Spinatsalat med pistaciepaneret avocado og figner (video)

Links markeret med * er reklame for egen bog

I dag har jeg den skønneste (og smukkeste!) efterårssalat til jer. Opskriften er fra min kogebog Grøntsagsglæde*, og den indeholder to af mine absolutte favoritingredienser: Figner og avocado!

Sprød paneret avocado i ovnen

Det særlige ved salaten er, at de pistaciepanerede avocadoskiver er bagt sprøde i ovnen. “Kan man bage avocado?!”, tænker du måske. Og her er svart “JA!” Avocado er godt, men det smager dobbelt godt, når skiverne vendes i hakkede nødder og ristes i ovnen.

{ LÆS MERE OM GRØNTSAGSGLÆDE & KØB KOGEBOGEN HER* }

Salat med figner

Figner er i sæson netop nu, så man kan ofte være heldig at finde dem i supermarkederne. Og de gør altså bare lige salaten dét smukkere og mere imponerende. Kan du ikke få fat i figner, smager salaten dog også fremragende uden. Prøv i så fald at tilsætte skiver af sprøde efterårsæbler eller søde, halverede vindruer i stedet.

Spinatsalaten smager vidunderligt til kylling sammen med ovnbagte rodfrugtfritter. Den er dog også god til en festlig buffet, hvis du får gæster, fordi den er så simpel at lave men samtidig har masser af ‘wow-faktor’.

Spinatsalat med pistaciepaneret avocado & figner

 
Tilbehør til 4 personer
forberedelse 15 min / tilberedning 15 min / i alt 30 min

Ingredienser

  • 1 pose
  • saltede pistacienødder
  • 2 avocadoer
  • 150 g spinat
  • 4 figner

Honning-dijondressing

  • 3 spsk. mayonnaise
  • 1 spsk. honning
  • 1 spsk. dijonsennep
  • 1 spsk. grovkornet sennep (kan undlades)
  • 1 spsk. citronsaft
  • salt & friskkværnet peber

Fremgangsmåde

Tænd ovnen på 200 grader, og beklæd en bageplade med bagepapir. Pil pistacienødderne, og hak dem fint. Brug evt. en køkkenmaskine, der gør arbejdet let. Skær avocadoerne i 1 cm tykke skiver. Vend skiverne i de hakkede pistacienødder, og fordel dem på bagepladen. Bag avocadoskiverne i 15 minutter, til nødderne bliver gyldne.

Fordel spinaten på et salatfad. 

Rør ingredienserne til honning-dijondressingen sammen, og dryp den over spinaten.

Skær fignerne i både, og fordel dem over salaten sammen med de pistaciepanerede avocadoskiver. Servér straks, imens de pistaciepanerede avocadoskiver er sprøde.

Find flere opskrifter i samme kategori

2 kommentarer
Vis alle kommentarer

Skriv en kommentar