men vanen gør en enorm forskel for mit overskud og velvære. I øjeblikket mediterer jeg to gange om dagen, 10 minutter om morgenen og 10 minutter om eftermiddagen, og jeg stornyder det – men jeg forsøger samtidig at holde mig selv lidt i ørene, for jeg ved, hvor hurtigt jeg begynder at skippe min daglige praksis, når kalenderen bliver lidt for fuld.

I næste uge bliver temaet “vaneændring”. Vi skal altså blive klogere på, hvordan man etablerer en ny vane. Derfor er vi nysgerrige på at høre jer, hvilke sunde vaner I ville ønske, I kunne skabe? Ville I gerne bevæge jer mere, blive bedre til at slappe af eller spise flere grøntsager? Del endelig i kommentarfeltet. Vi vil så gerne høre fra jer ♥


 

16 kommentarer
Vis alle kommentarer
  1. Jeg er god til at slappe af og spise mine grøntsager, men det halter på bevægelsessiden. Jeg er glad for yoga og gåture, men det der med at få pulsen op… det halter altså lidt. Først og fremmest synes jeg det er hårdt og så opgiver jeg. Jeg bliver også hurtigt utålmodigt og vil bare gerne se forbedringer NU.

    1. Hej Ida 🙂
      Det har taget mig mange år at blive glad for bevægelse, så måske jeg kan komme med et råd eller to. For mig hjalp det at droppe forventningerne til, hvor hurtig/stærk/udholdende, jeg skulle være. Eksempelvis holder jeg ofte gå-pauser på mine løbeture eller tager en puste-pause, når jeg har brug for det på holdtræning. Hvis jeg har en alt-eller-intet mentalitet, hvor jeg SKAL løbe hele den tur, jeg har sat mig for inden afgang, eller ALDRIG må holde pauser, hvis det er hårdt, kommer jeg sjældent afsted. Jeg har arbejdet med at skifte mit mindset fra, at træning skal gøre ondt, før det gør godt, til at det handler om, at jeg skal bevæge mig – og bevægelse kan godt være sjovt og rart og samtidig super sundt for os 🙂
      KH

    1. Tusind tak, Cathrine 🙂 Det er jeg sikker på, at Katrine også bliver glad for at læse 🙂

  2. Hej Emma og Katrine. Sikke et godt og gennemarbejdet indlæg – jeg glæder mig til de næste i føljetonen 🙂 Mht. vaner vil jeg enormt gerne blive bedre til at lukke ned for telefonen og det digitale inden sengetid. Det lyder så nemt, men det er virkelig svært for mig og jeg tror, det påvirker min søvn. Jeg har altid været glad for at læse i fysiske bøger, men efter Instagram og Netflix gjorde deres indtog, får jeg simpelthen ikke læst bøger i hverdagen, men desværre kun i ferier. Så man kan sige, at mit vaneændringsønske er to-sidet; at blive bedre til at lukke ned for det digitale for samtidig at (gen)åbne for den ‘good old’ gammeldags læsning. 🙂

  3. Hej Ida (og Emma). Jeg plejede at dyrke sådan en slags motion, som giver høj puls, f.eks. løb og diverse crossfit-agtige hold i fitness. Nu dyrker jeg kun yoga og elsker også at gå en rask tur, og jeg har det faktisk bedre end nogensinde. Jeg er sjældent syg, og jeg har det godt med min krop (helt sikkert yogaens fortjeneste!). Jeg tror ikke, min krop er bygget til “hård” motion – selvom yoga selvfølgelig også kan være super hårdt. 😉 Da jeg løb og dyrkede crossfit/styrketræning, blev jeg ofte sådan lidt syg af udmattelse, hvis I kender det… Det gør jeg generelt, hvis jeg har kørt for hårdt på. Jeg kan godt savne at løbe, og bekymrer mig også indimellem som dig, Ida, om, hvorvidt jeg får pulsen nok op. Jeg håber at komme i gang med løbet igen en dag, men jeg har været ret plaget af skinnebensbetændelse, så det var oprindeligt derfor, jeg stoppede med det. Dog føler jeg mig sund og stærk, og jeg føler, jeg har lært, at det at dyrke motion ikke behøver at være totalt sveddryppende. Det kommer så meget an på, hvad man har det bedst med 🙂 Pt. er jeg også gravid, 5,5 måneder henne, og det har faktisk været en øjenåbner at opleve, hvad der bliver anbefalet til gravide: At cykle, en rask gåtur, svømning/vandgymnastik, let styrketræning – og så bare det, man er vant til, om det så er løb, crossfit eller yoga. Det er altså nogle ret overskuelige motionsformer, skulle jeg mene, og igen er det vigtigste bare, at der er en eller anden form for bevægelse. Jeg tror, der er stor forskel på, hvad der er sundt på instagram, blogs osv., ifølge Sundhedsstyrelsen, og hvad der egentlig er sundt for dig. 🙂
    Til Emma: Min ‘hurdle’ er også at vedholde en meditationspraksis. Så det må I gerne skrive om :-*

