Bygkernesalat med hasselback-butternut og brunet smør

Hasselback butternut er den mest uimodståelige efterårsservering, der både syner og smager fuldstændig fantastisk – især når det sødmefulde græskar toppes med brunet smør, der indiskutabelt gør alt lige dén tand bedre

Jeg serverer de smukke hasselback-butternut over en fyldig bygkernesalat med ristede hasselnødder og parmesan. Sammen med noget godt, groft brød, kan salat sagtens udgøre et let måltid, men hvis sulten er stor, smager det herligt til alt fra grøntsagsdeller til et mørt stykke kød.

BYGKERNESALAT MED HASSELBACK-BUTTERNUT & BRUNET SMØR

 
Hovedret til 4 personer

Ingredienser

HASSELBACK BUTTERNUT

  • 1-2 butternutsquash
  • 1 spsk. olivenolie
  • salt

BYGKERNESALAT

  • 4 dl bygkerner
  • 25 g hasselnødder
  • 30 g parmesan
  • 1 bakke blandet salat

BRUNET SMØRDRESSING

  • 1 håndfuld salvieblade
  • 1 lille løg
  • 50 g smør
  • 1 spsk. hvidvinseddike
  • 1 tsk. ahornsirup
  • salt og friskkværnet peber

TIL SERVERING

  • groft brød

Fremgangsmåde

HASSELBACK BUTTERNUT

Tænd ovnen på 180°. Halvér butternutsquashen på langs, og fjern kernerne. Skær lange snit i hver halvdel med en skarp kniv uden at skære hele vejen igennem græskarskallen. Læg de 2 halve butternutsquash med skærefladen opad på en bageplade beklædt med bagepapir, og pensl med olie. Krydr med salt, og sæt bagepladen i ovnen i 45 minutter, til butternutsquashene er flot gyldne.

BYGKERNESALAT

Kog bygkerner efter anvisningen på pakken, og afkøl let. Rist hasselnødder let på en tør pande, og hak dem meget groft. Høvl parmesan i tynde flager.

BRUNET SMØRDRESSING

Hak salvie fint. Pil og hak løg. Smelt smør i en dyb pande sammen med løg og salvie. Vend ofte rundt, og lad det stege i ca. 10 minutter, indtil de hakkede løg bliver gyldne, og der samler sig et lag brunet smør i bunden af panden. Hæld pandens indhold over i en skål. Rør eddike og sirup i skålen. Smag til med salt og peber, og rør godt.

BYGKERNESALAT, FORTSAT

Skyl salaten, og bland den med de kogte bygkerner på et fad. Drys hasselnødder og parmesanflager over.

SERVERING

Anret butternutsquash på fadet, og dryp brunet smørdressing over. Servér med lunet brød.

Find flere opskrifter i samme kategori

{ Find hele denne uges madplan i Femina her }

Ingen kommentarer
Vis alle kommentarer

Skriv en kommentar