Mexicanske kartoffelskiver

Ristede, krydrede kartoffelskiver med smeltet cheddar og masser af mexi-toppings. Det her er virkelig et festmåltid, der vil noget!

I ved, at jeg elsker mexicansk-inspireret mad, og det her er ingen undtagelse. Ja, faktisk vil jeg gå så langt som at sige, at de sprøde kartoffelskiver vinder over klassiske tacos. Og de udkonkurrerer let(!) de kedelige, vakuumpakkede wraps, som mange forbinder med mexi-mad.

Kartofler med mexicansk topping

Opskriften er super simpel, og den kan varieres i det uendelige, alt efter hvad, du har i køkkenskabene. Bagekartoflerne skal blot skæres i skiver, pensles med olie og krydres, inden de ryger en tur i ovnen. Derefter kan de toppes med lige det, du er i humør til. Prøv eksempelvis at lave dem med mozzarella, bagte tomater og italienske vibes. At give dem et spansk-twist med chorizo og oliven og manchego. Eller hvad med Banh mi-fyld a la en vietnamesisk sandwich?

Mexicansk buffet

De mexicanske kartoffelskiver er oplagt som indslag til en festlig buffet, men de kan også snildt spises som hovedmåltid sammen med en frisk salat (og naturligvis de resterende tortillachips!)

MEXICANSKE KARTOFFELSKIVER

Hovedret til 4 personer

Ingredienser

  • 1 kg bagekartofler
  • 1 spsk. olivenolie
  • 1 spsk. mexicansk krydderiblanding*
  • 150 g cheddar
  • 1-2 avocado
  • 1 lille rødløg
  • 1 dåse sorte bønner
  • 1 håndfuld koriander
  • 2 lime
  • 1 dl cremefraiche
  • 1 glas salsa
  • 1 håndfuld tortillachips

Fremgangsmåde

Tænd ovnen på 200 grader, og beklæd en bageplade med bagepapir. Skrub eller skræl bagekartoflerne, skær dem i skiver på 0,5 cm, og placér dem på bagepladen. Pensl kartoffelskiverne med olivenolie, og drys med krydderiblanding. Sæt bagepladen i ovnen i 20 minutter, til kartoffelskiverne er gyldne og sprøde i overfladen. Riv cheddar, og fordel det over kartoffelskiverne. Sæt bagepladen i ovnen igen i 5-10 minutter, til osten er smeltet og let gylden.

Skær avocado i skiver. Skær rødløg i helt tynde både. Dræn de sorte bønner fra dåsen, og skyl dem i en sigte. Hak koriander, og skær lime i både.
Top kartoffelskiverne med cremefraiche, salsa, avocadoskiver, rødløg, sortebønner, koriander og knuste tortillachips. Servér med limebåde.

* Lav din egen mexicanske krydderiblanding af 1 tsk. salt, 1/2 tsk. friskkværnet peber, 1 tsk. stødt hvidløg, 1 tsk. røget paprika, 2 tsk. oregano, 1 tsk. stødt koriander, 1 tsk. stødt spidskommen

Find flere opskrifter i samme kategori


Besøg min Facebook-side for flere opskriftvideoer

4 kommentarer
Vis alle kommentarer
  1. Tak for opskriften – denne ret kom på bordet hjemme hos os her til aften, og både børn og voksne syntes godt om maden 🙂

Skriv en kommentar