  4. Hej Emma,
    Dejligt emne at tage op på bloggen! Jeg ønsker at ændre mine forventninger til mig selv. Jeg har altid meget høje forventninger til, at jeg skal kunne løbe 10 km efter 2 uger, gå til HIT flere gange om ugen og samtidig spise utrolig sundt – Det er med andre ord – alt eller intet. Men det kan være meget opslidende. Har du gode råd til dette?

  5. Hej Emma og Katrine, Virkelig spændende indlæg!? Jeg vil egentlig bare gerne gøre mere af det hele i min hverdag – alt fra mere bevægelse til mere forbydelse og mere væske! ? Det jeg synes at jeg altid glemmer omkring sunde vaner er, at det faktisk tager tid at få dem etableret. Jeg oplever ofte at jeg enten får gjort det hele eller slet intet. Enten er jeg helt vild med at være god ved mig selv, eller også nedprioriteres det fuldstændig. Hvis min hverdag er rutinepræget, synes jeg det er nemmere at prioritere, men uanset hvad, tager det både meget energi og tid for mig at være sund! Hvilket jo bare skulle være naturligt at prioritere! ? Jeg har hørt at det handler om at tage en vane af gangen og få den hægtet på hverdagen, men jeg tænker også at det handler omkring min mentalitet omkring vaneændringer. Det ligger lidt i ordet for mig, at det er noget stort og foranderligt, og det kan man jo sjælendt overskue at forholde sig til under fx en eksamen…. ? SÅÅ Jeg glæder mig til at følge med i de næste uger, hvor jeg helt sikkert bliver inspireret af jer! Rigtig dejlig dag til jer begge!

  6. En vane, jeg synes er enormt svær at bryde, er, at hygge = snacks. Når jeg skal være god ved mig selv, eller hygger med veninder og familie, inkluderer det ALTID snacks, og når man er et meget socialt menneske som mig, kan det betyde snack-hygge aftner fem gange i ugen. Og det spiller jo ikke! Har I er råd til det?

  7. Tak for et rigtig godt indlæg til jer begge! Det er alletiders emne at tage op, glæder mig til at følge med i føljetonen 🙂
    Generelt er jeg godt tilfreds. Men jeg vil gerne implementere lidt mere fysisk aktivitet, der giver sved på panden i min hverdag for tiden. Jeg går ture hver dag, og yoga mindst en gang om ugen pt. Og lige nu, hvor det er ved at være eksamenstid, synes jeg det er svært at få overskud (og tid) til mine løbeture. Har I et godt råd til at få indkorporeret fysisk aktivitet med sved på panden i travle perioder?
    Jeg kunne også godt tænke mig at variere især mit frokost måltid lidt mere, så det ikke kun er rugbrød med pålæg og gnavegrønt til, selvom det er dejlig nemt 😉

  8. Jeg bevæger mig for lidt, og det frustrerer mig. Jeg er et disciplineret menneske og dygtig til mit arbejde (og mit studie dengang), jeg har mange veninde- og kæresteplaner og er god til at strukturere mit liv. Alligevel er det mig komplet umuligt at få noget bevægelse ind i mit liv, fordi jeg simpelthen.ikke.gider. Det keder mig så grumt! Jeg ved godt at det er sundt og godt og giver overskud og alt muligt, men det keder mig så uendeligt meget. Samtidigt er det umuligt for mig at sætte mig et mål og gå efter det, fordi min krop er plaget af allergi og skavanker, der besværliggør de mest gængse motionsformer som fx løb. Det er en kilde til evig skam og dårlig samvittighed, at jeg kan være så ‘put together’ på andre fronter i livet og så samtidigt så komplet håbløs, når det kommer til bevægelse. Det er bestemt det, der påvirker min sundhed mest negativt og min dårligste vane.

