Basis grøntsagsgryde med variationer

Hurtig og budgetvenlig hverdagsmad

Denne basis grøntsaggryde er fuldstændig genial hverdagsmad! Brug en halv time i køkkenet på at lave en stor portion grøntsagssauce, der på nul komma fem kan trylles om til alverdens forskellige retter. Gryden er billig og sund – sprængfyldt med grøntsager! – og ved at dele portionen op i tre, kan du enten have aftensmad klar til de næste tre dage eller gemme en portion eller to i fryseren til travle og trætte aftener.

Nem aftensmad med variationer

Grøntsagsgryden kan varieres i det uendelige, alt efter hvilke krydderier, hvilket fyld og hvilke toppings, du spæder til med. Lav eksempelvis en super nem kødsauce ved at brune kød i krydderier, inden grøntsagsgryden hældes over. Eller prøv at komme grøntsagsgryden i et ovnfast fad, læg fisk og friske krydderier i overfladen, og sæt fadet i ovnen, og så får du en lækker ret med saftig, dampet fisk.

Vegetarisk meal prep

I videoen nedenfor bruger jeg grøntsagsgryden til tre vegetariske måltider: En italiensk variant med mozzarella, butterbans og oliven, en mellemøstlig shakshuka med spejlæg og en mexicansk krydret skål toppet med cheddar og knasende nachos.

Basis grøntsagsgryde med variationer

 
Hovedret til 6 personer
i alt 30 min

Ingredienser

BASIS GRØNTSAGSGRYDE

  • 2 løg
  • 3 fed hvidløg
  • 2 spsk. olivenolie
  • 2 squash
  • 2 røde peberfrugter
  • 3 dåser hakkede tomater
  • 3 spsk. tomatpuré
  • 1 spsk. æblecidereddike
  • salt & friskkværnet peber

SHAKSHUKA

  • 1 tsk. stødt koriander
  • 1 tsk. stødt spidskommen
  • 1/2 tsk. røget paprika
  • 1 spsk. olivenolie
  • 1 portion grøntsagsgryde
  • 2 æg
  • 1 spsk. lys tahin
  • 1/2 spsk. ristede sesamfrø
  • 50 g feta
  • 1 håndfuld bredbladet persille

ITALIENSK GRØNTSAGSGRYDE

  • 1/2 spsk. tørret oregano
  • 1 spsk. olivenolie
  • 1 portion grøntsagsgryde
  • 1 dåse butterbeans
  • 125 g mozzarella
  • 1 håndfuld ristede pinjekerner
  • 1 glas grønne oliven
  • 1 håndfuld frisk timian

MEXICANSK GRØNTSAGSGRYDE

  • 2 tsk. tørret oregano
  • 1 tsk. stødt spidskommen
  • 1 tsk. stødt koriander
  • 1/2 tsk. røget paprika
  • 1 spsk. olivenolie
  • 1 portion grøntsagsgryde
  • 1 dåse sorte bønner
  • 1 dl yoghurt
  • 1 håndfuld nachos
  • 50 g friskrevet cheddar
  • 1 håndfuld frisk koriander

Fremgangsmåde

BASIS GRØNTSAGSGRYDE

Pil og hak løgene, og pil og pres hvidløgene. Svits det i olivenolie i en stor gryde. Skær squash og peberfrugter i små tern, og tilsæt det til gryden. Vend rundt, og lad det stege, til grøntsagerne begynder at tage farve. Hæld hakkede tomater, tomatpuré og eddike i gryden, og lad gryden simre i 30 minutter. Smag til med salt og peber. Del grøntsagsgryden i tre portioner, og opbevar dem enten i køleskabet eller i fryseren.

SHAKSHUKA

Svits koriander, spidskommen og koriander i olivenolie på en pande. Tilsæt grøntsagsgryden, og varm det igennem. Slå æg ud i panden, og lad den simre, indtil æggehviderne er faste, men blommerne stadig er flydende.

Top panden med tahin, sesamfrø, smuldret feta og bredbladet persille, og servér straks.

ITALIENSK GRØNTSAGSGRYDE

Svits oregano i olivenolie i lille gryde. Tilsæt grøntsagsgryden. Dræn butterbeans fra dåsen, skyl dem i en sigte, og tilsæt dem til gryden. Varm gryden igennem. 

Top med mozzarella, ristede pinjekerner, oliven og frisk timian, og servér. 

MEXICANSK GRØNTSAGSGRYDE

Svits oregano, spidskommen, koriander og paprika i olivenolie i en lille gryde. Tilsæt grøntsagsgryden. Dræn de sortebønner fra dåsen, skyl dem i en sigte, og tilsæt dem til gryden. Varm gryden igennem.

Top med yoghurt, knuste nachos, cheddar og koriander, og servér. 

Find flere opskrifter i samme kategori

12 kommentarer
Vis alle kommentarer
  1. TAK for virkelig god inspiration! Den deler jeg straks med alle mine studerende veninder ♥️ Du er bare så god!

  2. Perfekt til når man bor alene, og er gået død i rugbrødsmadderne. Jeg tror helt bestemt jeg vil kaste mig ud i den opskrift søndag, så har jeg mad til hele ugen og så kan den jo snildt bruges hvis man får gæster 🙂 Tak for det! 🙂

  3. Wow det er jo genialt!
    Perfekt til en uge, hvor man skal være alenehjemme eller har eksamen eller lignende!
    Gerne flere af den type opskrifter: salater, som kan varieres over to dage, retter med nogle af de samme basisingridienser og lignende.
    Hav en skøn dag 🙂

    1. Hej Cecilie 🙂 Det er noget, jeg helt sikkert kommer til at dele mere af fremover. Dejligt med positiv respons 🙂

  4. Hej Emma 🙂
    Min kæreste og jeg har brugt opskriften i går (shakshuka) og i dag (den italienske), og vi er mildest talt begejstrede! Det er så enkelt og nemt og smager tilmed virkelig dejligt, så vi glæder os allerede til at den mexikanske står på menuen i næste uge. Mange tak for opskrifter og inspiration endnu en gang!

  5. Så genialt Emma. Så blir det jo ikke nemmere at lave madplan 🙂 Er i gang med basis opskriften nu og jeg tror vi tyvstarter med mexi versionen 😉

Skriv en kommentar