Tærte med serrano, gedeost og figner

Tærte med serrano, figner og gedeost

Denne tærte med figner, gedeost og serranoskinke smager helt vidunderligt! Det er et sikkert hit at bruge figner sammen med gedeost, og sammen med balsamicoeddike, karameliserede rødløg og lufttørret skinke bliver det vaskeægte luksus. Det er simpelthen den lækreste smagskombination, og den er her samlet i en super nem tærte, der både er hverdagsvenlig men alligevel noget særligt.

Glutenfri havregrynsbund

Tærtebunden er min glutenfrie havregrynsbund, og hvis I ikke har prøvet den endnu, må I virkelig give den et forsøg. Den kan bikses sammen i et snuptag, og så er den rigtig hverdagssund, fyldt med mættende fibre og fuldkorn.

Tærtebund med serrano, gedeost og gifner

Hovedret til 4 personer
forberedelse 25 min / tilberedning 45 min / i alt 1 t 10 min

Ingredienser

Tærtefyld

  • 5 æg
  • 1 dl mælk
  • salt og friskkværnet peber
  • 100 g frisk gedeost i rulle
  • 4 figner
  • 100 g serranoskinke

Karamelliserede løg

  • 4 rødløg
  • 2 spsk. smør til stegning
  • 3 spsk. balsamicoeddike
  • 1 spsk. ahornsirup
  • salt

Tærtebund

  • 250 g havregryn
  • 1 tsk. salt
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1 æg, str. M/L
  • 1 æggehvide
  • ½ dl olivenolie
  • ½ dl vand
  • 1 tærteform, 24 cm i diameter

Til servering

  • 1 bakke blandet salat, 125 g

Fremgangsmåde

Tærtebund

Tænd ovnen på 180°. Blend havregryn til fint mel i en foodprocessor. Tilsæt salt, bagepulver, æg, æggehvide og olie, og blend igen, så du får en smuldret dej. Tilsæt derefter 1 spsk. vand ad gangen, indtil dejen hænger sammen og er smidig og blød. Rul dejen ud med en kagerulle mellem 2 ark bagepapir; fjern det øverste ark, og flyt dejen over i tærteformen.

Karamelliserede løg

Pil rødløg, og skær dem i skiver. Steg dem i smør på en pande, til de får lidt farve. Tilsæt balsamico og sirup under omrøring. Krydr med salt. Tag panden af varmen, når al væde er væk.

Tærtefyld

Pisk æg, mælk, salt og peber sammen i en skål, og fordel massen over tærtebunden. Top med karamelliserede rødløg, skiver af gedeost, skiver af figner og serranoskinke. Bag tærten i ovnen i ca. 35 minutter.

Til servering

Skyl salaten, og servér den til tærten.

 

TIP: I stedet for at blende havregryn kan du bruge færdigkøbt havremel og samle dejen i en skål.

Find flere opskrifter i samme kategori

Flere opskrifter med figner

Min yndlingsfrugt må uden tvivl være figner. De er så fascinerende smukke, og en perfekt moden, sød og blød figen smager direkte magisk, hvis I spørger mig. Derfor ærger jeg mig evigt over deres korte sæson, og jeg forsøger at få det bedste ud af den, så længe de er til at få fingrene i.

Figner er oplagte at bruge som pynt på morgenmaden, kager eller søde sager, men de smager også helt vidunderligt i salater med deres delikat søde smag. Prøv eksempelvis en af disse opskrifter:

Quinoa salat med avocado & figner
Lun linsesalat med bagt aubergine & figner
Figen caprese med burrata

2 kommentarer
Vis alle kommentarer
  1. Åh figner, også min absolut favorit <3 Uheldigt for os at de kun er i sæson i så begrænset en periode i dk – men måske vi heller ikke ville være lige så betaget af dem, hvis vi kunne spise og studere dem hver dag.. Anyways, tærten lyder formidabel og den må prøves, jeg vil dog høre dig hvad jeg kan erstatte havregrynene med i tærtebunden? Jeg tåler dem ikke godt, dsv

    1. Hej Kamille 🙂 Hm… jeg ved ikke lige, hvad du kan erstatte dem med. Du kan måske bruge bygflager, boghvedeflager eller lignende?

Skriv en kommentar