Kalvemørbrad med brombærsauce

BROMBÆRSAUCE

Dette er et rigtigt festmåltid! Sådan et, jeg selv holder af at servere, når jeg får gæster, og der er kød-glade spisere omkring bordet, som skal forkæles med et virkelig godt og nærmest restaurant-agtigt måltid.

Vi taler bøffer af kalvemørbrad. Smukke ristede grøntsager. Sprøde rodfrugtchips. Og den smukkeste brombærsauce.

 

Denne opskrift er udviklet til min madplan i femina. Find flere opskrifter lige her

Kalvemørbrad med brombærsauce

Hovedret til 4 personer
forberedelse 30 min / tilberedning 35 min / i alt 1 t 5 min

Ingredienser

Kalvemørbrad

  • 800 g kalvemørbrad
  • salt og friskkværnet peber
  • smør til stegning

Grøntsagstilbehør

  • 2 fennikler
  • 500 g jordskokker
  • 2 spsk. olivenolie
  • salt

Brombærsauce

  • 50 g smør
  • 1 lille løg
  • 1 fed hvidløg
  • 1 lille håndfuld frisk timian
  • ½ dl balsamicoeddike
  • saft af 1 appelsin
  • 3 dl god bouillon
  • 1 spsk. majsstivelse (f.eks. Maizena)
  • salt og friskkværnet peber
  • 1 bakke brombær

Til servering

  • 1 håndfuld frisk timian
  • 1 bakke brombær
  • 1 pose rodfrugtchips

Fremgangsmåde

Grøntsagstilbehør

Tænd ovnen på 200° varmluft. Rens og skær hver fennikel i 6 både på langs. Skrub jordskokker, og skær dem i grove skiver. Fordel fennikelbåde og jordskokker på en bageplade beklædt med bagepapir; vend med olie, og krydr med salt. Sæt bagepladen i ovnen i 30 minutter, til grøntsagerne er møre og gyldne.

Krydr mørbraden godt med salt og peber. Brun den af på alle sider i smør på en pande. Læg den i et ovnfast fad, og steg den på en rist i ovnen i 20 minutter. Lad den hvile, mens du laver saucen.

Brombærsauce

Smelt smør i en kasserolle. Pil og hak løg, og pil og pres hvidløg. Sautér løgene ved lav varme i smørret, til de bliver bløde uden at være brune. Hak timian fint, tilsæt sammen med balsamico, og lad det bruse op. Tilsæt bouillon og appelsinsaft, og lad saucen simre i 10 minutter. Bland majsstivelse med en smule koldt vand i en skål, og rør blandingen i saucen for at jævne. Skyl brombær; tilsæt, og lad dem koge en smule ud i saucen. Smag saucen til med salt, peber og mere balsamico.

Til servering

Skær mørbraden i tykke bøffer. Servér dem med bagte jordskokker, fennikel og brombærsauce. Pynt med frisk timian, skyllede brombær og rodfrugtchips.

Find flere opskrifter i samme kategori

Brombærsauce til mørbrad

Brombærsauce smager syrligt og sødt og har den smukkeste dybt røde farve. Men bare rolig – her er slet ikke tale om en sød marmelade, men en sauce, der er den perfekte balance til det møre kød.

Udover at retten smager som den rene forkælelse, og at den kan anrettes som det smukkeste gourmet-måltid, er det store plus, at den faktisk ikke er så svær at bikse sammen, som man skulle tro.

 

Perfekt stegt kalvemørbrad

Er du ikke så vant til at tilberede kød, vil jeg anbefale dig at bruge et termometer, for så er der vitterligt intet, der kan gå galt. Skal kødet være rosa, skal du tage mørbraden ud, når kernetemperaturen er i starten af 50’erne (kødet steger lidt videre, når du lader det hvile). Er du ikke så meget til røde bøffer, skal den ud, lige før temperaturen runder 60 grader.

 

 

Find flere opskrifter på skøn gæstemad:

Quino-paneret laks med pastinakfritter og ristet aïoli

Grøn risotto med spinat og ærter

Risottofad med kylling og fennikel

Lammeskank. med pastinakmos og sprøde rodfrugter

Salat a la Vitello Tonnato

Shop the post

- reklamelinks

Ingen kommentarer
Vis alle kommentarer

Skriv en kommentar