MARTINY PODCAST S3E22 // AT RUMME DET UPERFEKTE


Vi er så småt ved at nærme os afslutningen på denne sæson af Martiny Podcast. Det er blevet sommer, og jeg kan mærke, det er tid til, at jeg skruer lidt ned for blusset, bruger færre timer foran mikrofonen (og skærmen), skaber mindre og nyder mere. Selvom jeg elsker, det jeg laver, tager jeg også sommetider mig selv i at blive fanget i en “content-mølle”, hvor jeg bare producerer og producerer, og dér tror jeg, det er sundt lige at tage en pause og mærke efter. Hvad føles godt? Og hvad virker egentlig efter hensigten, både for mig og for jer?
Før vi runder sæsonen af, har jeg et virkelig spændende interview til jer i næste uge, og så får I et soloshow i dag, der på mange måder slår en fin sløjfe på de sidste søndages podcastepisoder. Vi skal nemlig tale om, hvordan vi kan blive bedre til – og hvorfor det er så vigtigt – at kunne rumme det uperfekte.
Vi lever i en tid, hvor vi så let som ingenting kan følge med i andres liv på de sociale medier, og selvom vi måske godt ved, at alt ikke er perfekt bag facaden, virker det altså ofte sådan. Og så kan det svært ikke at begynde at sammenligne og nå til konklusioner om, at vi ikke er smukke/lykkelige/gode nok.
I dagens episode taler jeg om, hvordan vi lærer at rumme – og sætte pris på – vores uperfekthed. Hvordan vi kan blive bedre til at rumme de dårlige dage, de svære følelser og angsten for at fejle, så vi tør at leve livet helt og gå efter vores drømme.
LYT MED HER ELLER PÅ EN SMARTPHONE I DIN PODCAST APP

{ I denne episode kan du høre om… }
… hvad I kan forvente af de sidste afsnit af denne podcast-sæson. 

… hvorfor vi egentlig stræber efter at være perfekte og ønsker at passe ind.
… hvorfor vi ikke finder vores rette fællesskab, hvis vi konstant stræber efter at følge samfundsnormerne.
… at være sig selv og vise sårbarhed, og hvorfor det er vigtigt, når man vil finde nye fællesskaber.
… hvorfor vi skal minde os selv om, at der, hvor vi er lige nu, er lige præcis der, hvor vi skal være.
… hvordan vi kan blive bedre til at rumme vores dårlige dage.
… livets kontraster, og hvorfor vi skal lære at sætte pris på dem.
… hvorfor vi skal kunne rumme hele følelsesspektret.
… angsten for at fejle, og hvorfor den spænder ben for, at vi kan opnå vores drømme.
… hvordan vi træner vores “pyt-muskel”.
… hvorfor livet er sjovere, når vi tør leve det uperfekt.

 


 

11 kommentarer
Vis alle kommentarer
  1. Skøn episode! Får virkelig én til at tænke over ens eget selvbillede, om at være perfekt. Skal helt sikkert lærer at bruge min pyt-muskel noget mere!❤️

  2. Dejligt og vigtigt emne! Det er altid så spændende at lytte til dit podcast og opdage, hvilket emne du har valgt at tage hul på denne uge. Selvom de fleste af os godt ved det, så er det godt at blive mindet om at træne vores pyt-muskel 🙂 Det bliver man nok aldrig helt færdig med. Jeg har også altid syntes, at det uperfekte var langt mere interessant, og de venner, jeg er allertættest med er da også dem, der tør vise den side af sig selv 🙂

    1. Tak, Julie <3 Det er nemlig sådan en fin og vigtig pointe - vi bliver nødt til at vise sårbarhed, hvis vi skal kunne knytte tætte bånd med andre.

  3. Sikke en skøn omgang Emma i øregangen! Jeg har gemt afsnittet til en dårlig dag, så jeg kan minde mig selv om, at alt nok skal gå – pyt simpelthen 🙂 Tak for det inspirerende solo-afsnit!

  4. For mig at se er det lidt problematisk at bruge et ord som uperfekt (som rigtig mange gør), når de fleste af os godt ved, at det perfekte er en illusion. Er der et uperfekt, må der i sagens natur også være et perfekt, hvilket i denne sammenhæng er en helt unødvendig dikotomi at fremstille, synes jeg. Især når det uperfekte knyttes sammen med det at være almindeligt menneske og gå på toilettet. At være menneske er jo ikke at være uperfekt, at være menneske er bare menneskeligt.
    Jeg savner ikke mennesker i mit liv, som siger højt, at de er uperfekte, men jeg tiltrækkes af mennesker, som ikke har brug for at definere sig selv, og som rækker ud i livet. Og denne rækken ud er for mig at se også en del af det at blive voksen, som kan, inden for denne ramme, minde os om, at det at være voksen ikke er ensbetydende med at være alene, måske sågar at være ensom, at skulle klare alting selv osv. Det at være voksen fordrer i højere grad (fordi mor og far el.lign. ikke gør det for én) at have modet til at række ud til andre mennesker og dele alverdens oplevelser, herunder følelser, i stedet for at tro, at ansvaret helt og holdent ligger på egne skuldre. At blive ved med at dele, at hjælpe og at bede om hjælp, at huske at rette blikket væk fra sig selv og insistere på dét i voksenalderen, handler i høj grad om ansvar, synes jeg. Præcis ligesom det er et ansvar at træne sin pyt-muskel, som du så fint beskriver det.

  5. Tak for endnu et godt afsnit!
    Vi er en gruppe veninder på studiet som har læst en del sammen igennem studiet, og til tider havnet i stressede situationer med store forventninger og bekymringer – til os selv og hinanden. På et tidspunkt begyndte vi at sige ‘der er ingen løver’, som i at, vi skulle minde os selv om, at vi altså ikke stod i en reel livsfarlig situation – det føltes bare sådan pga stress over deadline eller forestående eksamen. Så kunne vi sænke skuldrene, huske at holde kaffe-sludre-pause og give hinanden fri når dagen var omme. Det hele skulle nok gå alligevel. Og det gjorde det jo! Og vi hyggede os imens <3 Jeg tror at det er vigtigt at tage sin plads i det, rumme sine egne behov, men også huske at give plads til andres – og lige hive i håndbremsen hvis det stikker af!
    Glæder mig til at høre med i næste uge <3

    1. Det var bare så lidt, Ida. Det lyder som det fineste lille mantra, I har fundet jer. Sjældent er de ting, vi bekymrer os om, jo faktisk livstruende, og det kan ikke gå være end galt 🙂
      KH <3

Skriv en kommentar