Små ting

{ Århus’ (og måske verdens?) bedste stracciatella finder man hos Social Foodies }

{ Når rester ser sådan her ud, er det helt OK }
 { Søndag kiggede vi forbi indvielsen af den smukkeste bænk, som Philip og Johannes fra Krøyerbrøchner har designet og bygget }

{ Ude og lufte min “Let the ‘beet’ drop” totebag. Skal du have fat i et? }

{ Frokost med søde og altid inspirerende Ann-Christine }

{ Når det er så varmt på kontoret, at man bliver nødt til at rykket mødet udenfor }

{ Bare tæer og yndlingsblomster i kolonihaven }

Der er simpelthen sket så meget den sidste uge, at jeg slet ikke ved, hvordan jeg skal starte dagens blogindlæg. Måske bare fra en ende af? … Lad os prøve!
Jeg startede ugen med at undervise på Journalist Højskolen, gennemgå årsregnskaber og holde møde med min revisor. Tirsdag til onsdags var jeg i København for at filme med Karolines Køkken. I ved, sådan en tur, hvor man arbejder på toget, tager direkte ud til første møde, videre til det næste, sover på hotellet og så det samme om igen, bare i modsatte rækkefølge, dagen efter. Når jeg skal tilbage til København om et par uger, skal jeg altså lige have lidt tid til også at nyde byen (og nogle af de søde mennesker, der bor i den) også.
Hjemme i Århus igen fik jeg besøg af et andet filmhold, og så gik hele torsdagen ellers med at optage flere opskriftsvideoer, bare i eget køkken. Sjovt – men også lidt hård i små 30 graders varme, hæhæ 🙂 I det hele taget har jeg stået meget foran et kamera i sidste uge, og selvom man nok ikke ligefrem kan kalde mig kamerasky, kræver det altid lidt “restitutionstid” efterfølgende. Derfor har jeg brugt al fritid i kolonihaven – mest på at arbejde på et tæppe i skyggen, men også på at nusse rundt i eget selskab og passe køkkenhaven.
Som I måske kan fornemme, er der i det hele taget godt tryk på for tiden. Sådan er det bare op til sommerferien for mig, og det er det samme hvert år. Juni er fyldt med deadlines og projekter, der skal afrundes, inden at alle går på ferie, så jeg prøver at holde tungen lige i munden og få det hele klaret uden alt for meget stress. Jeg synes, jeg bliver bedre og bedre til at passe på mig selv, imens det står på (i hvert fald hvis man sammenligner med, hvor presset jeg var sidste år…), og en af de ting, jeg ved fungerer, er at skære ned på hyggeaftaler, så jeg har så meget luft i kalenderen som muligt. Man kan bare ikke det hele, så jeg øver mig i at sige nej – også til veninder og søde folk, jeg mega gerne vil se – for selvom jeg arbejder mere, end jeg plejer, går det bare ikke, det er min alenetid, jeg dropper. Det er jo noget med, at man skal tage iltmasken på sig selv først, ikke?
Nå! Jeg må hellere få pakket tasken og komme ud af døren. Jeg har en rigtig møde-dag i dag, hvor jeg kommer til gå fra café til café fra morgen til sidst på eftermiddagen, så dagens udfordring bliver ikke at drikke alt for meget iskaffe 😉
Jeg håber, I får endnu en skøn solskinsuge ♥
Klem,
E


 

4 kommentarer
Vis alle kommentarer
  1. Hyggelig læsning, Emma! Fornuftigt at du passer på dig selv i al det der sker pt 🙂
    Må man høre hvor din kjole er fra? Tænker på den kjole, hvor du lufter nettet 😀

    1. Hej Mathilde,
      Hvor er du sød! Jeg har faktisk lige købt en kjole, der minder rigtig meget om nr. 2, hæhæ 🙂

Skriv en kommentar