  9. Hej Helle 🙂 Jeg står faktisk i næsten præcis samme situation som dig. Jeg vil så gerne pakke teknologi væk i god tid før jeg går i seng og dedikere den sidste times tid på aftenen til læsning eller noget andet der kan få mig til at geare ned og slappe af. Jeg syntes virkelig heller ikke det er nemt. Tit ser jeg et par afsnit af en serie med min kæreste og så bliver klokken faktisk 11 før vi kommer i seng og jeg vil egentlig gerne sove omkring kl. 10. Jeg er derfor virkelig begyndt at øve mig i at gøre mig selv “sengeklar” omkring kl. 9 – jeg børster tænder, vasker ansigt, ryder måske lidt op og sørger for at pakke computeren helt væk, og sætte mobilen til opladning (med skærmen nedad, så lyset ikke forstyrer) – mens jeg gør mig sengeklar, bruger jeg en masse tankeplads på at fortælle mig selv hvor godt det er at jeg prioriterer min søvn og passer på mig selv, og mindes den god følelse jeg vågner op med når jeg har fået en god nats søvn. Nogle gange spiller vi et brætspil inden sengetid, istedet for tv og det hjælper også lidt, for så gør jeg mig sengeklar inden og kan hoppe direkte i seng når vi har spillet 😉 Et lang stykke hen af vejen handler det om at udvikle det rette (positive) mindset omkring sin ønskede vane og samtidig virkelig vide hvordan man kommer igang og udfører den, samt mindes hvilken følelse det giver én når man udfører sin vane. Det skal vi snakke lidt om i næste uge, så det håber jeg virkelig du får noget ud af 😀

  10. Som en af de andre også siger, så er det en utrolig dårlig vane for mig, at starte og slutte min dag foran skærmen på min telefon. På de sociale medier, serier på Netflix osv. Jeg ville ønske jeg kunne bryde vanen med, ikke at række ud efter telefonen som det første om morgenen. Ikke nok med at det er dumt, men jeg ender oftest med at glo ind i den i 15-20 min. Dette giver mig som sådan ikke noget – udover hovedpine.

  11. Som det er blevet nævnt før, så er min hurdle virkelig at hygge er lig med usund indtagelse. Det har højst sandsynligt også noget at gøre med, at min kæreste er ret glad for sodavand og chips, men jeg ville så gerne blive bedre til, at vælge andre alternativer, der koster nogenlunde det samme.
    Måske nogle god idéer til prisvenlige snacks, der er sundere end chips og slik, og hvad man ellers kan give kroppen, når den begynder at skrige efter sukker, når det er ved at være tid til at skulle i seng.
    Så må jeg lige tilføje, at det er et rigtig fint og gennemarbejdet indlæg. Det fungerer helt bestemt med lidt mere faglig viden sammen med nogle eksempler. Glæder mig til at se hvad I to kan udvikle af gode indlæg 🙂

  12. Virkelig godt og spændende indlæg og jeg glæder mig til at læse de næste. Jeg ville ønske, at jeg kunne få en god vane omkring at strukturere min hverdag, så jeg får købt tilstrækkeligt ind, lavet en madplan og måske får booket et par hold- eller yogatimer. Det ville hjælpe mig så meget i min hverdag, hvor jeg mangler struktur, men jeg kan ikke rigtig komme igang med det. I stedet tager jeg ofte bare dagene, som de kommer, og det synes jeg bare ikke fungerer særlig godt.

  13. Hej Katrine. Tusind tak for dit fine svar 🙂 Jeg praktiserer faktisk allerede ‘gå tidligt i seng’ ritualet med at begynde at gøre mig soveklar omkring kl. 21 og det er så rart. Problemet er bare, at jeg rækker ud efter telefonen, når det er, alligevel. (Pokkers telefon.) Hvis det er for svært for mig at vælge bogen fremfor telefonen, kunne jeg måske begynde at lytte til lydbøger i stedet og tage det et skridt ad gangen på den måde i stedet for at tage en “kold tyrker”… I hvert fald glæder jeg mig til næste indlæg om vaner og mindset i næste uge. Fortsæt endelig det gode arbejde 🙂 God dag til jer begge. Kh. Helle

Skriv en kommentar