Butterbean gnocchi med grøn pesto (video)

I dag får I opskriften på butterbean gnocchi med basilikumspesto fra min kogebog Grøntsagsglæde*.

Hjemmelavet gnocchi

Gnocchi er en form for pasta lavet af kartofler. Som jeg holder af at gøre med mange klassikere, har jeg dog i kogebogen moderniseret opskriften. Min variant har nemlig fået et lille skub op ad sundhedsskalaen, da jeg bruger boghvedemel og proteinrige butterbeans i stedet for kartofler og sigtet hvedemel. Det gør både retten mere mættende og næringsrig, men det gør også fremgangsmåden lettere, da vi slipper for at koge og mose kartofler.

Glutenfri gnocchi af butterbeans

Smagen? Den har selvfølgelig ikke taget skade, og det skriver Simon gerne under på, for det er én af hans yndlingsopskrifter i Grøntsagsglæde*, og derfor er den ofte på menuen herhjemme. Vi vender som regel vores butterbean gnocchi i min grønne pesto, som jeg også viser, hvordan jeg laver i videoen nedenfor.

Links markeret med * er reklame for egen bog

BUTTERBEAN GNOCCHI MED GRØN PESTO

 
Hovedret til 4 personer
forberedelse 30 m / tilberedning 15 m / i alt 45 m

Ingredienser

BUTTERBEAN GNOCCHI

  • 1 ds. butterbeans
  • 1 æg
  • 1⁄2 tsk. salt
  • 125 g boghvedemel
  • 1 spsk. smør
  • 1 bundt grønne asparges
  • 50 g rucola

GRØN PESTO

  • 2 potter basilikum
  • 1 dl olivenolie
  • saft af 1⁄2 citron
  • 2 fed hvidløg
  • 50 g pinjekerner
  • 50 g cashewnødder
  • 25 g parmesan
  • salt

Fremgangsmåde

GRØN PESTO

Kom basilikum, olivenolie, citronsaft og hvidløg i en minihakker, blender eller foodprocessor. Kør, til du får en grøn olie.

Rist pinjekerner og cashewnødder på en tør pande, og riv parmesanost fint. Tilsæt det til køkkenmaskinen, og puls maskinen, til du får en cremet, men stadig grov konsistens.
Smag pestoen til med salt, og opbevar den i køleskabet.

BUTTERBEAN GNOCCHI

Dræn butterbeansene fra dåsen, og skyl dem i en sigte. Kom bønnerne i en foodprocessor sammen med æg og salt, og kør maskinen, til du får en jævn konsistens. Tilsæt melet, og kør igen, til det samler sig til en smidig, let klistret dej.

Drys lidt mel på bordet, og kom dejen ud på bordet. Del dejen i 4 stykker, og rul dem ud i lange pølser. Skær pølserne i mindre bidder, og brug en gaffel til at trykke bidderne let sammen. Bring en gryde med letsaltet vand i kog, og tilsæt dine gnocchier. Kog dem i ca. 3-5 minutter, til de flyder til overfladen og føles mere faste. Hæld grydens indhold over i en sigte, og skyl den kogte gnocchi i koldt vand, så de ikke klistrer sammen.

Smelt smørret på en stor pande, og tilsæt de af- dryppede gnocchier. Lad dem stege i ca. 10 minutter, til de bliver let gyldne. Skyl aspargesene, knæk bunden af, og skær dem i mindre stykker. Tilsæt aspargesene til panden, og lad dem stege med i yderligere 5 minutter, så de bliver flot grønne. Hæld pandens indhold i en skål, og vend dine gnocchier i pesto. Tilsæt skyllet rucola, og vend rundt. Servér straks.

Find flere opskrifter i samme kategori

{ LÆS MERE & KØB GRØNTSAGSGLÆDE HER* }

GRØNTSAGSGLÆDE

Grøntsagsglæde* indeholder – som du nok har gættet – opskrifter med masser af grøntsager. Jeg deler ud af min grøntsagsglæde gennem 100 opskrifter på sæsonens bedste salater og grønne retter, der kan serveres både som tilbehør eller i en farverig salatskål.

I Grøntsagsglæde har jeg valgt at opdele opskrifterne efter sæsonerne; Forår, sommer, efterår og vinter. Friske, modne ingredienser efter årstiden er kernen i min madlavning, og jeg håber, at bogens bogens stemningsfulde kapitler vil inspirere jer til at følge sæsonerne.

Kogebogen indeholder desuden en værktøjskasse med basisopskrifter på både dressinger, dips og drys, der kan bruges til at fremtrylle de skønneste salater af lige de råvarer, man har i køleskabet. Kombinationsmulighederne er uendelige, når du først har lært værktøjskassen at kende. Derudover får man i starten af bogen også et inspirerende kapitel med både nemme og overdådige salatskåle, der viser, hvordan man kan skabe mættende, grønne måltider af bogens opskrifter.

8 kommentarer
Vis alle kommentarer
  1. Jeg har allerede skrevet denne opskrift ind i den kommende uges madplan – det ser jo alt for lækkert ud! 😍
    Et lille tip til fremtidig reference: Gnocchi udtales “nyåki” – g’et er stumt og ‘ch’ på italiensk udtales som k. Italienske tjenere rettede også min udtalelse af ordet ‘bruschetta’, fordi jeg ikke kendte til k-lyden 😄

  2. Mums. Den her opskrift er såå god og lækker! Vi lavede den herhjemme forleden 😄 Og det var faktisk ganske hyggeligt at stå og forme de små gnocchi, kan godt lide sådan noget pillearbejde 😊 Må også prøve at stege dem næste gang, for det lyder da alt for lækkert 😄🙌🏼

Skriv en kommentar