Linsegryde med tahin og syltet fennikel

Mellemøstlig linsegryde

Dette er en simpel og sund vegansk gryderet, hvor mættende linser smages til med lunende krydderier og cremet tahin. Hvis du er fan af hummus, falafler og ting i dén dur, vil du elske linsegryden – den er som en mellemøstlig udgave af indiske dhal.

Syltet fennikel og rødløg

Som modspil til den fyldige linsegryde topper jeg den med en syrlig og frisk topping af lynsyltet rødløg og fennikel. Jeg elsker syltede rødløg, og dette er også et sikkert hit, så jeg laver gerne en stor portion, så jeg har rester til salater, avocado-madder og andet godt.

Lys vs. ristet tahin

Jeg vil anbefale dig at bruge lys fremfor ristet tahin i denne opskrift. Lys tahin er helt mild og cremet og ikke nær så bitter. Det kan købes hos mellemøstlige købmænd eller i Rema1000.

 

Linsegryde med tahin og syltet fennikel

 
Hovedret til 4 personer
forberedelse 20 min / tilberedning 40 min / i alt 60 min

Ingredienser

LINSEGRYDE

  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 cm frisk ingefær
  • 1 spsk. stødt spidskommen
  • 1 spsk. olivenolie
  • 1 bundt frisk koriander
  • 4 dl Puy-linser, f.eks. fra Urtekram
  • ½ l grøntsagsbouillon
  • 1 dl lys tahin
  • saft af 1 citron
  • salt og friskkværnet peber

LYNSYLTEDE RØDLØG OG FENNIKEL

  • 1 rødløg
  • 1 fennikel
  • 2 dl æblecidereddike

Fremgangsmåde

LYNSYLTEDE RØDLØG OG FENNIKEL

Pil rødløg, og skær det i papirtynde både. Skyl og skær top og bund af fenniklen; halvér, og skær den i papirtynde skiver, gerne med mandolinjern. Bland fennikel og rødløg i en skål, hæld æblecidereddike over, og stil skålen på køl i mindst 30 minutter.

LINSEGRYDE

Pil og hak løg. Pil og riv hvidløg fint. Skræl og riv ingefær fint. Steg løg, hvidløg, ingefær og spidskommen i olie i en gryde, indtil løgene begynder at tage farve. Pluk korianderbladene fra stilkene. Hak stilkene groft, og gem korianderbladene til pynt. Vend korianderstilke i gryden, og lad dem stege med i et par minutter. Tilsæt linser og bouillon, og bring gryden i kog. Lad det simre i 40 minutter, til linserne er let udkogte. Tilsæt tahin og citronsaft, og brug en grydeske til at mose linserne let. Smag til med salt og peber.

SERVERING

Pynt linsegryden med lynsyltede rødløg og fennikel, korianderblade og evt. lidt tahin inden servering.

Find flere opskrifter i samme kategori

{ Find hele denne uges madplan lige her }

2 kommentarer
Vis alle kommentarer
  1. Hej Emma, tak for en dejlig inspirerende blog!
    Har du forslag til grøntsager, der kunne ryge i den her sammen med linserne eller ved siden af på tallerkenen? 🙂

Skriv en kommentar